Tæt samarbejde mellem lærer og vejleder kan styrke inklusion

To tilgange til samarbejdet

Undersøgelsen stiller skarpt på mulighederne i to overordnede tilgange til at gennemføre samarbejdet mellem vejledere og almenlærere; henholdsvis ’vejledningsforløb’ og ’samarbejdsforløb, der involverer fælles undervisning’. Vejledningsforløb er den mest velkendte tilgang for de fleste lærere Det foregår som en proces, hvor vejlederne faciliterer en række vejledningsmøder, der har til formål at understøtte lærerne i arbejdet med de udfordringer, de oplever i undervisningen. Derudover kan vejledningsforløbet være med til at sætte fokus på forskellige muligheder for at udvikle undervisningen.

Samarbejdet mellem vejleder og lærer kan også organiseres med inspiration fra co-teaching. De såkaldte samarbejdsforløb går kort sagt ud på, at lærere og vejledere er sammen om at forberede, gennemføre og evaluere undervisningen. Det vil sige, at vejleder og lærer ikke kun mødes i situationer, som er afkoblet fra og på afstand af undervisningen. Derimod deltager vejlederen som medunderviser i undervisningen.

Kortere afstand fra teori til praksis

Undersøgelsen viser, at der er gode ting at hente i begge tilgange. Med udgangspunkt i interviews med vejledere, lærere og ledere giver undersøgelsen dog anledning til at overveje, om der er særlige fordele ved at bringe det flerfaglige samarbejde mellem lærere og vejledere med specialpædagogiske kompetencer helt tæt på – og ind i – undervisningen.

”Resultaterne peger på, at lærerne kan have nemmere ved at omsætte viden fra teori til praksis og gøre den anvendelig i undervisningen, når de underviser sammen med vejlederne. Derfor er der noget, der tyder på, at den fælles undervisning kan have positiv indflydelse på lærernes arbejde med inklusion,” siger Signe Mette Jensen.

Nonverbal kommunikation gennem fælles praksis

Undersøgelsen viser endvidere, at fælles undervisning kan åbne op for nye erkendelser og give lærerne inspiration til arbejdet med nye indsatser. I vejledningsforløb kan det modsat være en udfordring at overføre viden og instruktioner fra faglige drøftelser på møder med vejlederen til praksis i undervisningen. Detaljer kan let gå tabt på vejen fra mødelokalet til klasseværelset, fordi den specialpædagogiske viden og erfaring, som vejlederne besidder, ofte er kontekstspecifik og kropsligt forankret. Det er tavs viden, som er nemmere at forstå for lærerne, når de får mulighed for at observere vejlederens måde at undervise eleverne på. Den fælles undervisningspraksis i et samarbejdsforløb kan derfor give et ekstra lag til den måde, hvorpå vejleder og lærer udveksler viden om metoder og indsatser.