I dag oplever medarbejdere i en del af landets daginstitutioner at mangle pædagoguddannede kolleger. Men problemets omfang ser forskelligt ud alt efter, hvor i landet, man kigger hen. En pædagog i København eller Hvidovre vil oftere skulle se langt efter en ny pædagogkollega end en pædagog i Thy.
64% af bykommunerne har svært ved at rekruttere pædagoger
En ny undersøgelse, som EVA har udarbejdet med støtte fra Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger, viser nemlig, at rekrutteringsudfordringen er markant større i byerne end på landet. Alle dagtilbudschefer i bykommunerne har svaret, at de i en eller anden grad har problemer med at rekruttere. 64 % oplever i høj grad problemer med at rekruttere pædagoger, og de resterende dagtilbudschefer i bykommunerne (36%) oplever udfordringen i nogen grad.
Dagtilbudschefer i Region Nordjylland har ikke udfordringer med at rekruttere
I landkommunerne har 13 % af dagtilbudscheferne svaret, at de oplever udfordringen i høj grad. Alt i alt oplever 86 % af kommunerne samlet set i nogen eller i høj grad at have problemer med at rekruttere. Forskellen viser sig også på regionalt niveau. I Region Hovedstaden oplever 50 % af dagtilbudscheferne i høj grad udfordringen, mens ingen af dagtilbudscheferne i Region Nordjylland har angivet, at de har udfordringer med at rekruttere.




