Kronikken var bragt i Politikken den 5. august 2024.
Af Christina Barfoed-Høj, Direktør, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Jeg kender en studerende – vi kan kalde ham Rune. Eller han er ikke længere studerende. Han faldt fra på andet år. Rune kommer fra en middelklassefamilie uden akademisk baggrund, han har altid været samfundsinteresseret og har skrevet lange indignerede opgaver om Nelson Mandela. Men på universitetet kunne han ikke finde fodfæste.
Han kom forbi mig en dag og var lettere opgivende, efter at hans studiegruppe i timer havde diskuteret forskellen på ’forudforståelse’ og ’forforståelse’. Han har også været svært frustreret over ikke at kunne knække koden til sociologen Bourdieu efter et par forelæsninger. Han blev mere og mere frustreret og umotiveret og stoppede til sidst.
Måske var det for det bedste. Måske skal Rune noget andet. Men det kunne også være, at Rune med en anden undervisning på studiet, andre redskaber eller andre rollemodeller til at guide, havde forstået koderne, overkommet frustrationerne og fået mod på studiet.
Der findes mange som Rune på vores ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, for hvem det at være elev eller studerende ikke er en selvfølge. Og der er blevet flere de senere år, fordi flere tager en ungdomsuddannelse – især gymnasiet – og efterfølgende en videregående uddannelse.
De unge følger sådan set bare mantraet om mere uddannelse, som har været populært i mange år, og som blev kendt med New Labours politiske manifest fra startnullerne med ordene ’education, education, education’.
En ambition, der er videreført af danske politikere. Stigningen af elever og studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser betyder bl.a. også, at der er flere elever og studerende fra uddannelsesfremmede hjem, unge med ordblindhed, psykiske diagnoser og andre funktionsnedsættelser.
Det er godt, at uddannelse ikke kun er forbeholdt de få med privilegeret baggrund og uden udfordringer. Det er godt og frisættende for den enkelte, men også godt for samfundet, at vi har en veluddannet befolkning, hvor stemmer fra forskellige dele af samfundet bidrager til løsninger på dets udfordringer.
Men den mangfoldige elev- og studentergruppe og uddannelsessystemet er gensidigt udfordret. Det ses bl.a. i frafaldstal, unge i lav studietrivsel og i stigninger i antallet af elever og studerende, der får specialpædagogisk støtte (SPS). Ca. 30 pct. af de studerende på videregående uddannelse angiver, at de har en funktionsnedsættelse. Det er altså ikke små grupper af elever og studerende med udfordringer, vi taler om – heller ikke på de videregående uddannelser.
Unge har udfordringer under uddannelsen af mange grunde, ikke kun på grund af skolen eller uddannelsesstedet. Familie, fritid, venner, økonomi og sociale medier påvirker også, hvordan de unge oplever deres tid på f.eks. gymnasiet, mureruddannelsen eller læreruddannelsen. Men vi har som samfund ansvar for at sikre, at uddannelsesstederne og underviserne har de rette betingelser til at skabe god undervisning og studiemiljøer for en stadig mere mangfoldig elev- og studentergruppe. Det skal adresseres i de politiske drøftelser, der p.t. er om et nyt uddannelseslandskab på både ungdomsuddannelserne og det videregående område.
Regeringen har i drøftelserne om en ny ungdomsuddannelse – indtil videre kaldet hpx – og et nyt uddannelseslandskab på det videregående område også blik for denne problematik. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har peget på, at det er centralt, at undervisningen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne skal være motiverende, inkluderende og mere praksisfaglig. Der skal være ungdomsuddannelser med relevant undervisning for alle typer unge. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udtalt, at den fremtidige struktur og indhold på videregående uddannelser skal tage højde for forskelligheden hos studerende. Hun har sagt, at der findes ikke en one-size-fits-all-model.
Der er med andre ord opmærksomhed på undervisningens betydning og den stigende mangfoldighed blandt elever og studerende. Men andre uddannelsespolitiske diskussioner får ofte bare mere opmærksomhed hos politikere og i medierne. De handler bl.a. om, hvordan vi fastholder et tilstrækkeligt fagligt niveau, når mangfoldigheden øges, hvordan vi sikrer, at flere tager uddannelser på områder, hvor vi mangler arbejdskraft, og hvordan vi motiverer nok unge til at tage en ny ungdomsuddannelse.
Udfaldet af disse diskussioner vil få markant indflydelse på, hvem der fremover kan tage ungdomsuddannelser og en videregående uddannelse, og hvordan uddannelserne skrues sammen. Jeg vil derfor pege på nogle centrale forhold, vi bliver nødt til at forholde os til.
