Indlægget har været bragt i Skoleliv d. 8. oktober 2018
Af Camilla Hutters, Områdechef hos EVA og Anne Sophie Madsen, chefkonsulent, EVA
UPV står med regeringens eud-udspil til en revision, så alle elever fremover skal vurderes til alle ungdomsuddannelser, og så de unge støttes mere i deres refleksioner om ungdomsuddannelse.
Man burde dog benytte anledningen til at tage en større drøftelse af, hvad man vil med vurderingerne, og om de mange ressourcer, der i dag bruges på at vurdere eleverne, anvendes hensigtsmæssigt.
Meget tyder nemlig på, at UPV’en ikke fungerer som et tilstrækkeligt godt værktøj i forhold til at støtte eleverne. Og man må overveje, om det overhovedet er hensigtsmæssigt, at eleverne skal vurderes på deres personlige og sociale forudsætninger, og om en så bred vurdering skal have afgørende betydning for deres muligheder for ungdomsuddannelse?
En målrettet indsats
UPV’en blev indført i 2010 som et helhedsorienteret adgangskrav til ungdomsuddannelserne – på et tidspunkt hvor der ikke fandtes karakterkrav.
Formålet var at identificere og hjælpe de unge i 9. klasse, der havde brug for støtte eller tid til udvikling for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, og vurderingen tog udgangspunkt i både faglige, personlige og sociale forudsætninger.
I 2014 besluttede man, at vurderingen skulle ske i 8. klasse, så de ikke-parate elever kunne få en målrettet indsats allerede i grundskolen.
I 2018 blev praksisfaglige forudsætninger tilføjet, og vurderingen skal nu foretages to gange årligt i hhv. 8., 9., og evt. 10. klasse.
Fungerer ikke efter hensigten
Intentionerne med UPV’en er gode, og der er mange styrker ved konceptet. Vurderingerne kan synliggøre, hvad den unge skal arbejde med for at blive klar til uddannelse (og hvordan lærere, vejledere og forældre kan hjælpe).
For den unge kan det være disciplinerende og motiverende at arbejde hen mod en vurdering.
Og endelig synliggør hele processen grundskolens ansvar for at gøre eleverne klar til ungdomsuddannelse.
Men EVA’s undersøgelser viser, at der er mange udfordringer ved UPV, som betyder, at man må sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget vurderingen reelt hjælper de unge med at blive parate til uddannelse.
Cirka halvdelen af de ikke-parate elever i 8. klasse kender ikke deres rigtige vurdering - de tror selv, at de er parate, eller at de ikke er blevet vurderet.
Og cirka halvdelen af de ikke-parate unge oplever ikke, at vurderingen følges op af en indsats. Kommunikationen om UPV mellem skole, elev og forældre halter altså, og mange elever oplever at stå alene med deres udfordringer.
Svært at arbejde med
Et grundlæggende problem i UPV som koncept ligger i de personlige og sociale forudsætninger.
I de mange unge-interview, EVA har gennemført, er mønstret tydeligt: De unge oplever, at det er svært og uhåndgribeligt at skulle arbejde med disse forudsætninger; de er abstrakte, dybt personlige, og i øvrigt ofte afhængige af det miljø og den kontekst eleven befinder sig i. Hvordan forbedrer jeg min tolerance? Hvordan får jeg en bedre situationsfornemmelse? Hvordan skal jeg arbejde med at blive bedre til at danne relationer og få nye venner – når jeg faktisk er blevet mobbet hele min skoletid?
Heroverfor er de faglige forudsætninger – elevens karakterer – til at forholde sig til.
De personlige og sociale forudsætninger – og årsagerne til at de måske ikke er opfyldt – er dybt relevante at arbejde med i en skolekontekst. Og i PPR og Familieafdelingen i kommunen i øvrigt. Men det er ikke en nem opgave – hverken for lærere, vejledere eller den unge selv. Og spørgsmålet er, om disse forudsætninger overhovedet hører til i et værktøj som UPV’en. For UPV’en skal jo ikke blot sikre støtte til eleven, men fungerer som en adgangsbillet til ungdomsuddannelse.
Skal UPV have en make-over?
Med karakterkravene til ungdomsuddannelserne er der kommet helt håndfaste krav til elevernes faglige forudsætninger for ungdomsuddannelse.
Ideen i, at UPV favner bredere, er som udgangspunkt god. Men hvis UPV’en ikke giver anledning til en reel støtte til den enkelte elev, der for eksempel har svært ved at skabe relationer i klassen, hvilken værdi har den så? Så bliver der blot tale om en dom, som den enkelte elev i mange tilfælde oplever at stå alene med – og som samtidig har helt afgørende betydning for muligheden for ungdomsuddannelse.
Samtidig er der en stor gruppe af unge, der bliver vurderet parate, men som er i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge. Her bliver UPV’en et visitationsværktøj, som betyder, at de ikke har adgang til personlig vejledning – selv om de oplever et behov.
Når der politisk tages fat på diskussionen af UPV, kan vi derfor kun opfordre til, at man tager en større diskussion af, hvad man egentlig vil med vurderingen.
Skal UPV fortsat være en adgangsbegrænsning – eller har de nye adgangskrav reelt overflødiggjort den? Er den et dialogværktøj, der skal få eleven til at reflektere og udvikle sig? Eller et procesværktøj for de professionelle, der skal hjælpe eleven? Et enkelt værktøj hverken skal eller kan nødvendigvis opfylde alle disse formål.