Praksisfaglighed skal ikke være et ekstra indslag
En central erfaring fra projektet er, at forståelsen af praksisfaglighed har betydning for, hvordan arbejdet får plads i undervisningen. Det kan være nærliggende at se praksisfaglige elementer som et ekstra indslag – som noget, man “putter oven på” den rigtige undervisning. Når praksisfaglighed får den rolle, bliver det også lettere at nedprioritere, når tiden er knap, eller når andre hensyn presser sig på.
Når det derimod lykkes at arbejde med praksisfaglige elementer som en integreret del af den faglige undervisning, bliver det praktiske ikke noget ekstra eller et afbræk fra faget, men en måde at styrke elevernes forståelse af det faglige stof. Det kan fx være, når elever i matematik arbejder med målinger, som de skal bruge til at undersøge en konkret problemstilling, eller når elever i dansk arbejder med et produkt, der kræver, at de træffer bevidste sproglige og formidlingsmæssige valg.
Den forskel er vigtig. For hvis praksisfaglighed primært forstås som variation eller krydderi, bliver den let løsrevet fra det faglige formål. Forstås den derimod som en måde at arbejde fagligt på, bliver den lettere at prioritere i den almindelige undervisning.
Derfor kan et vigtigt første skridt være at drøfte, hvordan man vil arbejde med praksisfaglighed. Fra et kommunalt perspektiv kan det handle om dialog med skoleledelserne om skolernes erfaringer, potentialer og barrierer. Lokalt på skolerne kan det handle om at skabe et fælles sprog for, hvornår praktiske aktiviteter bidrager til elevernes faglige forståelse og ikke blot til variation.
I projektets første fase blev det således tydeligt, at det ikke altid giver sig selv, hvordan undervisningen kan være både praktisk og faglig på samme tid. Det peger på en væsentlig didaktisk pointe: Praksisfaglig undervisning handler ikke bare om at finde på praktiske aktiviteter. Det handler om at udvikle undervisning, hvor de praktiske aktiviteter er valgt, fordi de kan understøtte elevernes forståelse af det faglige stof. I projektet gik lærerne derfor på opdagelse i, hvor de kunne få øje på deres fag i hverdagen, og hvordan praktiske aktiviteter kunne kobles til faglige mål i dansk og matematik.
Kompetenceudvikling skal tage udgangspunkt i lærernes egen undervisning
En anden vigtig erfaring er, at kompetenceudvikling i praksisfaglig undervisning med fordel kan tage afsæt i det, der er det egentlige: lærernes egen undervisning.
Da projektet blev sat i gang, var ambitionen ikke alene at give lærerne ny viden om praksisfaglighed. Ambitionen var, at lærerne skulle udvikle undervisningsforløb, som kunne lade sig gøre i en travl skolehverdag, og som lærerne kunne se som en del af den undervisning, de alligevel skulle gennemføre – også når undervisningen skulle understøtte elevernes faglige progression og forberedelse til prøverne.
Derfor blev udviklingen af konkrete undervisningsforløb et fælles tredje i projektet. Lærerne fik ny viden, idéudviklede på kompetenceudviklingsgangene, afprøvede praksisfaglige idéer i deres egen undervisning, vendte erfaringerne med kollegaer og didaktikere og justerede forløbene undervejs. Senere afprøvede andre lærere de samme forløb og bidrog med yderligere erfaringer og justeringer.
Det betyder ikke, at udviklingsarbejdet var enkelt, eller at alle afprøvninger lykkedes. Det kunne fx være svært at komme i gang, og nogle idéer var lettere at få til at fungere i undervisningen end andre. Men en styrke ved modellen var, at lærerne arbejdede med praksisfaglig undervisning i deres egne klasser og inden for de rammer, der kendetegner deres konkrete hverdag. Det var i arbejdet med at planlægge, afprøve og justere undervisningen, at de didaktiske spørgsmål blev tydelige: Hvor er fagligheden i aktiviteten? Hvad skal eleverne lære? Og hvordan understøtter læreren elevernes faglige refleksioner undervejs?
Det vigtige arbejde sker også mellem kursusgangene
Erfaringerne fra projektet peger på, at det kan være en hjælp, når der er noget, der fastholder opmærksomheden mellem de formelle kompetenceudviklingsgange i en travl skolehverdag.
I projektet blev der derfor arbejdet med prøvehandlinger. Det kunne være små afprøvninger i et undervisningsforløb, en aftale om at vende en erfaring eller undren med en kollega eller en afprøvning af et af de forløb, der blev udviklet i projektet.
Der blev også udarbejdet køreplaner med forslag til, hvad forvaltning, skoleledere og lærere kunne gøre undervejs i projektet for at fastholde fokus. For lærerne handlede det blandt andet om ”mellemrumsarbejde” mellem kompetenceudviklingsgangene. For lederne kunne det handle om at forventningsafstemme med de lærere, der deltog i kompetenceudviklingen, sætte praksisfaglighed på dagsordenen på skolen og følge op på, hvordan lærerne kunne bringe erfaringerne i spil lokalt. Undervejs i projektet blev der desuden afholdt tre konferencer, hvor projektets lærere og ledere på tværs af kommunerne kunne hente inspiration og udveksle erfaringer med praksisfagligt arbejde.
Kompetenceudvikling og skoleudvikling må tænkes sammen
Den samlede erfaring fra projektet er, at praksisfaglig undervisning – som det også gælder for anden udvikling af undervisning i fagene – både er et didaktisk og et organisatorisk udviklingsarbejde.
I projektet var der mange aktører omkring udviklingsarbejdet. EVA stod for projektledelse, analyse, vidensopsamling og formidling, og kommunerne indgik i den tværgående projektledelse. Absalon og UCL bidrog med fagdidaktisk ekspertise, kompetenceudvikling og udvikling af undervisningsforløb i samarbejde med lærerne, mens skoleledere og lærere deltog i den lokale udvikling og afprøvning. Det betød, at arbejdet med praksisfaglig undervisning blev en del af en større fælles indsats, som flere aktører var med til at fastholde.
Projektets organisering var omfattende, og andre kommuner og skoler vil naturligvis skulle finde former, der passer til deres lokale rammer. Den mere generelle pointe er, at fælles retning og tydelig organisering har betydning, hvis man vil udvikle en ny undervisningskultur. Når arbejdet kobles til en bredere dagsorden på skolen og i kommunen, bliver praksisfaglighed ikke alene den enkelte lærers projekt. Det bliver noget, flere har ansvar for at understøtte og fastholde.