Pædagoger er vigtigere, end man har troet
Men er det ikke stadig barnets tilknytning til forældrene, der har størst indflydelse på barnets liv? Ifølge Johanne Smith-Nielsen er det pædagogiske personales rolle vigtigere, end vi tidligere har troet, især i forhold til de udsatte børn, der ofte har utrygge tilknytningsmønstre til deres forældre. ”Forskningen viser, at de børn, der er utrygge hjemmefra, har større risiko for at reproducere mønsteret i dagtilbuddet. Men også børn, der har trygge relationer hjemme, kan blive utrygge, hvis de møder usensitive voksne i dag- tilbuddet,” siger Johanne Smith-Nielsen og tilføjer:
”Omvendt, så kan et barn, der har utrygge tilknytningsmønstre med i bagagen hjemmefra, godt udvikle et trygt tilknytningsmønster til en voksen i dagtilbuddet – hvis den voksne vel at mærke er sensitiv og opmærksom på barnets følelsesmæssige behov. Forskellen for det pædagogiske personale er egentlig blot, at de har en større opgave foran sig, hvis et barn kommer med en utryg tilknytning.”
Trygge børn har stjerneadfærd
Når tilknytningen til en medarbejder er tryg, bruger børnene, ligesom Asta i eksemplet ovenfor, medarbejderen til at navigere efter. Man kan observere en såkaldt stjerneadfærd hos barnet, hvor det skiftevis udforsker verden og søger tryghed. Afhængigt af temperament, alder og kontekst vil barnet bevæge sig i store eller små stjernemønstre.
Det unge vuggestuebarn vil typisk holde sig fysisk tættere på sin primære pædagog, mens det store børnehavebarn i højere grad selv udforsker verden og måske blot har brug for øjenkontakt ind- imellem.
Utrygge børn udviser uklare signaler
Det utrygt tilknyttede barn vil typisk reagere ved enten at afvise omsorg og foregive, at det kan klare sig selv, eller klynge sig til sin primære omsorgsperson og have vanskeligt ved at udforske, lære og lege selvstændigt. Barnet vil typisk være enten i midten eller spidsen af stjernen. Utrygge børn vil desuden ofte have uklare signaler, som kan være svære at være sensitiv over for, fortæller Johanne Smith-Nielsen.
”De foregiver fx, at de selv kan håndtere deres følelser. Eller er mere dramatiske og udadreagerende. Voksne skal være i stand til at se igennem fejlsignalerne,” siger forskeren.
Hun peger på, at organisering i mindre grupper og stabile voksne kan være med til at understøtte tryg tilknytning. Og særligt rutinesituationer som måltidet, garderobeskiftet og puslesituationen kan bidrage til at styrke nærværet og fordybelsen, fordi rammerne er genkendelige og trygge.
Børnefællesskab har stor betydning
Hvad der også spiller en vigtig rolle for børnenes mulighed for at udvikle trygge relationer i dagtilbuddet, er den enkelte voksnes interaktion med børnefællesskabet. Forskning viser, at en medarbejders samspil med børnegruppen som helhed har større betydning for børnenes oplevelse af tryghed end samspillet mellem et enkelt barn og en enkelt voksen. Eller som Johanne Smith-Nielsen formulerer det:
”Hvis man er sensitiv over for fem børn, men overser to børn, så vil vi, med de observationsmetoder, vi bruger, ikke vurdere, at man er sensitiv. Det påvirker hele gruppen, når nogen ikke bliver mødt.”
En væsentlig pointe er også, at pædagogisk sensitivitet ikke kun handler om at trøste og være der, når barnet er udfordret, men også om at understøtte børns gåpåmod og udforskning af verden, fx ved med sin opmærksomhed at vise glæde og engagement, når de lykkes med noget, og ved at understøtte det positive samspil og trygheden i børnefællesskabet.
