Praktikken er en central del af uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver. Men der er stor forskel på, hvor lang tid og hvor mange gange de studerende er i praktik i løbet af deres uddannelse.
I en ny rapport har Danmarks Evalueringsinstitut – EVA kortlagt rammerne og organiseringen omkring praktikken på de fire største professionsbacheloruddannelser. Rapporten er en forløber til en senere undersøgelse, der dykker ned i de studerendes oplevelser og erfaringer med praktikken.
”Selvom de fire største professionsbacheloruddannelser ofte omtales samlet, så er der store forskelle på uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver. Derfor kan man her få et samlet overblik over forskelle og ligheder mellem praktikken,” siger Fie Reeder, seniorkonsulent hos EVA.
Forskellene mellem de fire uddannelser kan i vid udstrækning tilskrives historiske forhold i forbindelse med de fire uddannelsers udvikling. Derudover forholder rapporten sig dog ikke til begrundelser for de identificerede forskelle.
Forskel på længde og placering
Kortlægningen viser blandt andet, at selvom alle fire uddannelser i alt tager 3,5 eller 4 år, så er der store forskelle på praktikkens længde og placering. Mens studerende på socialrådgiveruddannelsen kun har ét praktikforløb på i alt seks måneder, så er sygeplejerskestuderende i alt i praktik i 18 måneder fordelt på fem til syv forløb. Pædagogstuderende er i praktik i 15 måneder, mens lærerstuderende kun har i alt 4,5 måneders praktik fordelt på tre forløb. I den politiske aftale om en ny læreruddannelse fra september 2022 fremgår det dog, at praktikperioden skal forlænges med en tredjedel, dvs. til i alt seks måneders praktik.
Kortlægningen viser også, at pædagoguddannelsen er den eneste, der har lønnede praktikforløb, mens sygeplejerskeuddannelsen er den eneste, hvor der er krav om en uddannet klinisk vejleder (praktikvejleder) på praktikstedet.