Kun 36 % af underviserne taler med deres team om resultater fra evaluering af deres undervisning, og kun 15 % overværer andres undervisning for at give feedback. Og det til trods for at 85 % af lederne og 60 % af underviserne mener, at det kan styrke kvaliteten af undervisningen, når team samarbejder om at evaluere den.
”Det er godt, at man ude på erhvervsskolerne har taget fat på at samarbejde om undervisningen, men et stærkt samarbejde om undervisningen handler om mere end at udveksle undervisningsmaterialer og forberede undervisningsforløb,” understreger EVA’s områdechef for ungdomsuddannelse Camilla Hutters.
I undersøgelsen giver EVA gode råd til et mere udviklende samarbejde om undervisningen. Erhvervsuddannelsernes ledere rådes bl.a. til at sikre, at teamene prioriterer samarbejde om både forberedelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Underviserne selv anbefales bl.a. at drøfte i deres team, hvordan de kan bruge data om undervisningen på en systematisk måde, og at undersøge om de kan gennemføre undervisning sammen.
”Når vi lægger så stor vægt på, at samarbejdet om undervisningen bør styrkes, er det fordi den type samarbejde kan være med til at kvalitetssikre og videreudvikle undervisningen. Forskning viser, at et godt teamsamarbejde kan styrke undervisningens kvalitet og på den måde være med til at gøre erhvervsuddannelserne til et mere attraktivt uddannelsesvalg for de unge. Derfor er det vigtigt, at skolerne gør alt hvad de kan for at have et velfungerende og udviklende teamsamarbejde,” forklarer Camilla Hutters.