Artikel

Pædagogisk relationskompetence påvirker børns livsmuligheder

23-06-2022
Artikel Dagtilbud for børn

Samspillet med det pædagogiske personale er afgørende for, hvordan børn trives og udvikler sig i dagtilbuddet nu og her. Og for deres muligheder for at klare sig i fremtiden.

”Den, som er vældig stærk, må også være vældig rar.” Sådan siger Astrid Lindgren-figuren Pippi, og citatet indrammer ifølge forsker og forfatter Louise Klinge meget præcist den rolle, som det pædagogiske personale har i dagtilbud.

Forstået på den måde, at de er de store og stærke, og derfor er det deres ansvar, at samspil og strukturer er positive og udviklingsstøttende for alle børn:

”Det pædagogiske personale har ansvaret for at respondere hensigtsmæssigt på børnenes signaler og give børnene det, de behøver. Børn må aldrig gøres ansvarlige for hverken stemning eller konfliktniveau,” siger Louise Klinge.

Børn vil have nærværende voksne

Børn sætter pris på nærværende voksne, der lytter, viser interesse, leger og laver ting med dem i dagtilbuddet. En spørgeskemaundersøgelse blandt børnehavebørn fra 2019 viser, at 85 % af børnene oplever, at de voksne i børnehaven mest laver noget, hvor de ikke er direkte sammen med børnene, som fx at gå rundt og holde øje med børnene eller holde møder og snakke med de andre voksne.

Kilde: Børnerådet (2019): Voksne skal være nærværende - ikke kun i nærheden i Børneindblik 2/19, Analysenotat fra Børnerådet.

Chancelighed udfordres af ulige adgang til positivt samspil

Børns trivsel og udvikling i dagtilbud former sig vidt forskelligt, fordi nogle børn dagligt møder anerkendelse, nærvær og passende udfordringer, mens andre møder det modsatte i form af skældud, afvisninger og manglende stimulation.

Børns chancelighed er altså ikke kun udfordret af forskellen i opvækstvilkår, men også af ikke at have samme adgang til udviklingsstøttende samspil i de mange timer, de tilbringer uden for hjemmet. Og derfor er det pædagogiske personales evne til at handle relationskompetent afgørende, forklarer Louise Klinge, der sammen med pædagog gennem 30 år og pædagogisk konsulent Tina Brandt er forfatter til bogen Pædagogens relationskompetence – kendetegn og betingelser.

”Om pædagogisk personale handler relationskompetent eller ej, påvirker blandt andet børnenes deltagelsesmuligheder, deres relationer til hinanden, deres selvværd og evne til selvregulering. Altså både deres trivsel, læring, udvikling og dannelse nu og her og deres fremtidige uddannelsesmuligheder. Relationens kvalitet påvirker alle de forhold positivt eller negativt – uanset om man vil det eller ej,” siger Louise Klinge og citerer desuden et studie fra 2014 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der beskriver interaktionen mellem børn og pædagogisk personale som den mest betydningsfulde enkeltfaktor i dagtilbuddet for barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling.

Hvad er forskellen på relationer og interaktioner?

Relationer og interaktioner er forskellige, men gensidigt afhængige begreber.

Relationer er vores forbindelse til hinanden, mens interaktioner er samspillet mellem os. Relationer opstår gennem samspil over tid, og samspil har størst betydning, når det foregår mellem personale og børn, som har en stærk og positiv relation. Positive og trygge relationer mellem pædagogisk personale og børn opstår gennem regelmæssige interaktioner af høj kvalitet over tid.

Interaktioner af høj kvalitet er samspil - dvs. alt det vi kommunikerer og er sammen om, der rummer både en følelsesmæssig og en kognitiv dimension. Den følelsesmæssige dimension beskriver samspil med personale, der er sensitive, opmærksomme, varme og responsive, dvs. reagerer på barnets udtryk og behov. Den kognitive dimension, dvs. det der handler om vores tænkning, erfaring og sanser beskriver samspil, der er stimulerende for udvikling og læring. Når det pædagogiske personale støtter børnene både følelsesmæssigt og kognitivt, bidrager det på en gang til at skabe trygge relationer og stimulere børns læring og udvikling.

