Vi vil have en fælles måltids-pædagogik for alle børn
"Et godt eksempel på en udfordring er, at mange fra vores personale ikke bryder sig om grød eller kogte grøntsager. Og det er en udfordring at få børn til at smage og interessere sig for en kogt porre, man ikke selv har lyst til at sætte tænderne i. Derfor satte vi os for at skabe en fælles måltidspædagogik, så alle kan få inspiration til at motivere børnene til at spise – også, når de ikke selv kan lide maden. Vi indhentede faglig viden fra bl.a. kurser og podcast, som personalet delte og brugte til at reflektere over vores måltider.”
Personalet snakker om smag og konsistens med børnene
”Vi ved, at man ikke skal tvinge børn til at smage på mad, for så overskrider man deres grænser. I stedet fandt vi frem til, at vi skal gøre børn nysgerrige på maden ved at tale om konsistens og smag. Hvis et barn ikke kan lide kogte porrer, så prøver vi ikke at tvinge barnet til at smage. I stedet siger vi: ’Nå, du kan ikke lide de porrer, når de er kogte. Måske kan du lide dem rå eller i en suppe.’ Vi præsenterer derfor også maden på forskellige måder. Hvis det er en ny råvare, så serverer vi den i forskellige former, fx rå, kogt eller stegt, og taler med børnene om, at tilberedningen kan ændre ved smag og konsistens.”
Børn skal lære at beskrive smage og mærke efter
”Vi vil gerne lære børnene at sætte ord på det, de oplever, når de får noget mad i munden. Hvis et barn fx sidder og tygger længe på et stykke kokos og siger: ’Jeg kan ikke rigtigt få det ned i maven’, så taler vi med barnet om, hvordan kokos føles i munden. Måske føles det som om, det vokser i munden. Og så spørger vi eventuelt, om barnet har lyst til at spytte det ud. Børnene skal lære, at de godt kan blive præsenteret for noget, de ikke har lyst til at smage eller ved, de ikke kan lide, fordi de fx kan få lov til at spytte ud eller bare lægge maden ved siden af tallerkenen og måske mærke lidt på den.”
Personalet tænker over, hvad de selv har med i bagagen
”Pædagogisk personale arbejder også på at smage mad, de ikke umiddelbart er fristede af. De taler sammen om, hvad de selv har med i bagagen af private hold-ninger og erfaringer med mad og måltider, og hvordan det kan påvirke deres arbejde med maddannelse og madmod. I stedet for ubevidst at gøre hvad de altid har gjort, taler de åbent om deres egne smagserfaringer, fx fra de var børn, og viser børnene, at der findes flere perspektiver på mad og måltider.”
Personalet har også fået mere madmod
”Vi kan se, at vores fokus på madmod ikke kun påvirker børnene, men også det pædagogiske personale. På vores teammøder taler vi fx åbent om, hvordan vi griber situationen an, når vi får noget mad, vi ikke selv kan lide.”
”Jeg kan også høre, at personalet sidder og snakker om madmod på personalemøderne. Så kan jeg fx høre én sige: ’Nå, jeg går lige hen og øver mit madmod og tager noget af det her, selvom jeg egentlig ikke bryder mig så meget om det.’ Så bliver det pludseligt også personlig udvikling at gå på arbejde.”
Børnene er blevet mere nysgerrige og interesserede i mad
”Vi kan se, at det virker at appellere til modighed. Vi overhører ofte børnene snakke om madmod, fx om, at de har smagt på noget, de ikke vidste, om de kunne lide, og at man faktisk godt kan smage på noget, man ikke kender for at se, om det er rigtigt, at man ikke kan lide det. Det er jo også ofte sådan, at børn smitter hinanden, så hvis der er en, der er madmodig, så bliver den bedste ven det næsten også altid. Børnene udvikler sig og bliver mere madmodige, og det vækker stor glæde i de pædagogiske hjerter.”
Måltidspædagogikken styrker arbejdet med de øvrige læreplanstemaer
”Vi taler nu om mad og måltider på lige fod med finmotorik og sprog. For os er det blevet et pædagogisk arbejdsområde, og vi har også skærpet arbejdet med de øvrige læreplanstemaer omkring måltidet. Når vi fx siger til børnene: ’Hov, nu kan jeg se, at det ikke smagte helt, som du havde regnet med. Jeg kan se på dit ansigt og din krop, at det var noget surt, fordi du rystede over det hele’, så er der tale om en italesættelse af barnets oplevelser. Så kan de koble ord på deres erfaringer. Vi får også inddraget natur, når vi snakker om, hvordan en kartoffel går fra at være den her store klump til at blive til små, sprøde pomfritter.”
Måltider styrker fællesskabet
”Og så er måltider oplagte for arbejdet med fællesskab. Det er måske ikke alle, der kan være med til at cykle eller klatre i træer, men vi skal alle sammen have noget at spise. Hvis man spørger et barn, om hun vil have mere mad, kan der fx være et andet barn, der siger: ’Nej, hun spiser kun én gang, for hun spiser ikke så meget.’ Det viser, at andre børn lægger mærke til én, og så kan man spørge mere ind til, om det kun er i dag, eller om det altid er sådan. Børnene får en oplevelse af at blive set og hørt og accepteret i et fællesskab.”