Væggene er noget af det første, man ser, når man træder ind i institutionen. Men det kan være svært at lægge mærke til de vægge, man færdes inden for til daglig. Netop det kan dog være givtigt, da væggene faktisk fortæller noget om den pædagogiske praksis. ”Væggene udtrykker det, der bliver lagt vægt på i institutionen, de fortæller noget om, hvad det er, vi står for,” forklarer forsker Åsta Birkeland, der har sammenlignet væggene i en norsk og en kinesisk børnehave.
Vægge udtrykker normer og værdier
De værdier og normer, der ligger til grund for det pædagogiske arbejde i institutionerne, bliver særligt tydelige, når man sammenligner institutioner i forskellige lande. Den norske børnehave havde eksempelvis valgt at hænge alle børnenes tegninger og malerier op, mens den kinesiske børnehave udvalgte de bedste tegninger blandt børnene.
Væggene i den norske børnehave udtrykker værdier som lighed og ligeværd, når de lægger vægt på alle børns ret til at blive set og hørt og deres mulighed for at udtrykke sig, mens væggene i den kinesiske børnehave udtrykker en værdi om at perfektionere og dygtiggøre sig. Væggene afspejler altså det syn på børnene, som gør sig gældende i samfundet og institutionen.
Vægge kan genkalde handlinger
Væggene fortæller ikke alene om værdier. De kan også genkalde handlinger. Når pædagoger hænger fotos op fra en udflugt eller en aktivitet, så genkalder børn og voksne sig de handlinger, erfaringer og oplevelser, de har haft undervejs. Det kan give samtaler om det, der er sket fx: ’Kan du huske, da vi gjorde sådan og sådan?’ Samtaler, der giver børnene en mulighed for at få sat ord på deres oplevelser og dele deres erfaringer med andre.
Vægge kan fremkalde handlinger
Men væggene kan også fremkalde handlinger og på den måde invitere til aktivitet. Det sker fx, når bogstaver på væggene stimulerer børnene til at tegne efter, eller når spejle på væggene får børn til at udforske ansigtsudtryk. Når væggene fremkalder handlinger, stimulerer de børns nysgerrighed og skaber grobund for eksperimenter.
At væggene fremkalder handlinger, blev særlig tydeligt i den kinesiske børnehave. Her havde de fx et område på væggen, hvor de kinesiske børn kunne føre logbog over temperaturer, regn og sol, når de arbejdede med det som tema. Ved klodsområdet var der billeder af huse, historiske bygninger, moderne højhuse og fotos af det, børnene selv havde bygget i klodser. Alt sammen for at inspirere børnene til nye byggerier. De havde også en nyhedsvæg og temavægge, hvor børnene blev opfordret til at hænge det op, som de var optaget af. Og endelig var der en række instruerende billeder med direkte anvisninger på, hvordan børnene skal vaske hænder, rydde op, klippe i papir osv.
Forskel, der kan inspirere
I den norske børnehave var væggene især bygget op omkring at genkalde handlinger, mens de i den kinesiske institution særligt brugte væggene til at fremkalde handlinger. Begge dele giver mening i den pædagogiske praksis. Alligevel mener Åsta Birkeland godt, at vi kan lade os inspirere af den kinesiske børnehave, der bruger væggene mere aktivt, end vi er vant til i Skandinavien. Hun synes derfor, vi skal overveje, hvordan vi kan skabe vægge, der i højere grad inviterer til aktivitet.
I Skandinavien oplever hun, at det nogle gange er lidt tilfældigt, hvad der kommer op at hænge. Og at det, der bliver hængt op, kan komme til at hænge meget længe. Det sker måske særligt, når væggene genkalder handlinger, fordi de med tiden bliver til døde udstillinger eller til et minde frem for levende vægge, der inviterer til samtaler.
Vægge er en del af den pædagogiske praksis
Men væggene er ikke døde genstande, de er en del af den pædagogiske praksis, påpeger Åsta Birkeland. Det, der hænger på væggene, gør nemlig barnet i stand til at tolke, forstå og handle på bestemte måder. Forskeren opfordrer til, at man i institutionen tager en dialog om, hvad der skal hænge på væggen, og tager stilling til, hvad det skal bidrage med. Skal det genkalde eller fremkalde handlinger? Og hvem er målgruppen? Børn, forældre, personale eller udefrakommende, der besøger eller vurderer institutionen? Og hvis børnene er målgruppen, er tingene så hængt op i deres højde?
Få øje for det indforståede
Når man sammenligner sin egen institution med andres, får man gjort det indforståede tydeligt. Og det kunne vi godt gøre meget mere i en skandinavisk kontekst, vurderer Åsta Birkeland: ”At få et udefrakommende blik eller at sammenligne sin egen praksis med andres er frugtbart i forhold til at blive klarere på egne værdier og det, man tager for givet selv. Selv om væggene i den kinesiske børnehave ved første øjekast kan synes lidt fremmedartede, så kan deres tilgang være med til, at vi får øje på vores egne selvfølgeligheder. Og vi kan endda lade os inspirere.”