”Virksomhed og eleverne skal kende hinandens behov”

06-10-2020
Artikel Ungdomsuddannelse

For at praktikken skal blive en god oplevelse for både SPS-elever og virksomheden, skal skolen facilitere, at der er en god gensidig dialog om både virksomhedens og elevens behov, oplever UCRS i Skjern.

Hos Uddannelsescenter Ringkøbing Skjern er de meget optagede af at gøre praktikken for SPS-elever til en god oplevelse for både virksomheder og elever, fortæller teamleder i uddannelsens vejledningscenter, Susanne Bæk Jakobsen.

Hvordan oplever I, at virksomhederne tager imod jeres elever?

”Vi har som udgangspunkt en række virksomheder omkring os, som har det indlejret i deres dna, at de gerne vil løfte og hjælpe, og som tager imod alle slags elever.”

”Vores virksomhedskonsulent laver meget opsøgende arbejde og ved, hvilke virksomheder der ville være rummelige i forhold til elevernes forskellige udfordringer, så vi kan matche virksomhedernes behov bedst muligt med elevernes profil. Vores konsulenter er meget ærlige og forsøger ikke at ’sælge’ eleverne til virksomhederne.”

Hvordan overleverer I viden om eleven til virksomheden?

”Tidligere havde teamlederen eller en faglærer en overgangssamtale med virksomheden om både elevens og virksomhedens specifikke behov. Men vi ønsker i stigende grad at involvere de SPS-mentorer, som følger eleverne i undervisningen i skolen, og som har et mere indgående kendskab til dem og deres behov”.

Hvad oplever I, at der er brug for, at virksomhederne ved om jeres elever?

”Vores eud-elever er typisk i praktik i to lidt mandsdominerede områder, nemlig smede og mekanikere, hvor der kan være en rå, men hjertelig tone. Den direkte omgangstone kan være fin for nogle, men elever, der fx har angst, kan have sværere ved at fungere godt i det.”

”Det er ikke jo sådan, at virksomhederne skal ændre deres kultur. Det kan være de små ting: Den måde de giver en besked på fx, er den pakket ind i ironi, eller er det klart og enkelt? Det taler vi med virksomhederne om, og de vil jo rigtigt gerne have, at deres elever klarer sig godt, siger Susanne  Bæk Jakobsen

"Virksomhederne er sultne efter arbejdskraft, og de vil gerne gøre deres bedste for, at eleverne falder godt til.”

”Vi overvejer også, om vi kan informere virksomhederne endnu mere. Snart skal en specialist i udviklingsforstyrrelse holde oplæg for vores egne lærere, og det kunne måske også være godt i virksomhederne, så eleverne vil opleve, at deres kolleger forstår dem endnu bedre.”

Er der noget, I ønsker at gøre anderledes?

”Målet er, at vi gerne vil forberede virksomhederne endnu bedre på eleverne, men også den anden vej, at SPS-mentorerne får en endnu større forståelse for virksomhederne, fx ved at komme mere ud på virksomhederne."

"SPS-mentoren er jo gennemgående for eleven på skolen, så det er fint, hvis han kunne komme med i virksomheden og blive gennemgående i praktikken også.”

”Vi leder efter en model for, hvordan det bedst kan lade sig gøre, for der går jo også logistik i det: Så måske skal mentoren kun med i overgangssamtaler nogle gange, andre gange skal han måske med i virksomhederne.”

Relateret indhold

En del af:

SPS på eud

Anne Breinhold Olsen
Chefkonsulent
Kommunikation og Ledelsesstøtte