Det er to år siden, at den nye pædagoguddannelse trådte i kraft. Ambitionen med en styrket pædagoguddannelse var bl.a. at øge børns muligheder for at bryde negativ social arv, og det skulle blandt andet ske ved at tilbyde en pædagoguddannelse med højere faglighed og bedre kvalitet. Men langt fra alle pædagogstuderende mener, at kvaliteten og fagligheden i uddannelsen er tilfredsstillende. Kun 5 % af de studerende synes kvaliteten er fremragende, 46 % vurderer den som god, mens 38 % finder kvaliteten rimelig, og 10 % vurderer den som dårlig:
”Det tager tid at implementere en ny uddannelse, og især på Danmarks største uddannelse med et årligt optag på 5.000 studerende. Når det så er sagt, er det bekymrende, at de studerende ikke er mere tilfredse end som så med faglighed og kvalitet i uddannelsen. Det er en udfordring, der bør tages alvorligt, og vores undersøgelse er et konstruktivt indspark til professionshøjskolernes arbejde med at styrke pædagoguddannelsen,” udtaler Mikkel Haarder, direktør hos EVA.
Pædagogstuderende er motiverede ved start, men mister gejsten undervejs
9 ud af 10 pædagogstuderende har haft uddannelsen som 1. prioritet, og de er i høj grad motiverede for at starte på uddannelsen. Men de studerende synes ikke at bevare motivationen gennem uddannelsen, idet hver 4. studerende kun i mindre grad oplever at blive udfordret til at gøre deres bedste, og hver 5. studerende siger, at de møder op uforberedt til timerne. Samtidig oplever halvdelen af de pædagogstuderende at få meget lidt feedback på projekter, opgaver og undervisningsdeltagelse. Desuden viser undersøgelsen, at de studerende i gennemsnit bruger 30 timer om ugen på studiet, hvilket er markant under normen for en fuldtidsuddannelse, som ligger på 45 timer:
”Uddannelsen har egentlig et godt udgangspunkt med motiverede studerende ved studiestart, og faktisk også et meget lavt frafald, da kun 1 ud af 10 falder fra. Alligevel viser vores undersøgelse, at mange studerende oplever ikke at blive udfordret. I sidste ende kan man frygte, at de færdiguddannende pædagoger ikke bliver så dygtige som muligt,” forklarer Mikkel Haarder.