Indlægget var bragt i Berlingske Tidende d. 5. april 2018
Af områdechef Camilla Hutters og konsulent Sarah Schoop, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
”Får vi karakter for den her opgave?” Nej, lyder svaret på 15 af landets gymnasier, der i dette skoleår deltager i et forsøg med karakterfrie 1.g-klasser. Baggrunden for forsøget er, at mange skoler oplever, at karakterer er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i elevernes bevidsthed og i elevkulturen. Og at det kan virke hæmmende for elevernes faglige udvikling og deres trivsel. Nedtoningen af karakterer kan ses som et vigtigt skridt i forhold til at nedtone den præstationskultur, der synes at brede sig blandt unge. Men spørgsmålet er, om det at fjerne karakterer i sig selv er nok til at komme præstationskulturen til livs? Og om karakterer er roden til eller et symptom på præstationskultur?
Karakterer fylder meget i hverdagen på landets gymnasier – og noget tyder på, at de fylder mere hos eleverne end tidligere. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2015 viste, at 31 % af gymnasieeleverne oplever, at karakterer har ”meget stor betydning”. I 1996 gjaldt det blot 17 %. Eleverne betragter i høj grad undervisningen som et rum, hvor de bliver bedømt, frem for et rum, hvor de kan øve sig. Det kan give udslag i en vær-sikker-kultur, hvor eleverne kun melder sig på banen, når de er sikre på at have det korrekte svar, men holder igen med spørgsmål og med at prøve sig frem for at blive klogere. Som en elev fortalte i en undersøgelse, EVA har lavet om karaktergivning i gymnasiet, så kan det opleves som om, at læreren går rundt med en karakterskala over hovedet, når han underviser. Siger man noget rigtigt, får karakterskalaen, som i en anden TV-quiz, et nøk opad. Men siger man noget forkert, får den straks et nøk nedad.
Derfor kan der være behov for i højere grad at adskille øverum og bedømmelsesrum i gymnasiet – og her kan perioder med karakterfrihed være et greb. Mindre fokus på karakterer kan imidlertid ikke i sig selv hjælpe eleverne videre i deres faglige udvikling eller etablere et trygt klasserum. Det afgørende er, hvilken feedback der kommer i stedet. Forskningen viser, at feedback, for at virke, skal være noget andet end karakterer: nemlig en fremadrettet hjælp frem for en bagudrettet bedømmelse, og at feedbacken gør det tydeligt for eleverne, både hvad de skal lære – men også hvordan de kan lære.
Samtidig er det vigtigt, at lærere og elever udvikler et fælles sprog, der gør det muligt at tale om elevernes faglige udvikling på andre måder end i tal. Det kan i praksis være svært. Både for lærerne, der skal øve sig i at give feedback, der ikke er bedømmelse og som sætter en øvebane op for eleverne. Og for eleverne, der skal flytte fokus fra karakterbladet til deres egen læreproces.
Karakterfrihed eller ej er karakterer en del af elevernes virkelighed. Elever bruger karakterer som et pejlemærke for, hvordan det går dem i gymnasiet, men også for deres videre uddannelsesmuligheder. Når elever går op i karakterer, sker det som en naturlig reaktion på, at karakterer har reel betydning for deres uddannelsesmuligheder. Derfor kan det også være lettere sagt end gjort, at eleverne bare skal gå lidt mindre op i karakterer.
Præstationskulturen har mange udspring. Unge oplever et pres i forhold til at præstere på alle fronter. Trangen til at fremstå som en, der har styr på tingene, ses ikke kun i relation til skolen, men også i relation til venner, kærester, fritidsinteresser og sociale medier. Færre karakterer kan være med til at nedtone presset – men skal vi for alvor ændre på de uhensigtsmæssige ting omkring karaktergivning, så tyder meget på, at det kræver en bredere indsats i forhold til at støtte eleverne i at balancere (og i nogle tilfælde nedtone) de mange krav og forventninger.
Spørgsmålet om, om det at fjerne karakterer i sig selv er nok til at komme problemerne omkring præstationskultur til livs. Der er ikke nogen quick fixes, der kan skabe en bedre læringskultur i gymnasiet. Men nedtoning af karakterer kan være ét skridt på vejen. Forsøgene med karakterfrihed kan være med til at skabe en ny ramme for at arbejde med feedback og læring i gymnasiet – men deres resultater afhænger af, hvordan de gribes an af skolerne. Det at øve sig og få feedback, såvel som det at skulle præstere og blive bedømt, er begge en del af en gymnasial uddannelse. Øvelsen for skolerne er at have blik for hver ting til sin tid og at finde den rette balance mellem øverum og bedømmelsesrum. Findes balancen ikke, kan det være med til at videreføre et kontraproduktivt præstationspres. Lykkes det omvendt at skabe en anden læringskultur i gymnasiet, hvor eleverne i højere grad drives af nysgerrighed efter at lære, og hvor der er bedre plads til at øve sig og fejle, så kan kimen være lagt til både bedre trivsel og styrket faglighed hos eleverne.
EVA står for at følge forsøgene med karakterfri 1.g klasser.