Hvad sker der med EVA’s udgivelser, når EVA lukker? Og hvor kan man finde data til evt. videre brug?
EVA.dk er tilgængelig frem til 31. december 2026, og materialer flyttes efterfølgende til relevante ministeriers hjemmesider
Efter EVA’s lukning den 30. juni 2026 vil eva.dk fortsat være tilgængelig i en overgangsperiode.
I den periode kan brugere fortsat finde EVA’s rapporter, materialer, nyheder og øvrige indhold på eva.dk.
Efter 31. december 2026 vil materialer fra eva.dk, der er op til 10 år gamle, være flyttet til undersider på henholdsvis Undervisningsministeriets, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS) samt Børne-, Ældre- og Boligministeriets hjemmesider afhængig af materialernes områdemæssige tilhørsforhold.
Derudover bevares offentliggjort materiale, der er ældre end 10 år, som i 2025 havde mere end 100 downloads. Det skal sikre, at materialer, som fortsat bliver brugt af praksis, beslutningstagere, forskere og andre interessenter, også fremover er tilgængelige uanset alder.
Surveydata fra undersøgelser videregives til Rigsarkivet
EVA videregiver surveydata fra i alt 13 undersøgelser til Rigsarkivet. Det sker for at sikre, at data fra centrale undersøgelser bliver bevaret og på sigt kan indgå i videre forskning og vidensproduktion efter gældende regler. Undersøgelser, EVA har foretaget for kunder, er ikke del af dette, da data ejes af kunden.
Data videregives i komplet rå form og med tilhørende dokumentation om blandt andet metode, stikprøve, population og øvrige centrale forhold ved undersøgelserne. Identifikationsnumre indgår i det omfang, de findes.
Det er endnu ikke afklaret, hvornår data kan forespørges på eller eventuelt udleveres til videre forskningsbrug fra Rigsarkivet. Forskere og andre interesserede skal derfor orientere sig hos Rigsarkivet om mulighederne for at søge adgang til surveydata og andre digitalt skabte data. Du kan læse mere på Rigsarkivet hjemmeside her.
Herunder får du over overblik over, hvilken af EVA’s forskningsdata som videregives til Rigsarkivet.
De 13 undersøgelser
Dagtilbud
Forældresamarbejde i daginstitutioner
Undersøgelsen belyser, hvordan ledere og forældre oplever samarbejdet mellem daginstitution og hjem om børns trivsel, udvikling, læring og dannelse. Data består af spørgeskemabesvarelser fra både daginstitutionsledere og forældre og har givet mulighed for at undersøge udviklingen i forældresamarbejdet siden EVA’s tidligere undersøgelse fra 2015-2016. Data kan bruges til videre arbejde med udvikling af kvalitet i dagtilbud, implementering af den styrkede pædagogiske læreplan og rammerne for samarbejdet mellem forældre og dagtilbud.
Læs mere: Forældresamarbejde i daginstitutioner
Grundskole
Teamsamarbejde og professionelle læringsfællesskaber i folkeskolen
Undersøgelsen giver viden om teamsamarbejde blandt lærere i folkeskolen med særligt fokus på professionelle læringsfællesskaber og lærernes samarbejde om at udvikle undervisningen. Data består af to nationalt repræsentative spørgeskemaundersøgelser blandt folkeskolelærere gennemført i 2019 og 2024. Data giver mulighed for at analysere udvikling over tid og kan bruges til at arbejde med organisering, skoleudvikling og lærernes professionelle samarbejde.
Læs mere: Professionelle læringsfællesskaber
Meritlærere og lærere med andre uddannelsesbaggrunde
Undersøgelsen belyser skolelederes erfaringer med lærere i grundskolen, som ikke har gennemført en ordinær læreruddannelse, herunder meritlærere og lærere med andre erhvervskompetencegivende uddannelser. Undersøgelsen kombinerer spørgeskemadata fra skoleledere med kvalitative perspektiver fra skoleledere og lærere, hvilket gør den relevant både for policyudvikling og lokale rekrutteringsstrategier. Spørgeskemadata er afleveret til Rigsarkivet, og det kan give et bredere grundlag for at vurdere rekrutteringsudfordringer, kompetenceprofiler og mulige veje til at få flere kvalificerede lærere ind i grundskolen.
