Flere undervisere kan styrke undervisningen, men er ikke en garanti for kvalitet

18-08-2025

Artikel Grundskole

Når to eller flere underviser sammen, kan det åbne op for mere praktisk, varieret og inkluderende undervisning. Men flere undervisere giver ikke i sig selv øget kvalitet. Det kræver en målrettet organisering og praktisering af samarbejdet.

En lærer og en pædagog, en lærer og en vejleder, en lærer og en ufaglært medarbejder. Skoler anvender i stigende grad samundervisning, hvor undervisningen varetages af to eller flere undervisere.

Hver uge underviser hver anden folkeskolelærer mindst én gang sammen med en anden lærer – og hver fjerde gør det sammen med en pædagog.

I en ny undersøgelse har EVA set nærmere på, hvordan forskellige former for samundervisning kan se ud i de danske klasselokaler, og hvilke muligheder de forskellige former for samundervisning har. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse samt observationer og interviews med lærere, skolepædagoger, elever og skoleledere på seks skoler.

Flere undervisere er ikke garanti for kvalitet

Skolerne oplever, at samundervisning skaber muligheder i undervisningen, som man ikke i samme grad har, når man underviser alene. Det kan bl.a. åbne op for mere praktisk og varieret undervisning, det kan styrke mulighederne for at differentiere, og det kan medvirke til, at elever med særlige behov bedre kan inkluderes i almenundervisningen.

Men flere undervisere i klassen er ikke i sig selv garanti for disse potentialer, der kan være vanskelige at realisere i skolehverdagen.

En vellykket samundervisning stiller derfor krav til både ledelse og undervisere.

”Flere undervisere i klassen giver ikke i sig selv øget kvalitet. Det, der har betydning for kvaliteten af samundervisningen, er, hvordan samarbejdet organiseres og praktiseres. En vellykket samundervisning kræver, at underviserne er engagerede i deres samarbejde, og at samundervisningen er koblet op på en fælles fokuseret og tilrettelagt indsats,” siger Thomas Rørbeck Nørreby, chefkonsulent på EVA.

Fire typer af samundervisning

Samundervisning bliver organiseret og praktiseret på mange forskellige måder med forskellige undervisningssammensætninger og forskellige formål.

Samundervisning består ofte af en lærer, der har det primære ansvar for klasseledelsen og undervisningen, og ’en ekstra underviser’, hvis rolle kan variere.

I undersøgelsen identificeres fire forskellige roller, som ’den ekstra underviser’ typisk indtager i samundervisning: assistenten, støttepersonen, medunderviseren og specialisten.

Fire roller den ekstra underviser typisk indtager

Assistenten: Assistenten har en mere passiv rolle i undervisningen sammenlignet med den primære underviser og kender typisk ikke til planen for undervisningen på forhånd. Assistenten har derfor begrænset indflydelse på undervisningens indhold og struktur. I stedet bidrager assistenten primært med praktisk hjælp og med at håndtere forstyrrelser, der opstår undervejs. Det kan fx dreje sig om at hente materialer til undervisningen eller løse pludseligt opståede konflikter.

Støttepersonen: Støttepersonens primære funktion er at sikre, at elever med særlige behov får den nødvendige hjælp til at deltage i undervisningen og lærer det, de skal. Ligesom assistenten har støttepersonen begrænset indflydelse på undervisningens forløb og aktiviteter. Støttepersonen har dog sammenlignet med assistenten en mere aktiv rolle og større indflydelse i forhold til de elever, som har det svært i undervisningen.

Medunderviseren: Medunderviseren fungerer som en jævnbyrdig partner til underviseren og har en aktiv rolle i både planlægningen og udførelsen af undervisningen. De tager begge del i klasseledelsen og betragter klassens udvikling som et fælles anliggende. Det betyder, at de begge er med til fx at planlægge, hvilke læringsmål de gerne vil stille op for undervisningen, og hvilke aktiviteter de gerne vil prioritere. De to undervisere bidrager ikke nødvendigvis med den samme viden og de samme kompetencer, men de har begge mulighed for at bringe deres kompetencer ligeligt i spil.

