Brug for strategisk satsning på eliteudvikling på de videregående uddannelser

17-03-2016
Artikel Videregående uddannelse

Økonomiske incitamenter til uddannelsesinstitutionerne kan sætte skub i elite- og talentprogrammer for de dygtigste og mest talentfulde studerende på de videregående uddannelser. Men det er langt fra ligegyldigt, hvordan de økonomiske incitamenter udmøntes. Det fremgår af en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Rapporten ’Elite- og talentprogrammer på de videregående uddannelser’ offentliggøres 17. marts 2016.

Rapporten dokumenterer, at antallet af elite- og talentprogrammer steg kraftigt i takt med elitetaxameterets indførelse og udbredelse fra 2005-2010. Til gengæld faldt antallet af programmer hurtigt igen, da elitetaxameteret blev udfaset efter regeringsskiftet i 2011.

”Den udvikling, vi kan se i udbredelsen af elite- og talentprogrammer, indikerer, at elitetaxameterordningen spillede en afgørende rolle for udviklingen af programmerne. Samtidig er det tydeligt, at nogle universiteter har været i stand til at forankre deres eliteprogrammer og udvikle nye også efter udfasningen af elitetaxameteret, mens andre har lukket flere af deres programmer, efter at det særlige taxameter er faldet bort,” forklarer evalueringskonsulent Andreas Pihl Kjærsgård.

Copenhagen Business School, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet har haft en kontinuerlig stigning i antallet af programmer også efter 2011. Til gengæld er antallet af programmer på Københavns Universitet og Aalborg Universitet faldet markant siden 2011. Rapporten peger på, at fremtidige satsninger på elite- og talentudvikling bør tilrettelægges, så de i højere grad end elitetaxameteret fremmer en langsigtet forankring af elite- og talentindsatsen på uddannelsesinstitutionerne.

”Det kan fremme eliteprogrammernes levedygtighed på længere sigt, hvis man får dem forankret på strategisk niveau,” siger Andreas Pihl Kjærsgård.

Om undersøgelsen

Rapporten ’Elite- og talentprogrammer på de videregående uddannelser’ bygger på en kortlægning, EVA har foretaget af elite- og talentprogrammer på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier i perioden 2004-2015. Kortlægningen har haft hovedfokus på universitetsområdet og har i alt identificeret 91 programmer på universiteterne, 25 på professionshøjskolerne og 17 på erhvervsakademierne.

Relateret indhold

Bjarke Tarpgaard Hartkopf
Områdechef
Videregående uddannelse