Kilde: EVA (2018). I dybden med samspil og relationer i det pædagogiske læringsmiljø

Relationskompetence bor i os alle

Men hvad er relationskompetence egentlig? Det er ikke en personlig egenskab, som man enten har eller ikke har. Det er noget, der bor i os alle, og som vi kan udvikle igennem livet, konstaterer Louise Klinge.

”Fra vi bliver født, har vi forudsætninger for at indgå i positive samspil med andre mennesker og danne relationer. Men om vi som voksne er i stand til at afkode andre mennesker og reagere, så samspillet er positivt for begge parter, afhænger af, hvordan vi personligt har det i situationen, hvordan betydningsfulde andre har mødt os igennem livet, og hvordan omverdenen møder os lige nu,” forklarer hun og uddyber:

”Pædagogisk personale, der handler relationskompetent, indgår i udviklingsstøttende samspil, både med hvert enkelt barn, og med gruppen af børn og forældre. De bidrager således til børnenes trivsel, sociale, personlige, motoriske og kognitive udvikling. Og bidrager til, at gruppen af børn fungerer som et udviklende fællesskab,” forklarer Louise Klinge.

For at forstå relationskompetence må man se nærmere på, hvad relationer består af. Her peger Louise Klinge på tre elementer: 1. samspil – det vil sige det, barnet og det pædagogiske personale gør og udtrykker i forhold til hinanden – mimik, kropsholdning, tonefald, ordvalg og timingen i deres kommunikation.

Gennem samspillene dannes 2. følelser og 3. forventninger til hinanden. Relationer dannes over tid – og samspillet, følelserne og forventningerne vil præge barnet og pædagogens adfærd over for hinanden (Klinge, 2016; Pianta, 1999).

Samspillet afgøres i høj grad af det pædagogiske personales venlige handlinger – det vil sige ”afstemmere,” som kan defineres som alt det, man gør, verbalt og nonverbalt – smil, kropssprog, øjenkontakt, timing i kommunikationen, osv.

”Der er ingen kogebogsopskrift – men hvis man fx kommer med kæmpe smil til et barn, der er frustreret, vil det fungere som en fejlafstemmer,” siger Louise Klinge, der i bogen blandt andet giver følgende eksempel på, hvordan afstemmere bidrager til en positiv relation.

Louise Klinge

Børne- og skoleforsker, forfatter til en række bøger og leder af efteruddannelsesinstitutionen Eduk. Hun vandt i 2017 Ph.d.-Cup for sin formidling af professionel relationskompetence

Ellen Os

Førsteamanuensis ved OsloMet og forsker blandt andet i det pædagogiske personales bidrag til samspil mellem børn under tre år og kvalitet i vuggestuer.

Relationskompetence i frokoststuen

Børnene sidder ved frokostbordet i vuggestuen på høje taburetter. Imens pædagogen Laura hælder et par centimeter vand op fra den lille, forholdsvis tunge glaskande, griber Kalle, der er 1½ år, sin egen lille metalkop med højre hånd. Da Laura sætter glaskanden ved siden af Kalle på hans venstre side, kigger han kort på hendes ansigt, der er vendt imod ham.

Laura afventer Kalle. Han tager kanden med venstre hånd og kigger ned på sin kop, rækker hen over den og tager kanden med højre hånd. Nu er han klar til at hælde, men før han gør det, vender han igen ansigtet mod Laura. Han venter, imens Laura smiler, nikker tydeligt og siger “Mm” i en lys og opadgående tone. Herefter vender Kalle sin opmærksomhed mod kop og kande og hælder op.

”Pædagogen Laura udtrykker et væld af afstemmere i den korte kontakt, der er mellem hende og Kalle. Lauras ansigt er venligt og smilende. Hendes tonefald er venligt og opadgående, og hun nikker til hans uudtalte spørgsmål: ’Er det mig, der skal hælde nu?’. Der er timing i kommunikationen mellem de to, idet de skiftes til at sende et budskab, samtidig med at de er lydhøre over for hinanden,” forklares det i bogen.

Hele børnegruppen skal føle sig mødt

Ellen Os er lektor ved Institutt for barnehagelærerutdanning i Oslo. Hun pointerer, at relationskompetent adfærd i dagtilbud ikke bare handler om at møde det enkelte barn, men hele børnegruppen:

”I børnehaven foregår tilknytningsprocesser på andre måder end hjemme. Hjemme handler det om det ene barn, måske nogle søskende, og mor og far. I børnehaven er det nødvendigt, at man kan gruppelede, så alle børnene i en gruppe føler sig trygge. Man må være sensitiv overfor gruppen – og varetage den enkelte samtidig med de mange.”

