Og så kan fleksibilitet handle om, hvordan det pædagogiske personale møder barnet:
“Barnet – og forældrene – skal fx opleve, at det er ok at være ked af det, og at der er tid til omsorg, hvis barnet savner sin far eller mor eller har svært ved at være i alt det nye. Også selvom reaktionen måske først melder sig efter nogle uger,” siger Katrine Svendsen.
Opstarten er ikke altid fleksibel i praksis
Hvis forældrene ikke oplever, at der er plads til deres og deres barns behov, kan opstarten blive en hårdere proces:
“Hvis en mor eller far fx er nødt til at gå tidligere, end de ønsker og mener, at deres barn har behov for, kan det opleves som et stort pres for både forældre og barn,” siger Katrine Svendsen.
Hun peger på, at der er forskel på det pædagogiske personales udtalte ønske om at skabe en fleksibel opstart og den praksis, undersøgelsen viser:
“Både ledere og pædagogisk personale taler om en fleksibel opstart, men vi kan ikke se, hvordan den fleksibilitet egentlig udspiller sig i praksis – hverken på institutionsniveau eller ud fra fortællinger om enkelte børn,” siger hun og forklarer:
“Vi havde en forventning om, at vi ville se nogle forskellige praksisser for, hvordan en opstart kunne forløbe. Men vi så stort set samme mønster på tværs af dagtilbuddene i undersøgelsen: der er en opstartssamtale, den første dag møder familien ind om formiddagen, barnet prøver typisk at være alene i dagtilbuddet på anden eller tredjedagen, og opstartsperioden varer 1-2 uger. Det overraskede os, at der ikke var større variation,” siger Katrine Svendsen.
Der er dog enkelte eksempler på, at opstarten tilrettelægges på en anden måde ud fra familiens behov. Et eksempel er et forældrepar, der kom ved frokosttid med deres barn i de første dage i stedet for tidlig formiddag, som ellers var den normale praksis.
“Dagtilbuddet tilrettelagde opstarten efter forældrenes arbejdssituation og barnets behov for en rolig morgen hjemme. Det viser, at det pædagogiske personale har lyttet og taget forældrenes beskrivelse af barnets behov alvorligt. Og at personalet samtidigt har en fælles forståelse af, at ændringer ikke er til gene, men betyder en mere tryg opstart for barnet og dermed en roligere opstart for forældre, pædagogisk personale selv – og ikke mindst den øvrige børnegruppe,” siger Katrine Svendsen.
Travlhed kan føre til, at forældre sættes i bås
Billedet af ensartede opstartsperioder er genkendeligt for Crisstina Munck og Anja Marschall, der begge er lektorer og ph.d.er ved Københavns Professionshøjskole. De har netop afsluttet forskningsprojektet “Samarbejde om små børn”. Og de ser især tre forklaringer på, hvorfor opstartens praksis er udfordret.
“Den første forklaring handler om, at pædagoger kan overse, at forældre ikke kender til dagsrytmer og rutiner i daginstitutionen. Den anden forklaring går på, at det pædagogiske personale ikke har mulighed for at opfylde forældrenes forskellige ønsker til opstarten og barnets forskellige behov. Og til sidst skal man huske, at selvom opstartsmødet har stor betydning, så er opstart en proces, der kræver en god dialog langt ud over et opstartsmøde,” forklarer Crisstina Munck.
De tre forklaringer peger alle på en udfordring i samarbejdet med forældrene, som typisk skyldes travlhed og andre opgaver, siger Anja Marschall og forklarer:
“Vi kan se, at når det pædagogiske personale har for lidt tid til at lære nye forældre at kende, kan det føre til, at samarbejdet med forældrene ikke får den nødvendige åbne og ligeværdige karakter. En ligeværdig dialog kræver, at det pædagogiske personale tager sig tid til at forstå, hvad forældrene fortæller om barnet. Mange af de behov, forældrene har, handler om barnet. Forældrene kender deres barn, og når de fx har svært ved at give slip om morgenen, er det jo ofte, fordi de har erfaring med, at barnet bliver ked af det, når mor eller far går."