God faglig kollegaledelse kræver fælles faglige standarder

Og færre pædagoger kan potentielt gøre det til en større udfordring at arbejde med at styrke kvaliteten, fastslår No Emil Sjöberg Kampmann:

”Både forskning og kvalitetsundersøgelsen fra 2023, som EVA og VIVE udarbejdede, peger på, at kvaliteten af det pædagogisk læringsmiljø er højere på de stuer, hvor der er en pædagog til stede, end der, hvor der ikke er. Det giver pædagogiske ledere en udfordring i hverdagen: Hvordan kan de med de personaleressourcer, de har nu og her, arbejde med en høj pædagogisk faglighed på hele stuen, hele dagen?”.

Mens en række forskellige aktører, fx politikere, professionshøjskoler og kommunerne selv arbejder med at få højnet andelen af pædagoger i daginstitutioner på længere sigt, bl.a. med fokus på strukturelle ændringer som bedre uddannelse, løn, arbejdsvilkår mv, ligger der en stor og vigtig opgave hos daginstitutionsledere, pædagogiske ledere og pædagoger nu og her.

”Som situationen er nu, og ser ud til at være de næste år frem, er faglig sparring, faglig udvikling og ikke mindst fælles ansvar for kvaliteten hele dagen nødt til at være en del af fremtidens pædagogiske samarbejde,” siger No Emil Sjöberg Kampmann.

Og det er her, faglig kollegaledelse kommer ind i billedet:

”Én måde at holde den pædagogiske faglighed og kvalitet høj er ved at give dygtige pædagoger mandat til faglig kollegaledelse. Formålet er at styrke den samlede faglighed i institutionen, så den kommer så mange børn som muligt til gode. Og i næste led at alle medarbejdere, både uddannede pædagoger, pædagogiske assistenter samt erfarne og mindre erfarne medhjælpere, bliver dygtigere af at samarbejde med dem som ved og kan meget på forskellige områder,” siger No Emil Sjöberg Kampmann.

Gør det til en rutine at tale højt om de pædagogiske intentioner

Ifølge No Emil Sjöberg Kampmann er første skridt for faglig kollegaledelse med en tilhørende stærk faglig sparring, at de uddannede pædagoger sætter fokus og ord på deres pædagogiske intentioner. Det handler om, at dygtige pædagoger også skal blive rutinerede i at fortælle, hvorfor de gør, som de gør:

”Tal med hinanden om, hvorfor I gør, som I gør, og hvilke overvejelser I gør jer i de mange pædagogiske dilemmaer, der er i hverdagen. Og gør det i forhold til konkrete situationer, fx når børnene skal være med til at dække bord, bygge bål eller tage på tur. Sig så højt, hvorfor I inddrager børnene netop sådan, og hvorfor I taler sådan med to børn i konflikt. Det er vigtigt, at fagligt kompetente og erfarne pædagoger sørger for at have den form for dialoger med deres kollegaer, så de bidrager til øget refleksion over pædagogiske valg og handlinger, og samtidig er med til at inspirere til, eller i nogle tilfælde ’instruere’ i, hvordan man kan gå til arbejdet – også hvis nogen har brug for få justeret deres måde at være sammen med børnene på.”

No Emil Sjöberg Kampmann ser et muligt benspænd i den stolte, danske dagtilbudstradition, der dyrker en flad struktur med respekt for alle perspektiver:

”Den pædagogiske faglighed har en iboende åbenhed over for perspektiver fra andre, der på den ene side kan betyde, at man er nysgerrig på sine kollegaer og har respekt for deres arbejde. Det er godt. Men det kan på den anden side også skabe en lighedsskultur, hvor det kan være vanskeligt at sige: Det her er den bedste løsning i den her situation.”

Her mener han, at den pædagogiske leder spiller en afgørende rolle.

”Respekt for alle perspektiver skal ikke betyde, at alle perspektiver er lige gode. Som pædagogisk leder bør man spørge sig selv: Hvordan undgår vi en kvalitetsrelativisme, hvor alle de valg, der tages i forhold til det pædagogiske læringsmiljø, er lige gode?”

Fælles faglige standarder giver mandat til kollegaledelse

En del af svaret er, at den pædagogiske leder eller ledelsesteamet sørger for, at der er nogle tydelige, faglige standarder, som alle, både uddannede pædagoger, assistenter og medhjælpere kender, forstår og arbejder for at leve op til. Og at institutionen har et fælles, fagligt sprog, som ledelse og personale kan forstå og tale om pædagogisk kvalitet ud fra.

Det mener Hanna Bjørnøy Sommersel, der er chefkonsulent på EVA og står bag en række undersøgelser om pædagogisk ledelse og samarbejde i daginstitutioner.