Læs mere: Merituddannede lærere og lærere med andre uddannelsesbaggrunde
Elevers oplevelse af praksisfaglighed i udskolingen
Undersøgelsen er en del af udviklingsprojektet Praksisfaglighed i Udskolingen, PriU, gennemført i samarbejde med Guldborgsund, Holbæk og Svendborg Kommuner. Data består af spørgeskemabesvarelser fra udskolingselever og belyser, hvordan eleverne oplever undervisningen i dansk og matematik, herunder om undervisningen indeholder praktiske aktiviteter eller mere boglige og stillesiddende aktiviteter. Projektet blev gennemført i 2023-2025 og kan være relevant for arbejdet med udvikling af mere praktisk, varieret og motiverende undervisning i udskolingen.
Læs mere: Praksisfaglighed
Elevers oplevelse af karakterer i udskolingen
Undersøgelsen giver indblik i udskolingselevers erfaringer med karakterer og læreres overvejelser om karakterers betydning. Data belyser blandt andet sammenhænge mellem elevernes oplevelser af bedømmelse, motivation, trivsel og deltagelse i undervisningen. Data fra undersøgelsen kan være relevant for arbejdet med evalueringskultur, karaktergivning og elevernes overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse.
Læs mere: Karakterer i udskolingen
Unges Veje: Unges valgproces fra udskoling til ungdomsuddannelse
Unges Veje består af to undersøgelser, der belyser unges oplevelser af vejledning, afklaring og uddannelsesvalg i udskolingen. Unges Veje 1 følger en årgang unge gennem fire spørgeskemanedslag fra 8. klasse i 2017 til to år efter grundskolen i 2020, mens Unges Veje 2 giver et nyere indblik i 8.-klasseelevers valgproces i 2025, og det var oprindeligt en del af undersøgelsen, at disse unge ligeledes skulle følges i tiden op til og efter afslutningen af grundskolen. Samlet giver data mulighed for både at følge unges overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse over tid og at belyse aktuelle perspektiver på vejledning, uddannelsesparathed, drømme, tvivl og støttebehov. Data fra undersøgelserne kan være relevante for arbejdet med vejledning i udskolingen, overgange, søgemønstre og unges vej ind i ungdomsuddannelse.
Læs mere:
Unges oplevelser af uddannelsesvalget
Elevers syn på valg af uddannelse i 8. klasse
Ungdomsuddannelser
Elevers og læreres perspektiver på brug af AI i undervisningen
Undersøgelsen belyser, hvordan generativ AI påvirker gymnasieelevers skolearbejde, afleveringer og oplevelse af læring. Data består af spørgeskemabesvarelser fra 3. g-elever og deres lærere og giver mulighed for at undersøge både elevernes brug af AI og lærernes vurderinger af undervisning, opgaver og teknologiforståelse. Data kan være relevant for det videre arbejde med eksamen, bedømmelse, didaktik og retningslinjer for AI i ungdomsuddannelserne, og det kunne være oplagt at se på, hvordan synet på fx snyd og brugen af AI i undervisningen udvikler sig de kommende år, herunder hvordan forskellige strategier ift. at anvende AI påvirker elevernes læring.
Læs mere: Elevers brug af AI i gymnasiet
Elevperspektiver på grøn omstilling og bæredygtighed
Undersøgelsen belyser, hvordan elever på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser ser på klimaforandringer og på den klimaundervisning, de møder på deres uddannelse. Data er indsamlet blandt både gymnasieelever og elever på hovedforløb på eud og eux og giver mulighed for at analysere elevernes viden, holdninger, oplevelser af undervisningen og ønsker til uddannelsernes arbejde med klima og bæredygtighed. Data fra undersøgelsen kan være relevant for at belyse, hvordan der arbejdes med grøn omstilling som en del af uddannelsernes indhold og formål.
