Normalt når Anna starter på en perleplade, opgiver hun halvvejs fordi perlerne begynder at klistre til hånden og bliver trukket med op igen. Men i dag stopper hun ikke. I stedet skæver hun over til Emma der sidder og laver en perleplade ved siden af. Hun ser hvordan Emma hele tiden drejer pladen rundt så hånden ikke ligger oven på perlerne og perlerne ikke klistrer. Anna gør det samme, og for første gang bliver pladen færdig.
Situationen med Anna kunne danne udgangspunkt for en læringshistorie. En dokumentationsmetode der mange steder har vundet indpas i dagtilbuddenes arbejde med at evaluere. Når Annas pædagog skriver situationen ned som en læringsfortælling, handler den ikke blot om at Anna nu kan lave perleplader, men om at hun involverede sig i aktiviteten med perlepladen på en ny måde – og søgte en løsning da hun stødte på en vanskelighed.
Læring handler om involvering
Ofte knyttes evaluering af børns læring sammen med observationer af børnene ud fra nogle forventninger om hvad de skal kunne eller vide på et bestemt alderstrin. Evaluering handler altså om at konstatere hvad barnet har tilegnet sig af viden og kunnen – og hvor højt op det er kommet på en ”trappestige” der går fra konkret til mere abstrakt viden og generelle færdigheder.
Denne tilgang til evaluering af læring er dog kun en lille del af arbejdet med læring ifølge den opfattelse der ligger til grund for læringshistorierne. Når man bruger læringshistorier, lægger man vægt på at læring ikke kan reduceres til en række forudbestemte byggeklodser som man skal finde ud af at få ”ind i” barnet. Læring er derimod alt det der sker når barnet involverer sig i omgivelserne, og arbejdet med læring handler om at understøtte at barnet tager del i sine omgivelser på en stadig mere avanceret og krævende måde – og altså hele tiden får nye muligheder for læring.
Jeppe som deltager i læring
Et eksempel på dette er Jeppe på to år der i vuggestuen begynder at kredse nysgerrigt om de større drenge der bygger borge af klodser. I og med at han iagttager hvordan de andre drenge sætter klodserne oven på hinanden, og danner sig en idé om hvad aktiviteten går ud på, bliver han ”deltager” i en læringsproces. Den interesse han har fattet for byggeriet, skaber nye muligheder for læring.
Når pædagogen finder flere klodser frem og opmuntrer Jeppe til selv at involvere sig i byggeriet, opstår en mere avanceret form for deltagelse. Jeppe begynder at bygge tårne – de er skrøbelige, og Jeppe erfarer hvordan de gang på gang styrter til jorden.
I en periode slutter Jeppes klodsleg altid med at hans tårn styrter sammen. Men en dag bliver han siddende og afprøver hvordan han kan stable klodserne på nye måder så de bliver stående. Pædagogen opmuntrer Jeppes vedholdenhed, og til sidst lykkes det for ham at bygge det første hjørne af en borg.
Læringshistorier som afsæt for det pædagogiske arbejde
Når børn som Jeppe fatter interesse for en aktivitet, involverer sig i en aktivitet og bliver ved når de støder på vanskeligheder og modstand, er det udtryk for stadig mere avancerede måder at involvere sig i omgivelserne på, og hver gang rummer involveringen nye muligheder for læring. Når pædagogen skal støtte Jeppes læring, må han eller hun altså tage udgangspunkt i de situationer hvor Jeppe involverer sig i omgivelserne. Evaluering af læring handler dermed især om at indkredse barnets interesser, dokumentere hvordan de fører til involvering og læring i konkrete situationer, og bruge observationerne som afsæt for at tilrettelægge det pædagogiske arbejde.
Det er især her fortællingsformen har en styrke. Mens test eller observationer af børns færdigheder er egnede til at afdække læring som et ”slutprodukt”, kan fortællingerne beskrive den sammenhæng, de relationer, den konkrete opgave eller den aktivitet som læringen opstår i. Dermed rummer læringshistorien som dokumentationsform et fremadrettet element: Den munder ud i at pædagogen spørger sig selv: Hvad vil være det næste? Hvordan kan jeg bygge videre på den interesse og involvering jeg har set? Hvordan kan jeg hjælpe barnet videre i sin læring?
Pædagoger finder mønstre i fortællingerne
Hvis man nedskriver læringshistorier over en periode, kan man undersøge hvilke mønstre der går igen: Hvad er barnet optaget af, og hvordan kommer barnets motivation for deltagelse i omgivelserne frem?
Historier om Jeppes læring kunne fx beskrive hvordan Jeppe over en periode fatter interesse for forskellige konstruktioner. De kunne beskrive hvordan han gennem involvering i selv at bygge på forskellige måder bliver mere vedholdende over for vanskeligheder og modstand og begynder at udforske balancepunkter. Og det kan give anledning til at pædagogen overvejer hvad det næste skridt bliver. Hvordan kan pædagogen tage Jeppes motivation og vedholdenhed over for balanceudforskning med fra byggelegene og videre til andre aktiviteter?
En pædagog der bruger læringshistorier, er altså ikke barnets læring i forhold til et absolut endemål, men som en vedvarende proces som barnet er engageret i. Dette blik på barnet handler om at fastholde de nye trin som barnet hele tiden tager, men lige så vigtigt: at reflektere over hvordan pædagogen kan hjælpe barnet til tage det næste trin. Pædagogens særlige relation og kendskab til barnet er dermed en meget vigtig ressource i det evalueringsarbejde der skal gavne børn som Jeppe og Anna i deres lærende liv.