Evaluering af forsøg: Sådan får vi flere til at gennemføre en SOSU-uddannelse

12-12-2025
Artikel Ungdomsuddannelse

Frafaldet fra SOSU-uddannelser er højt, og vi mangler mange medarbejdere i faget både nu og fremover, når vi får endnu flere ældre. EVA har evalueret tre indsatser, der skal komme frafaldet til livs, for Styrelsen for Kvalitet og Undervisning (STUK).

Omkring hver anden elev falder fra SOSU-uddannelserne – og samtidig stiger behovet for medarbejdere markant i takt med, at vi får flere ældre medborgere.

Nu har EVA evalueret tre metoder til at mindske frafaldet, som er blevet afprøvet på landets SOSU-skoler. Indsatserne handler om alt fra simulation af virkelige arbejdssituationer til målrettet sprogstøtte. Resultaterne er lovende – men viser også, at det tager tid at ændre på praksis.

Indsatserne er en del af et nationalt forsøgs- og udviklingsprojekt, der skal styrke gennemførelsen på SOSU-uddannelserne, og de er søsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Indsatserne er blevet afprøvet på landets SOSU-skoler, og pilotskolernes erfaringer skal være med til at kvalificere det videre arbejde.

”Erfaringerne med simulation og sprogstøtte er relevante at bruge i det videre arbejde med at styrke gennemførelsen på SOSU-uddannelsen,” siger chefkonsulent Marie Seliger, der står bag evaluering af pilotafprøvningen.

Simulationer af virkeligheden gør eleverne mere trygge

Fire skoler har arbejdet med at bruge simulationsforløb, hvor eleverne sammen med lærer og oplæringsvejleder afprøver realistiske arbejdssituationer i trygge rammer på skolen eller oplæringsstedet. Via virkelighedsnære scenarier og ved brug af figuranter eller plejedukker øver eleverne sig på virkeligheden og lærer af både at spille selv og observere.
Evalueringen viser, at simulation er en lovende metode – men datagrundlaget er for småt til at sige noget sikkert om effekten på frafald endnu.

”Eleverne føler sig mere trygge ved overgangen fra skole til praksis og oplever bedre sammenhæng mellem teori og oplæring. De får også konkrete redskaber til at tackle udfordringer. Også lærere og vejledere oplever, at simulation styrker forbindelsen mellem skole og praktik,” siger Marie Seliger.

Som en elev siger i evalueringen:

”På hovedforløbet deltog vi i en simulation om demens. Jeg havde ingen tidligere erfaring inden for dette område, og derfor var det en meget lærerig oplevelse. Vi har selvfølgelig læst en del om demens i bøgerne, men det er noget helt andet at opleve, hvordan det kan være. Fx fik vi mulighed for at afprøve metoder som spejling, og jeg oplevede, at de faktisk også virker i virkeligheden.”

Kompetenceudvikling af lærere

Den anden indsats for at forebygge frafald er kurser til lærerne i, hvordan de i det daglige kan give sprogstøtte til eleverne, der mangler dansksproglige kompetencer. Den indsats er der fem SOSU-skoler, der har arbejdet med. Kompetenceudviklingen har haft fokus på sprogudviklende metoder og et ressourcesyn på eleverne.

Erfaringerne er, at både lærere og oplæringsansvarlige oplever, de har fået bedre forudsætninger for at tilbyde sprogudviklende undervisning og oplæring – men til gengæld kan evalueringen ikke sige noget om betydningen for eleverne, fordi lærerne ikke har haft mulighed for at bruge de nye kompetencer endnu inden for projektets tidshorisont.

Sprogstøtte løfter elevernes dansksproglige færdigheder

Eftersom næsten halvdelen af SOSU-eleverne har dansksproglige vanskeligheder, er den tredje indsats for styrket gennemførelse også helt afgørende:

Fem skoler har arbejdet med en særlig model for sprogstøtte til elever, som ikke har dansk som modersmål. Indsatsen bestod i dels en sprogscreening af alle elever, der ikke har dansk som modersmål, og efterfølgende ugentlig sprogstøtte af eleverne i både skole- og oplæringstid.

Evalueringen viser, at sprogstøtten opleves som relevant og brugbar ift. elevernes uddannelse og individuelle behov, og at elever og lærere vurderer, at støtten bidrager til at styrke elevernes dansksproglige færdigheder. Eleverne selv giver desuden udtryk for, at de er meget glade for sprogstøtten, og at dens placering i undervisnings-/oplæringstiden har positiv betydning for deres motivation og mulighed for at deltage.

Som en del af aftalen ”om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til vores sundhedsvæsen og ældrepleje” er SOSU-skolerne forpligtet til at yde sprogstøtte til eleverne gennem hele uddannelsen (Børne- og Undervisningsministeriet, 2024). I forbindelse med dette forsøgs- og udviklingsprojekt, som STUK har igangsat, har skolerne fået midler til at afprøve en specifik variant af sprogstøtte.

Fakta om de tre afprøvede indsatser

De tre indsatser er udvalgt på baggrund af en kortlægning foretaget af EVA i 2024. Kortlægningen bygger på eksisterende viden samt input fra STUK og SOSU-skolerne.

Simulation som det tredje læringsrum

Denne indsats består af et struktureret simulationsforløb, hvor SOSU-elever træner realistiske arbejdssituationer i trygge rammer – enten på skolen eller på oplæringsstedet. Forløbet gennemføres i et samarbejde mellem undervisere og oplæringsvejledere og har til formål at styrke overgangen mellem teori og praksis. Indsatsen er afprøvet på fire skoler.

Kompetenceudvikling af undervisere og oplæringsvejledere

Indsatsen er et kompetenceudviklingsforløb til lærere og oplæringsvejledere med fokus på sprogudviklende undervisning. Formålet er at ruste læreres og oplæringsvejlederes evne til at støtte elever, som ikke har dansk som modersmål, i både skole og oplæring. Indsatsen er afprøvet på fem skoler.

Sprogstøtte til elever, som ikke har dansk som modersmål

Denne indsats omfatter systematisk sprogscreening af elever, der ikke har dansk som modersmål, samt efterfølgende målrettet sprogstøtte til dem, der har behov. Sprogstøtten tilbydes igennem hele uddannelsen, i både skole- og oplæringsperioderne. Formålet er at styrke elevernes faglige deltagelse og øge deres mulighed for at gennemføre uddannelsen. Indsatsen er afprøvet på fem skoler.

Fakta om evalueringen

  • Evalueringen bygger på både kvalitative og kvantitative data:
    Interview med ledere, lærere, oplæringsvejledere, elever og dansk som andetsprog-ansvarlige (DSA-ansvarlige) fra 14 SOSU-skoler
  •  Elevdata om deltagere i simulationsindsatsen og sprogstøtteindsatsen
  •  Skriftligt materiale fra skolerne om indsatsernes indhold, omfang og omkostninger

Relateret indhold

Foto af Marie Seliger
Marie Seliger
Chefkonsulent
Ungdomsuddannelse