Nogle gange kan man i debatten få indtryk af, at der findes den perfekte elev eller studerende, uanset om det er i gymnasiet, på tømreruddannelsen, pædagoguddannelsen eller på statskundskab.
Hvem vil ikke gerne have eleven eller den studerende, der har sovet 8 timer forrige nat, hvis forældre ikke slås i en skilsmisse, har 10 i gennemsnit, som har lyttet efter samt fået læst alt materialet til timen eller forelæsningen?
Men den perfekte elev eller studerende findes ikke. Rektor for professionshøjskolen UC Syd, Alexander von Oettingen, kalder det for den abstrakte elev eller studerende. Han peger på, at vi ofte har en forestilling om, hvordan eleverne og de studerende skal være, og at denne forestilling styrer tilrettelæggelsen af undervisningen og uddannelserne, i stedet for at vi i højere grad tager udgangspunkt i de elever og studerende, vi faktisk har.
Vi kan ikke sende alle de elever og studerende, vi ikke forstår eller ikke synes passer ind, til andre uddannelser. Nogle skal noget andet end den uddannelse, de har valgt i første omgang, og måske skal visse uddannelser være anderledes udformet, som det p.t. drøftes på bl.a. ungdomsuddannelsesområdet. Og det er centralt med gode sporskiftemuligheder. Men det er også vigtigt, at uanset hvilke strukturer vi sætter op for vores uddannelser, at vi sikrer en udvikling af vores pædagogik og en faglig ambitiøs undervisning, så den i højere grad passer til både Rune fra et uddannelsesfremmed hjem, Aisha med angst, Line, der er ordblind, og Aksel, der ikke slås med det store.
Forestillingen om den perfekte elev eller studerende er ikke kun en udfordring for undervisere i forhold til at tilrettelægge en god undervisning, men også for de unge, der udfordres af flertalsmisforståelser om, at alle andre er ’perfekte’ og forstår alt første gang, og at de ikke undrer sig over, hvad Foucault eller cosinus og sinus går ud på.
Men hvad skal der så være i den pædagogiske værktøjskasse? Vi ved fra undersøgelser, at trivsel, læringsudbytte og gennemførelse hænger sammen med en undervisning og et studiemiljø, der fremmer fagligt engagement og social tilknytning hos eleven og den studerende. Fagligt engagement handler bl.a. om interesse for faget, evne til at sætte det lærte ind i forskellige sammenhænge og fortsætte, selv når det er ’kedeligt’. Social tilknytning handler bl.a. om oplevelsen af at høre til og føle sig som en del af et fællesskab på uddannelsen.
Mange uddannelsessteder arbejder på at skabe undervisning og studiemiljøer, der passer til den ændrede elev- og studentergruppe. Der arbejdes f.eks. med en studiestart målrettet forskellige typer af studerende, og ikke kun dem, der elsker fest fra morgen til aften, efteruddannelse af undervisere i førsteårsdidaktik og screeninger af de studerendes forudsætninger for at sikre et mere tilpasset introforløb eller supplerende undervisning.
Når vi går videre og taler om selve undervisningen, der tager højde for forskellighed, kan det bl.a. handle om at skabe trygge rammer for spørgsmål, klare faglige forventninger, tydelighed om gruppedannelse, faglig og formativ feedback, at materialet er udsendt i god tid, så f.eks. unge med ordblindhed bedre kan forberede sig, og grundig introduktion til, hvad det vil sige at være elev eller studerende.
Hvordan arbejder man f.eks. med frustrationen og usikkerheden, der ofte vil være i læringssituationer? Her har Studenterrådgivningen bl.a. arbejdet med ældre studerende, der fortæller nye studerende om, hvad der var svært for dem, og hvordan de kom igennem det. Det er ikke en erfaring eller en selvfølgelighed for alle.
Mangfoldighed kræver, at vi udvikler vores pædagogiske værktøjskasse, der selvfølgelig skal tage hensyn til, om det er undervisning til elever på HF eller på elektrikeruddannelsen. Eller studerende på sygeplejerskeuddannelsen eller jura.
Diskussionen om det faglige niveau i gymnasiet og på videregående uddannelser handler ofte om, at niveauet er faldet, fordi elevers og studerendes forudsætninger er anderledes end tidligere. Artikler og indlæg i Politiken har flere gange haft deltagelse af gymnasie- og universitetsundervisere, der oplever elever eller studerende, der f.eks. ikke har læst til undervisningen, eller som nægter at blive hørt under forelæsningen.