Specialisten: Specialisten bidrager med specialiseret faglig viden og indtager en aktiv rolle i at forme undervisningens indhold og metoder. Formålet med samarbejdet er typisk, at specialisten skal kvalificere og sætte en særlig retning for undervisningen, hvilket giver specialisten en særlig myndighed i forhold til specifikke, strategiske indsatser i undervisningen. Rollen som specialist kan fx indtages af en AKT-vejleder, som sætter særlig fokus på social trivsel i klassen, eller en læsevejleder, som igangsætter et forløb, der skal udvikle elevernes sprog- og læsefærdigheder.

Rollerne bidrager forskelligt til undervisningen og giver dermed mulighed for forskellige typer af samundervisning, fortæller Thomas Rørbeck Nørreby.

”Vores undersøgelse viser, at det ikke altid er relevant at stræbe efter en idealiseret form for samundervisning med formålet om at løfte eleverne både fagligt og socialt og samtidig skabe inkluderende læringsmiljøer. Det vigtige er, at der er overensstemmelse mellem forventningerne til, hvad samundervisningen skal kunne, og undervisernes muligheder for at udføre den samundervisning i praksis,” forklarer Thomas Rørbeck Nørreby.

Rammerne for samundervisning er afgørende

De praktiske rammer og organiseringen af undervisningen er afgørende for, hvilken type samundervisning der er mulig. Rammerne har nemlig betydning for, hvilke roller underviserne kan indtage, og dermed hvilke muligheder de har for at bidrage til undervisningen. For eksempel kræver nogle roller ingen eller minimal fælles forberedelse, mens fælles forberedelse er en forudsætning for andre roller.

Hvorfor kalder vi det samundervisning?

Når vi taler om samundervisning, mener vi den undervisning, der udføres, når skoler anvender tolærer- eller tovoksentimer, udfører co-teaching, bruger vejledertimer i undervisningen eller vælger at tilknytte en lærervikar, praktikant eller ufaglært som en ekstra underviser i en time.

Vi ser et behov for at introducere begrebet samundervisning for at finde én hensigtsmæssig fællesbetegnelse for de forskellige undervisningspraksisser, der udfolder sig dagligt i danske klasselokaler, når to eller flere undervisere er til stede.

Det gør vi, fordi eksisterende begreber som tolærerordning og tovoksenundervisning har nogle uheldige medbetydninger. Tolærerordning udelukker tilstedeværelsen af fx en pædagog, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, idet der ofte er en pædagog med, når undervisningen varetages af flere undervisere. Begrebet tovoksenundervisning undlader at beskrive, at undervisningen oftest varetages af fagprofessionelle. Samtidig er der ingen af de to begreber, der kan bruges til at beskrive en fælles undervisning, hvor der er flere end to undervisere til stede.

Ifølge Thomas Rørbeck Nørreby er det derfor vigtigt, at der er overensstemmelse mellem formålet med samundervisning – hvad det er for nogle faglige, sociale eller praktiske behov, som skal imødegås – hverdagspraktikken – hvilke hensyn der skal tages til skemalægning, resurseprioriteringer og akut opståede behov - og organiseringen af undervisningen - hvem der skal undervise sammen, hvor systematisk samarbejdet skal være, og hvorvidt der skal være tid til fælles forberedelse.

”Der kan opstå frustrationer, hvis intentionen er at styrke inklusionen af elever med særlige behov, men den ekstra underviser enten ikke har specialpædagogiske kompetencer eller ikke får mulighed for at anvende sine specialpædagogiske kompetencer, fordi der ikke er sørget for fælles forberedelsestid, og vedkommendes rolle derfor reduceres til en assistentfunktion. Omvendt kan det være spild af resurser at anvende samundervisning med en medunderviser med fælles forberedelsestid, hvis intentionen er at støtte en lærer, der skal undervise en klasse med lav motivation en torsdag eftermiddag, hvor eleverne typisk er ved at løbe tør for energi,” siger Thomas Rørbeck Nørreby.

Undersøgelsen skal derfor give skolerne et bedre grundlag for at arbejde med samundervisning, forklarer Thomas Rørbeck Nørreby:

”Forhåbningen er, at skolerne kan bruge undersøgelsen til at kvalificere deres samundervisning og blive mere bevidste om, at der findes forskellige typer af samundervisning, som alle kan være gode, men som bidrager med noget forskelligt. Samtidig håber vi, at det kan være et bidrag til den politiske debat om, hvorvidt skolerne i højere grad skal arbejde med samundervisning fremadrettet,” siger Thomas Rørbeck Nørreby.