DEBAT

UPV’en bliver et wake up-call for nogle, men stresser andre elever

11-01-2021

Uddannelsesparathedsvurderingen kan føre til succes eller fiasko. Vi må sætte spørgsmålstegn ved, om og hvordan systemet omkring UPV’en helt grundlæggende forbereder eleverne til en ungdomsuddannelse.

Indlægget har været bragt i Skolemonitor d. 8. januar 2021.

Af Anne Sophie Madsen, Områdechef, EVA

10. januar er der deadline for uddannelsesvejledernes endelige helhedsvurdering af de 8.klasses-elever, der er vurderet ikke-uddannelsesparate af deres skole.

Følger vi tendensen fra de foregående år, vil det være 1 ud af 3 elever, der nu i 8. klasse ikke vil blive vurderet parate til den uddannelse, de vil ind på. Om halvandet år, i 9. klasse, vil det være færre, nemlig 1 ud af 5, der stadig vurderes ikke-parate.

På den lidt længere bane kan vi også se, at det ofte ’ender godt’ for langt de fleste unge: 62 % af dem, der var vurderet ikke-uddannelsesparate i både 8. og 9. klasse tilbage i 2015, var to år efter grundskolen videre på en ungdomsuddannelse.

Så hvad er det, der gør, at eleverne tilsyneladende flytter sig? Og hvilken rolle spiller uddannelsesparathedsvurderingen i den proces?

En gulerod for de ikke-parate

EVA har undersøgt uddannelsesparathedsvurderingerne ved flere lejligheder, senest i en rapport fra sommeren 2020.

Den viste, at UPV’en kan være et godt redskab for lærere og vejledere til at identificere de ikke-parate elever, og at den også kan virke som en gulerod (eller pisk) over for eleverne, fordi en negativ vurdering får en del af eleverne til at yde en ekstra indsats.

I EVA’s rapport fremgår det fx, at 68 % af de ikke-uddannelsesparate siger, at de er blevet ansporet til at yde en ekstra indsats af en negativ parathedsvurdering.

Den bold er der mange lærere, der tilsyneladende griber i 8. klasse: 68 % af lærerne går forskelligt til vurderingen, afhængigt af om eleven går i 8. eller 9. klasse. Halvdelen af de 68 % vurderer eleven hårdere i 8. klasse.

Bagsiden af medaljen

Der er også en bagside ved medaljen. Det er nemlig ikke alle elever, der reagerer godt på at få det her ’skub’.

Over halvdelen af de ikke-parate elever oplever, at UPV’en er med til at stresse dem, og at vurderingen bliver et stempel, de har svært ved at ændre på. For cirka hver tredje ikke-parate elev er en ikke-parathedsvurdering direkte demotiverende.

Som en elev siger i EVA’s undersøgelse:

For mig har det nok mest været en dårlig oplevelse. Jeg synes ikke, man skulle have noget, der hed ’uddannelsesparathed’. Altså hvis man nu i forvejen ikke har lyst til at gå i skole, og man så får at vide, at ’du ikke er uddannelsesparat’, hvor meget lyst tror de så, at man har tilbage? Jeg har i hvert fald kun haft dårlige oplevelser med det.

Skoler mangler ressourcer og overskud

Det er intentionen i UPV-ordningen, at en ikke-parathedsvurdering skal følges op af en særligt indsats, der kan bidrage til, at eleven bliver parat til ungdomsuddannelse.

Men EVA’s undersøgelse viser, at skolernes indsatserne ikke er så særlige endda. De har mest form af mere eller mindre uformelle aftaler og samtaler mellem eleven, forældre og læreren – fx om at eleven skal lave flere lektier, række hånden mere op eller være aktiv i gruppearbejdet. Det er meget mere sjældent, at der aftales særlige forløb eller ekstraundervisning.

Så det kan måske heller ikke undre, at mere end halvdelen af de ikke-parate elever ikke oplever, at der er sket noget særligt, som skulle hjælpe dem til at blive uddannelsesparat.

Og så bliver en negativ UPV hurtigt et stempel, som det er svært at ændre på.

Skolerne bruger flere ressourcer på selve vurderingen

EVA’s undersøgelser viser altså, at det at få en negativ UPV i 8. klasse kan være et kraftigt signal om, at eleven må yde en ekstra indsats.

Men hvis ikke blot UPV’en skal blive et demotiverende stempel, skal der sættes klare mål for eleven, og hun skal have oplevelsen af at blive fulgt på vej. Da der jo ikke udløses ekstra ressourcer til den opfølgning, kan nogle skoler måske stå tilbage med oplevelsen af, at der bruges mere tid og ressourcer på selve vurderingen og ikke på det, der sker efter.

Måske nok især på de skoler, der har mange ikke-uddannelsesparate: 15 % af skolerne har mindst 50 % elever, der ikke er uddannelsesparate, mens 10 % af skolerne har mindre end 10 %.

Vi må sætte spørgsmålstegn ved, om og hvordan systemet omkring UPV’en helt grundlæggende forbereder eleverne til en ungdomsuddannelse.

Relateret indhold

Christina Laugesen
Områdechef
Ungdomsuddannelse