"Det er godt, at uddannelse ikke kun er forbeholdt de få med privilegeret baggrund og uden udfordringer"
Tænketanken DEA har i en undersøgelse afdækket, at ca. 1/3 af gymnasielærerne ønsker højere adgangskrav til gymnasiet for at hæve det faglige niveau. Og vi har nok også alle hørt fra egne og venners børn, der oplever klassekammerater, der ikke kan sætte kommaer, forstå ligninger eller kender til Karen Blixen. Disse fortællinger trækker tråde til et gammelt citat fra Sokrates om en ungdom, der har dårlige manerer, foragter autoriteter og er dovne. Selvom citatet angiveligt ikke er fra Sokrates, er det stadig et citat med et par tusinde år på bagen, der viser, at der altid har været bekymring for ungdommens niveau.
Det er dilemmafyldt at undersøge udviklingen i det faglige niveau over tid, fordi det hænger sammen med samfundsudviklingen, og nye krav, der naturligt følger. Tag AI’s indtog, som i noget omfang vil ændre, hvilke kompetencer der er relevante og mindre relevante. Vurderingen af det faglige niveau over tid kan opleves som at diskutere, om Messi eller Pelé er den bedste fodboldspiller gennem tiderne. Tempo, træningstilgange og udstyr i fodbold er noget andet i dag end i 1960’erne.
På EVA har vi for Børne- og Undervisningsministeriet undersøgt gymnasiets faglige udvikling fra 1967-2017 ved at vurdere kravene i bekendtgørelser og eksamensopgaver. Undersøgelsen viser, at der i 2017 er større krav til bredde og kompleksitet i fagene og de samme krav til dybde som tidligere. Undersøgelsen finder således ikke systematisk belæg for, at det faglige niveau er faldet.
"Der er ingen uddannelser, der udelukkende kan bestå af højt præsterende elever eller studerende uden udfordringer, som 1:1 passer ind"
Når vi i en mindre kvalitativ undersøgelse vender os mod elever i gymnasiet og spørger, hvordan de oplever den større mangfoldighed i elevgruppen, er svarene meget nuancerede.
De fagligt stærke elever peger på, at det kan være irriterende, at alle ikke deltager aktivt i timerne, mens fagligt svagere elever finder det frustrerende ikke altid at kunne bidrage til undervisningen. Samtidig er det gennemgående for de unges fortællinger, at eleverne, uanset fagligt niveau, ser værdi i, at de har forskellige forudsætninger og sociale baggrunde, fordi det giver dem almen dannelse og forbereder dem til et studieliv og arbejdsliv, hvor der også for det meste vil være forskellighed i erfaring og kompetencer.
Eleverne nævner også, at en varieret og mere alsidig undervisning, der ikke kun foregår ved tavlen, vil bidrage til, at flere vil kunne deltage i undervisningen. Så en udlægning af de unges stemmer kunne være, at mangfoldighed bidrager til en øget forståelse for andre og modvirker, man ender i ekkokamre, hvilket bl.a. er gavnligt for fremtidige studier og job. Dog er det igen helt afgørende, at undervisningen forholder sig til de forskellige forudsætninger og udfordringer, der er hos eleverne gennem god pædagogik og fællesskab.
Uanset hvordan stregerne bliver sat i de kommende udspil og forhandlinger om nye ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, så er det vigtigt at holde fast i, at den perfekte elev eller studerende ikke eksisterer. Der er ingen uddannelser, der udelukkende kan bestå af højt præsterende elever eller studerende uden udfordringer, som 1:1 passer ind. Og tendensen er, at der på alle uddannelser er flere og flere unge med udfordringer. Det bliver vi nødt til at forholde os til.
Der skal derfor være en klar politisk opmærksomhed på at sikre rammer for god undervisning og gode studiemiljøer i de kommende reformer, så alt ikke handler om struktur og adgangskrav. Der skal også være politisk fokus på, at der er tid og kompetencer til at arbejde med den gode studiestart, feedback og en alsidig undervisning. Det kræver ligeledes et stærkt ledelsesmæssigt fokus og prioritering på uddannelsesstederne samt gode efteruddannelsesbetingelser for undervisere.
Vi skal videreudvikle pædagogikken og undervisningen, så vi kan fremme højt læringsudbytte, trivsel og gennemførelse gennem fagligt engagement og social tilknytning for både Rune, Aisha, Line, Aksel og deres kammerater og medstuderende. En pædagogisk tilgang i undervisningen, der forholder sig til forskellighed, dannelse og fællesskab – og ikke kun forventer den perfekte elev eller studerende.