Sid ned! Vær til stede!

Hvis nogle børn bliver råbt af og skældt ud, giver det utryghed i hele børnegruppen. Og modsat giver det tryghed, når alle oplever, at der er plads til at være barn på forskellige måder. Ellen Os understreger, at man som pædagogisk personale skal være god til at finde den fine balance, hvor man involverer sig, uden at være for dominerende.

”Nogle tror, at de bedst fordeler opmærksomheden til alle børn ved at gå rundt og skiftevis deltage i forskellige børns forskellige leg. Men det kan let forvirre børn. Sid ned! Vær til stede!

Relationskompetence handler ikke bare om at have relationer i sig selv, men om at kunne udvikle relationer i dagtilbuddet, hvor man har med mange børn at gøre,” konstaterer den norske forsker.

Børn med ADHD

Har hørt 20.000 flere bebrejdelser end andre børn, når de fylder 12 år.

ADHD-foreningen www.adhd.dk

6 ud af 10

børn har oplevet at få skældud i børnehaven, og for 13 % sker det ofte. Mange af de børn, der skældes mest ud
derhjemme, er også dem, der møder mest skældud fylder i daginstitutionen.

Kilde: Børns Vilkår (2019)

Samtaler uden afbrydelser

Ellen Os nævner samtalen som et område, hvor det er oplagt at have fokus på at udvikle positivt samspil i børnefællesskabet:

”Nogle evner at have lange samtaler med to-årige om det meste i verden – årstider, de første toge, dyr... Andre afbryder hele tiden. Tænk igennem, hvordan I indgår i og understøtter samtaler mellem børnene. Lukker I ned? Eller åbner I op og hjælper børnene til at stille spørgsmål til hinanden og finde løsninger sammen? Man kommer let til at fortælle børn, hvad de skal gøre. Men selv små børn kan være i stand til at definere egen leg og løse problemer.”

3 veje til en mere positiv relation til Alfred

Enhver relation udgøres af samspil, følelser og forventninger. Og alle tre dele kan forandres. Det er vigtigt at handle på, hvis børnenes adfærd tyder på, at de ikke trives i relationen, eller hvis I som pædagogisk personale selv har udfordringer i relationen til bestemte børn.

Så hvordan kan I ændre en negativ relation til for eksempel Alfred?

  1. Samspil: Sig Alfreds navn, når I hilser på ham, eller skubber hans gynge, så længe han ønsker det. Ved at understøtte Alfreds samhørighedsbehov ændrer I samspillets kvalitet.
  2. Følelser: Forsøg at sætte jer i Alfreds sted for at forstå, hvorfor han handler som han gør. Når Alfred leger politibetjent overfor de andre børn, handler det måske om, at han prøver at afkode de sociale spilleregler for at være med i legen. Måske har han svære livsomstændigheder hjemme. Opmærksomheden på, hvordan det er at være Alfred kan bidrage til, at I kan ændre jeres følelser over for ham, så I lettere kan møde ham med nænsomhed.
  3. Forventninger: Lyt åbent til fortællinger fra jeres kolleger eller fra Alfreds familie, der har set Alfred i andre rammer udvise en adfærd, som I ikke selv har erfaret. Måske en adfærd, hvor Alfred viser energi og initiativ, empati, humor, osv. Dermed kan I ændre jeres forventninger til ham.Hvis I ofte udtrykker frustration over et barn eller en hel gruppe børn, kan det være tegn på, at relationen er negativ, og der er brug for at ændre samspil, følelser og forventninger. Det skal I turde tale om, forholde jer til og være fælles om at løse.

Kilde: Louise Klinge og Tina Brandt (2022)

Typiske afstemmere:

  • Mimik: Smil, latter, blik rettet mod børnene, spejling
  • Gestik: Venlig berøring, hovedet på skrå, rolige bevægelser, spejling
  • Tonefald: Varieret, opadgående, lyst, spejling
  • Ord: Venlige uden ironi og sarkasme, spejling, optag – at du fortsætter i barnets spor (Dysthe 1997), humor
  • Timing: Turtagning – plads til responstid og fravær af afbrydelser
  • Lytten: Aktiv lytten med positive tilkendegivelser, nikken, små ord og hovedet på skrå
  • Position: I øjenhøjde med børnene, er tilpas tæt på.

