Praksisfaglighed er på alles læber, men hvad er det egentlig, og hvordan kan man se på og arbejde med at gøre sin undervisning praksisfaglig?
Det kan du blive klogere på i EVA’s nye katalog ”Praksisfaglig undervisning” .
I kataloget kan du læse om en firefeltsmodel for praksisfaglig undervisning. Du får også tre spørgsmål, der kan hjælpe jer med at vurdere jeres egen praksisfaglige undervisning og få frem i lyset, hvilken balance der er mellem de praktiske aktiviteter i undervisningen og de faglige formål bag.
Kataloget indeholder desuden fire konkrete eksempler på inspirerende praksisfaglig undervisning
Der skal være et af disse elementer i praksisfaglig undervisning
Praksisfaglighed er en dimension i undervisningen, som handler om at give eleverne mulighed for at gøre sig erfaringer med at løse konkrete praktiske problemer og/eller gennemføre konkrete praktiske aktiviteter knyttet op på nogle specifikke faglige formål.
Der skal være et eller flere af de nedenstående elementer til stede i undervisningen, for at man kan kalde den praksisfaglig:
- Et kropsligt eller aktivt element
hvor elevernes kroppe og sanseapparater aktiveres
- Et problem- eller anvendelsesorienteret element
hvor eleverne typisk skal løse eller undersøge en praktisk problemstilling
- Et produktorienteret element
hvor eleverne gennem praktiske arbejdsmetoder og teknikker skal skabe et konkret produkt som led i opgaveløsningen.
Det er ikke afgørende, at alle elementer er til stede på samme tid. Men for at undervisningen kan kaldes praksisfaglig, skal de praktiske aktiviteter have et klart fagligt formål, som aktiviteterne understøtter. Det er nemlig den kobling, som er afgørende for, om eleverne får det udbytte, som den praksisfaglige undervisning sigter imod.