Danskundervisning, hvor eleverne tolker tekster og øver mundtlig fremstilling ved at fremføre Karen Blixen-fortællinger for de ældre på det lokale plejehjem. Matematikundervisning, hvor eleverne skal bygge et nyt højbed til skolen og arbejde med geometri, konstruktion og næringskredsløb.
Begge eksempler handler om praktisk undervisning i skolen, som der er kommet meget fokus på i skolen i de senere år som en undervisningsform, der i højere grad kan aktivere og motivere eleverne.
Nu viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), at praktisk opgaveløsning – fx i form af at eleverne laver et produkt, deltager i en fysisk aktivitet eller arbejder med et forsøg - p.t. fylder mindre i udskolingen, i fag som dansk og matematik og i klasser med mange elever med faglige og sociale udfordringer.
Fylder mindst i fag som dansk og matematik
I undersøgelsen har over 500 lærere bl.a. svaret på, hvor stor en del af deres undervisning der indebærer praktisk opgaveløsning for deres elever. Lærerne vurderer, at praktisk opgaveløsning i gennemsnit fylder 38 % af undervisningen i 2. klasse, 41 % af undervisningen i 6. klasse og blot 24 % af undervisningen i 9. klasse.

