Et gruppebaseret kursusforløb for unge på ungdomsuddannelser med symptomer på stress, angst eller depression har vist positive resultater.
Det konkluderer EVA i en evaluering af kursusforløbet ‘Godt igennem uddannelse’, som er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Kursusforløbet, der varer syv uger, blev i perioden 2021 til 2024 anvendt på 30 ungdomsuddannelser. I alt har 572 elever deltaget i kurset.
“Vi ser tydelige tegn på, at indsatsen gør en forskel for de unge – både i forhold til deres mentale trivsel og deres evne til at håndtere hverdagen i skolen,” siger Sara Hach, seniorkonsulent og projektleder hos EVA.
Positive effekter på både trivsel og mestring af symptomer
Evalueringen viser, at deltagerne i løbet af kursusforløbet både oplever færre symptomer på angst og depression, et lavere stressniveau og en forbedring i trivsel.
Ved kursets start og afslutning er eleverne blevet bedt om at svare på et spørgeskema om deres trivsel, og elevernes score på trivselsskalaen er steget med over 10 point, viser evalueringen. På en skala fra 0 til 100 scorede deltageren ved kursusstart i gennemsnit 43,3 og ved afslutningen 53,7. Det er en udvikling, som ifølge Sundhedsstyrelsen er klinisk signifikant – det vil sige at ændringen vurderes at have en reel betydning for den unges trivsel i praksis, ikke kun statistisk.
”Det er bemærkelsesværdigt, at der kan måles så markante positive forandringer i forhold til deltagernes symptomer, mestring og studiekompetencer på en kursusperiode på kun 7 uger,” siger Sara Hach.
Deltagerne oplever også, at de i løbet af kurset er blevet bedre til at mestre deres egne symptomer på stress, angst eller depression
Deltagerne oplever, at de især har haft gavn af de konkrete tilgange og teknikker, de har lært på kurset. De oplever fx, at de er blevet bedre til at disponere deres tid, fokusere i undervisningen og anvende konkrete teknikker til at håndtere deres udfordringer – som fx vejrtrækning og afledning.
En deltager i kurset formulerer sit udbytte på følgende måde:
”I stressede perioder er jeg blevet opmærksom på at sætte noget tid af til mig selv. For mig fylder skole meget, jeg kan næsten tænke på skole hele døgnet, så det er blevet vigtigt at begrænse, hvor meget det må fylde, og skrive det ned.”
Tre nøglefaktorer gør indsatsen virksom
Evalueringen peger på tre centrale faktorer, der især gør kurset effektivt: Kurset er baseret på undervisning i grupper, det gennemføres af instruktører, der fremstår autentiske og relaterbare, og strukturen omkring kurset er tydelig og forudsigelig.
Den gruppebaserede undervisning skaber et fællesskab, hvor deltagerne kan spejle sig i hinanden og opleve, at de ikke står alene med deres udfordringer. Det styrker motivationen, men stiller samtidig krav til holdsammensætningen, da deltagernes engagement har stor betydning for dynamikken. Dog kan det også virke afskrækkende for nogle, at man skal dele personlige erfaringer i gruppen.
Instruktørerne på kurset er enten unge eller medarbejdere på skolen, der selv har erfaringer med de problematikker, som kurset omhandler. Og netop instruktørernes autenticitet er en anden vigtig styrke. Når de har egne erfaringer med psykisk mistrivsel, fremstår de som troværdige rollemodeller og giver deltagerne håb. Det afgørende er, at instruktørerne både har relevant erfaring og er rustet til at håndtere rollen – uanset om de er unge med levede erfaringer eller ansatte på skolen.
“Deltagerne fortæller, at det betyder noget, at instruktørerne selv har erfaringer med stress, angst eller depression og faktisk deler deres egne erfaringer. Det skaber tillid og gør kurset mere vedkommende,” siger Sara Hach.
En deltager på kurset forklarer det på denne måde:
”Det fungerer, fordi instruktørerne bringer sig selv i spil. Der er forskel på at være automatisk og autentisk. Jeg kan bedre lære, når det er autentisk. Det at bruge folk, der selv har været i det, giver enormt meget mening. Jeg giver jo også noget videre, som jeg selv har været igennem.”
Endelig bidrager den tydelige struktur og opbygning af kurset til tryghed og forudsigelighed. De konkrete værktøjer, deltagerne får lov at afprøve undervejs, gør undervisningen anvendelig og praksisnær.