Mød eleverne hvor de er i klimaundervisningen

01-09-2025

Vi skal møde de unge, hvor de er, for at engagere dem bedre i fremtidens klimahandlinger. Fem gode råd fra en ny undersøgelse fra EVA viser, hvordan gymnasier og erhvervsuddannelser kan understøtte en mere motiverende klimaundervisning.

Indlægget var bragt i Uddannelsesmonitor d. 28 august 2025

Af Sonja Marie Staffeldt & Natalie Blix, hhv. seniorkonsulent og konsulent hos EVA.

Klimaforandringer er en af de store udfordringer i vores tid – men de unge er forskellige, når det gælder deres viden om, holdninger til og følelser omkring klimaforandringerne.

Vi kan derfor ikke bare antage, at de automatisk er motiverede, blot fordi de er unge og klimadagsordenen er vigtig.

Når vi kigger mod ungdomsuddannelserne, kræver det tværtimod indsigt i, hvem de unge er, og en målrettet, differentieret pædagogisk indsats, der kan engagere hele elevgruppen.

Ét klasselokale - fire forskellige klimaprofiler

I EVA’s nye undersøgelse Klimaundervisning set med de unges øjne tegner vi et portræt af eleverne på ungdomsuddannelserne og deres syn på klimaforandringer og oplevelse af klimaundervisningen på deres skole.

Vores analyse af spørgeskemasvar fra næsten 7.000 elever og kvalitative interviews med 31 elever på tværs af gymnasiet og erhvervsuddannelser viser, at de unge langt fra er en homogen gruppe, men at man derimod kan finde forskellige klimaprofiler blandt eleverne i samme klasseværelse. Vi kan tegne fire klimaprofiler: Mens nogle unge primært er bekymrede og føler et personligt ansvar, er en anden gruppe mere upåvirket af klimaforandringerne, en tredje gruppe er forbeholden eller skeptisk over for dem – og endelig har en fjerde gruppe en mere handlingsorienteret tilgang.

Disse fire typer af elever findes med stor sandsynlighed i de fleste klasselokaler. Og det kan undervisningen med fordel tage højde for, hvis den skal opleves relevant og samtidig styrke flere elevers motivation for og kompetencer til at tage del i den grønne omstilling. Det handler ikke om, at hver type elev skal have sin undervisning, men at den samlede undervisning tilrettelægges med viden om de forskellige tilgange og præferencer, der er hos de unge.

Fem veje til mere motiverende klimaundervisning

På baggrund af undersøgelsen kan vi pege på fem konkrete råd til, hvordan klimaundervisningen kan motivere og engagere eleverne på gymnasier og erhvervsuddannelser:

1. Skab handlekraft gennem løsninger

Eleverne motiveres af undervisning, der ikke kun præsenterer udfordringer, men også fokuserer på løsninger. Især opgaver, der tager udgangspunkt i elevernes fag og hverdag, giver dem håb, viden og lyst til at handle – samtidig med at den faktuelle alvor fortsat præsenteres.

2. Engager eleverne med tydelig faglig relevans

Elevernes holdninger til og følelser omkring klimaforandringer ligger ikke fast, men påvirkes blandt andet af medierne, og hvad deres lærere siger i undervisningen. Derfor er det vigtigt, at klimaundervisningen er fagligt forankret og samtidig koblet til fagenes kerne. Undervisningen bør samtidig have et klart formål, så klimadagsordenen ikke føles påklistret.

3. Mød klimaskepsis med åbenhed – uden at gå på kompromis med fakta

Skepsis over for grønne løsninger og årsagerne til klimaforandringer blandt eleverne – især på erhvervsuddannelserne – bør ikke mødes med afvisning, men bruges som udgangspunkt for at arbejde med fakta og kildekritik i undervisningen. Det fremmer både refleksion og giver ejerskab til klimadagsordenen.

4.Tag normerne i klassen alvorligt

Eleverne orienterer sig mod fællesskabet i klassen og kan undlade at udtrykke deres holdninger, hvis de ligger uden for normen for at bevare den gode stemning. Derfor er det vigtigt at skabe et trygt rum i undervisningen, hvor forskellige synspunkter opleves som legitime.

5. Vis handlemuligheder på flere niveauer

Mange unge føler, at ansvaret for klimaet placeres urimeligt tungt på deres skuldre. Undervisningen bør derfor vise, at klimaudfordringerne kræver handling både på individuelt, kollektivt og politisk niveau – og at løsningerne ikke kun kan og skal komme fra den enkelte.

Fremtidens klimahandling starter i klasselokalet. Lærere og skoler skal tilrettelægge en undervisning, der giver eleverne viden, håb og handlemuligheder og samtidig tager elevernes forskelligheder seriøst. Eleverne bærer ikke ansvaret alene, men de skal have redskaberne til på forskellige måder at bidrage til at afhjælpe klimakrisen.

 

Relateret indhold

En del af:

Klimaundervisning

Sonja Marie Staffeldt
Seniorkonsulent
Ungdomsuddannelse
Natalie Blix
Konsulent
Ungdomsuddannelse