Alt er ikke bare fryd og gammen

Uanset hvor relationskompetent man er, er der umuligt altid at handle relationskompetent , understreger Ellen Os og Louise Klinge.

”Det kan fx godt være, at du vil det bedste for Josefine, men du kan måske ikke have hende på sinde lige nu, fordi andre børn skal have skiftet ble eller der er blevet spildt noget på gulvet. Det kan Josefine godt håndtere. Problemet er, hvis der opstår en overvægt af fejlafstemning med hende,” siger Louise Klinge, der samtidig pointerer, at relationskompetence nok er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt til, at der altid er positivt samspil.

”Relationskompetente voksne betyder ikke, at alt bare er fryd og gammen. Det barn, som kommer fra udsatte forhold i hjemmet, har været i konflikt med sine forældre om morgenen eller bruger sin dag i dagtilbud med dårlig normering, kan reagere, så der opstår kaos – uanset om det pædagogiske personale handler relationskompetent eller ej. Det kan også være, at et barn, der begynder at føle sig trygt, pludselig lader frustration komme til udtryk, der ellers har været holdt inde. Barnets umiddelbart negative adfærd kan være udtryk for, at det pædagogiske personale faktisk reagerer relationskompetent, at barnet oplever at blive mødt i sine behov og derfor er blevet tryg,” siger Louise Klinge.

Kun få danske dagtilbud har fremragende interaktioner

EVA’s kvalitetsundersøgelse (2020) viser, at kun 15 % af børnehaverne har ”fremragende” interaktioner, hvilket skal til for at gøre en positiv forskel for børn i udsatte positioner. Fremragende kvalitet betyder, at personalet generelt er mere inddragende samt mere sensitive og responsive over for børnenes følelser og udtryk end ved kriterierne for ”god kvalitet” De fleste danske dagtilbud har interaktioner af god kvalitet.

Læs mere i EVA’s kvalitetsundersøgelse

Fejl styrker oplevelsen af samhørighed

Endelig er det en vigtig del af at udvikle relationskompetence, at man kan sige undskyld og vise børn, hvad man kan gøre, når man tager fejl og begår fejl.

”Fejl sker, når mange mennesker er sammen. Når man som pædagogiske personale siger undskyld til det barn, man har gjort uret imod, så viser man barnet, hvordan man kan komme op på hesten igen, og barnet forstår, at det ikke er alene om at synes, livet indimellem er svært. Det er med til at styrke følelsen af samhørighed,” siger Louise Klinge og slutter af med et eksempel fra bogen.

Pædagogen Trille giver efter frokost treårige Yassin besked på, at han skal tage sit tøj af, fordi han skal sove til middag. Yassin siger til hende, at han altså ikke sover til middag mere. Trille ved, at Yassin i lang tid har sagt, at han hellere vil udenfor og lege end at sove, så hun tror ikke på ham og insisterer på, at han skal tage tøjet af. En kollega kommer forbi og fortæller Trille, at Yassin er holdt op med at sove til middag, imens Trille har haft ferie.

“Ej – Yassin – det må du altså undskylde. Du havde jo ret hele tiden. Ved du hvad, jeg er ked af, at jeg sagde, du skulle tage tøjet af. Det var forkert af mig. Nu hjælper jeg dig med at få det hele på igen, så du kan komme ud at lege.”

Hvis du vil vide mere

  • EVA (2018). I dybden med samspil og relationer i det pædagogiske læringsmiljø, Danmarks Evalueringsinstitut, København.
  • Klinge, L. og Brandt, T. (2022). Pædagogens relationskompetence – kendetegn og betingelser, Akademisk Forlag.
  • Os, E. (2020). Voksnes mediering av jevnaldringsrelasjoner i barnehager. En undersøkelse av voksnes bidrag til samhandling mellom barn under tre år. (ph.d.), Universitetet i Oslo.
  • Os, E. (2022). Det e itjnå som kjem tå sæ sjøl…. Barnehagedagen 2022.
  • Os, E. (2019). Engaging toddlers in interactions during meals: Group-related joint attention. Nordisk barnehageforskning, 18 (special issue), 1-17. doi.
Laura Detlefsen
Seniorkonsulent
Dagtilbud for børn