Børnefællesskabet skal være åbent med plads til konflikter
Charlotte Højholt, som er psykolog og forsker i børnefællesskabets betydning, peger på, hvad det sidste kræver af det pædagogiske personale:
”Det handler især om at iagttage børne- fællesskabet og holde øje med, at der er bevægelse i, hvem børnene er sammen med. Børne-fællesskabet skal være åbent og trygt for børnene at bevæge sig ind og ud af. Det må aldrig låse, så det er de samme børn, der aldrig er med. Hvis det sker, må pædagogerne arbejde med at inddrage forskellige børn, fx ved at sætte lege i gang, hvor alle kan være med, eller hvor børnene ser hinanden på nye måder,” siger Charlotte Højholt, der understreger, at et trygt fællesskab ikke handler om at undgå konflikter:
”Det må der gerne være, for at lære at håndtere dem er en del af fællesskabet og børns udvikling. Det vigtige er, at der er plads til forskelle,” siger Charlotte Højholt.
Få øje på dine egne mønstre som pædagogisk personale
Det kræver altså pædagogisk sensitivitet at understøtte et trygt og åbent børnefællesskab med plads til forskellighed. Og det kræver en bevidsthed om, hvordan man selv håndterer forskelle.
”Hvis en voksen opfatter et barn som noget særligt, bliver det også til noget særligt for de andre børn. Ofte kan et barns reaktionsmønstre have at gøre med barnets mulighed for at deltage i børnegruppen, snarere end nogle egenskaber ved barnet selv,” siger Charlotte Højholt.
Hun giver et eksempel fra en børnehave, hvor pædagogerne oplevede en dreng som ekstremt dominerende og råbende. Både børnene og det pædagogiske personale blev irriterede på ham. Men da de kiggede nærmere på børnegruppen, kunne de se, at drengen blev ignoreret af de andre børn, og at det var hans betingelser at måtte råbe for at blive hørt. Dét ændrede deres syn på problemet, og de kunne arbejde med dynamikken i børnegruppen for at understøtte et trygt fællesskab.
Brug hinanden til at blive klogere på jeres reaktioner på børnene
Som pædagogisk medarbejder skal man således være klar til at kigge bag sine egne umiddelbare reaktioner og dynamikker. Det gælder i forhold til det enkelte barn, børnefællesskabet og også forældrene.
Charlotte Højholt anbefaler, at man sætter tid af til at udveksle erfaringer med sine kolleger og således bruge hinanden til at blive klogere på sine egne reaktioner.
Johanne Smith-Nielsen er enig. Hun peger på, at man i faggrupper som sundhedsplejersker og psykologer arbejder systematisk med supervision. I dagtilbuddet kan man arbejde for at skabe en kultur, hvor man bruger hinanden endnu mere.
”Så man kan diskutere, hvornår bliver vi pressede? Hvornår er det svært at imødekomme et barns behov? Og hvorfor bliver man irriteret over et bestemt barn eller den far, der altid vil aflevere med barnet på skødet? Og hvilke børn er det, vi kommer til at overse? Der skal skabes et rum, hvor man kan hjælpe hinanden til at se, hvilke følelser der handler om noget i én selv, og hvad der handler om barnet,” siger Johanne Smith Nielsen.
Det følelsesmæssige sprog er en del af fagligheden
Der er ingen vej uden om at lade det følelsesmæssige spille en rolle i den pædagogiske faglighed.
”Det er uprofessionelt at tro, at man kan undgå at blive berørt, når ens arbejde i den grad involverer, at man har langvarige relationer til børn. Man bliver nødt til at tage relationen alvorligt og få det følelsesmæssige sprog ind i det professionelle sprog, så det bliver en del af ens faglighed,” siger Johanne Smith-Nielsen og giver afslutningsvist et eksempel på, hvorfor det ikke kan betale sig at lade være:
”Et helt klassisk eksempel på at undgå følelser – og som bestemt ikke fremmer tilknytningstryghed – er, når man afleder barnet. Man er måske bange for, at barnet bliver pylret, og i stedet for at møde barnets følelser, siger man ’pjat med dig’ eller ’det skal du ikke tænke mere på’ og henleder barnets opmærksomhed på noget andet," siger hun og forklarer:
"Men erfaringen viser, at børnene græder mere og i længere tid, når de ikke bliver mødt i deres følelser og får hjælp til at regulere dem. Det betaler sig faktisk at investere de tyve sekunder, der skal til. Ofte er det ikke mere. Så hvis I vil have børn, der ikke er pylrede, men trygge og i stand til at klare flere ting selv, skal I imødekomme gråd og have tillid til, at trøst ikke gør det værre.”