Læs mere: Unges perspektiver på klimaforandringer og klimaundervisning
Videregående uddannelser
EVA’s førsteårsundersøgelse på de videregående uddannelser
EVA’s førsteårsundersøgelse er et omfattende datamateriale om nystartede studerende på videregående uddannelser, som er optaget gennem Den Koordinerede Tilmelding. Data er indsamlet fra 2016 til 2025 og omfatter flere spørgeskemanedslag i løbet af de studerendes første studieår, blandt andet før studiestart og omkring et halvt år inde i uddannelsen. Der er i alt indsamlet 22 spørgeskemaundersøgelser igennem årene. Data fra undersøgelsen kan belyse studievalg, studiestart, motivation, trivsel samt andre faglige og sociale aspekter af studielivet. Det er særligt relevant for arbejdet med fagligt udbytte, trivsel og gennemførelse samt generel kvalitet på de videregående uddannelser.
Læs mere: EVA's førsteårsundersøgelse på de videregående uddannelser
Praktik på de fire største professionsbacheloruddannelser
Undersøgelsen belyser studerendes oplevelser med praktik på pædagog-, lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen. Data i undersøgelsen består af både kvalitative interview og en spørgeskemaundersøgelse blandt studerende og kan give viden om, hvad der understøtter eller hæmmer et lærerigt praktikforløb. Data fra spørgeskemaundersøgelsen er videregivet til Rigsarkivet, og det kan være relevant for videre arbejde med kvalitetsudvikling, forbedring af sammenhæng mellem uddannelse og praksis samt rekruttering og fastholdelse på de store velfærdsuddannelser.
Læs mere: Oplevelsen af praktik på uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver
Overgangen fra kandidatuddannelse til arbejdsmarked
Undersøgelsen belyser overgangen fra kandidatuddannelse til arbejdsmarked med særligt fokus på studerende og dimittender fra uddannelser med høj dimittendledighed. Undersøgelsens beror på både spørgeskemadata, registerdata og kvalitative interview og giver mulighed for at sammenligne perspektiver fra studerende på uddannelser med høj og lav dimittendledighed. Spørgeskemadata er videregivet til Rigsarkivet og kan kobles med registerdata for et fortsat arbejde med uddannelsers arbejdsmarkedsrelevans, karrierevejledning, dimittendledighed og koblingen mellem uddannelse og beskæftigelse.
Læs mere: Overgangen fra kandidat til arbejdsmarkedet
Voksen- og efteruddannelse
Ufaglærtes motivation for erhvervsrettet uddannelse
Undersøgelsen belyser ufaglærtes motivation for og barrierer i forhold til at påbegynde erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, herunder AMU. Data er indsamlet i 2014 og 2023 og giver mulighed for at undersøge udvikling over tid i ufaglærtes vurdering af behov, muligheder og barrierer for opkvalificering. Data fra undersøgelsen kan være relevant for arbejdet med rekruttering til erhvervsuddannelse for voksne og med at styrke vejen fra ufaglært til faglært.
Læs mere: Ufaglærtes motivation for erhvervsrettet uddannelse
Virksomhedernes brug af AMU
Undersøgelsen belyser virksomhedernes brug af arbejdsmarkedsuddannelserne, AMU, og deres vurdering af, om AMU-udbuddet matcher behovet for efter- og videreuddannelse blandt faglærte og ufaglærte medarbejdere. Data er indsamlet i 2011, 2015 og 2019 og giver mulighed for at følge udviklingen i virksomhedernes brug, kendskab og vurderinger over tid. Data kan være relevant for det videre arbejde med VEU-systemets relevans, udbud og virksomhedsrettede efteruddannelsesindsatser.
Læs mere: Virksomheders brug og vurderinger af AMU - 2021