Hvad er din holdning til at vurdere kvalitet i dagtilbud ved hjælp af værktøjet ECERS-3?
I mine øjne er ECERS-3 det mest omfattende og præcise værktøj til at måle kvalitet i dagtilbud, der findes. Det er testet efter alle forskningsmæssige standarder, og jeg har igen og igen oplevet, at resultaterne giver mening for praksis. Resultater fra undersøgelser, der bygger på ECERS-3, peger altid på temaer, vi kan genkende fra Den styrkede pædagogiske læreplan.
Hvad er din erfaring med ECERS-3?
Værktøjet måler på en række forhold, der er yderst relevante i danske dagtilbud. UCN har været i mere end 250 vuggestuer og børnehaver med værktøjet de sidste par år. Derfor ved jeg, at redskabet giver os nogle meget plausible pejlemærker for, om de forskellige dele af pædagogisk praksis og de fysiske omgivelser er af tilstrækkelig kvalitet.
Hvad har du oplevet, at dagtilbud og kommuner har fået ud af ECERS-3?
Jeg har brugt redskabet i en lang række kommuner og fået mange positive tilbagemeldinger fra personalet rundt om i landet. En leder sagde til mig: Imponerende, hvor godt I har kunnet beskrive vores svære udfordringer efter blot 3 timer! Flere ledere og pædagoger siger også, at indsigten har givet dem et fælles sprog for, hvad kvalitet er, og hvordan de kan udvikle det. Og så er mange faktisk glade for, at observatørerne følger børnegruppen og tager udgangspunkt i deres oplevelser frem for fx at tale med det pædagogiske personale. Det giver et andet blik på de valg, de træffer i arbejdet med børnene.
Hvad er din holdning til kritikken af ECERS-3?
Kritikerne har selvfølgelig ret i, at man ikke skal bruge resultaterne af en undersøgelse som en facitliste for, hvordan man kan forbedre kvaliteten i sin kommunes dagtilbud. Men at man aldrig skal bruge en test som en facitliste for, hvad kvalitet er, ser jeg ikke som en kritik af værktøjet, men snarere som et fornuftigt råd til alle, der ser mere systematisk på kvaliteten af dagtilbud. For mig at se bunder en del af kritikken i en generel skepsis over for at måle kvalitet med kvantitative metoder. Vi er ikke, som i international forskning, vant til kvantitative metoder inden for dagtilbudsforskning i det pædagogisk arbejde herhjemme – det kan være derfor, at forskere, der mest bruger kvalitative metoder, er mere kritiske. Derfor håber jeg, at denne undersøgelse kan få kritikerne til at se lidt nærmere på, hvad værktøjet egentlig kan. Måske bliver de overraskede!