”Et fælles fagligt sprog, alle kan reflektere over og tale ud fra, sikrer, at feedback og dialog bliver professionelt i den forstand, at der fx ikke blot tales om ”synsninger” eller ”personlige egenskaber”, men i stedet ud fra faglige standarder og formål, alle er enige om. Hvis det fx står helt klart, at måltidet har som formål at gøre børnene mere selvhjulpne og styrke deres relationer, virker det mere selvfølgeligt, at det er vigtigt, at pædagogisk personale lader børnene hjælpe hinanden med at øse op og række skålene videre til den, de sidder ved siden af, og at personalet hjælper børnene til at fortælle hinanden om deres oplevelser.” 

Fælles faglige standarder gør det også mere oplagt for lederen at give de fagligt erfarne pædagoger mandat til at være bannerførere for fagligheden og for at udføre og udbrede de faglige standarder i praksis, siger hun:

”Når en pædagog under frokosten siger til en kollega: ’Jeg lagde mærke til, at du tog skålen fra Noor og gav den til Vibe. Næste gang kunne du lade Noor selv give skålen videre til Vibe. På den måde kan hun opleve at bidrage til måltidet, og du hjælper børnene med at få øje på hinanden,’ taler pædagogen ud fra en position som faglig garant og samtidig ind i en fælles opgave, som alle er enige om at ville løse sammen. Det gør påmindelsen til en del af en fælles refleksion snarere end en bedømmelse af den andens praksis.”

Hanna Bjørnøy Sommersel ser i det hele taget en bevægelse mod, at pædagoger og pædagogisk personale i højere grad ser deres praksis som et fælles anliggende og ikke som en privat og individuel praksis.

”Teamet på en stue har ansvar for kvaliteten i løbet af dagen. Hvis Emil på 2 år er i vuggestue fra kl 8- 16, skal han hele dagen igennem møde god kvalitet. Det er en opgave, ingen kan løse alene. Så præmissen for det pædagogiske arbejde er, at det er et samarbejde.”

Hanna Bjørnøy Sommersel ser, at opgaver og ansvar i nogle daginstitutioner er flydende, men også, at lederen i nogle daginstitutioner fordeler opgaverne efter uddannelse og erfaring, så unge og endnu ikke erfarne medhjælpere fx i højere grad hjælper med nogle af de praktiske opgaver, som børnene ikke nødvendigvis er involverede i. Sådan en fordeling kan være meningsfuld, siger hun, men tilføjer:

”Selvom man er enig om, at det er den unge medhjælper, der fejer efter frokosten, så er den samme medhjælper jo sammen med børnene på legepladsen en halv time efter. Hvor Nelly måske har brug for at blive trøstet eller hjulpet ind i leg med andre børn – og om hun bliver det af en uddannet pædagog, en erfaren medhjælper eller en yngre medhjælper betyder mindre, end hvordan det hjælper hende videre. Set ud fra børnenes perspektiver er det altså ofte ikke nok at fordele opgaverne fornuftigt. Det er også vigtigt konstant at dygtiggøre alle medarbejdere, så de kan være med til at styrke børnenes trivsel og udvikling i løbet af dagen.”

Det kræver tryghed at gribe ind i hinandens praksis

Lad os vende tilbage til den pædagog, der overværede en mindre hensigtsmæssig håndtering af en konflikt mellem de to børn Harald og Tim. Fælles faglige standarder ville gøre det langt lettere for hende at træde til i situationen og vise sin kollega, hvordan man bl.a. kan spørge ind for at forstå børnene og hjælpe dem med at håndtere og komme videre efter konflikten. Og fx finde frem til, at begge børn gerne ville lege slåskamp med puderne, men at Harald ikke ville rammes i hovedet.

En sådan håndtering kræver, at medarbejderne på stuen har tillid til hinanden og er trygge nok til at gribe ind i hinandens praksis. Og sammen tager ansvaret for kvaliteten på stuen på sig, siger No Emil Sjöberg Kampmann:

”Faglig kollegaledelse handler om, at nogle medarbejdere har mandat til og går foran for at sikre kvaliteten på stuen, men også om, at alle kolleger træder ind i hinandens professionelle rum og skaber et fælles rum, hvor man kan stille nysgerrige og åbne spørgsmål, både når noget fungerer rigtig godt, og når noget virker mindre godt.”

Samarbejdskulturen i institutionen afgør muligheden for kollegaledelse

Hvis man som leder i en daginstitution kan genkende behovet for at bringe den pædagogiske faglighed, der er i institutionen, endnu bedre i spil, peger No Emil Sjöberg Kampmann på, at kulturen for faglig sparringi institutionen er et godt sted at starte:

”Hvis man allerede er vant til at arbejde systematisk med faglig feedback og sparring – fx som led i at have studerende i praktik - vil man typisk lettere kunne gå i gang med faglig kollegaledelse, fordi man er vant til at skabe små refleksionsrum, hvor man taler om, hvad man gør og hvorfor. Kort sagt handler det om, at man i løbet af en travl hverdag formår at inspirere hinanden til at blive dygtigere – og det gælder sådan set også erfarne pædagoger imellem,” siger han.