Variation i undervisningen kan være med til at styrke elevernes faglige engagement og lyst til at lære, fordi variation tilgodeser, at eleverne i en klasse har forskellige forudsætninger og interesser. Og så kan variation vække elevernes nysgerrighed på ny, hvis de er begyndt at finde undervisningen ensformig.
Sådan siger forskningen om variation i undervisningen, og sådan siger både lærere og elever også i en indledende undersøgelse, som EVA har foretaget på mellemtrinnet, og som er med at til at danne grundlag for notatet. EVA har tidligere set på viden om og erfaring med variation som en motiverende faktor i undervisningen i udskolingen. Sammen med Fremfærd Børn (KL, DLF og BUPL) sætter EVA nu fokus på betydningen af at variere undervisningen på mellemtrinnet – og mulighederne for at gøre det.
Elevers motivation på mellemtrinnet er faldet over de seneste 10 år
Mens tidligere undersøgelser har peget på elevernes manglende motivation i udskolingen, viser den seneste nationale trivselsmåling fra Børne- og Undervisningsministeriet, at elevernes motivation ser ud til at falde allerede på mellemtrinnet. Mens 37 % af eleverne på mellemtrinnet i 2014/15 finder undervisningen spændende ”tit” eller ”meget tit”, er andelen i 2023/24 nede på 26 %. Fra tidligere undersøgelser ved vi, at ensformige skoledage er en del af forklaringen på, at eleverne mister lysten til at lære.
Hvordan kan lærerne skabe meningsfuld variation i undervisningen?
Samtidigt oplever lærerne, at det kræver mere at engagere og motivere eleverne end tidligere, og at eleverne har større forventninger til afveksling i undervisningen. Så hvordan kan lærerne gribe den opgave an, det er at variere undervisningen, så den motiverer eleverne og samtidigt giver mening i forhold til fagligt indhold og de rammer og den organisering, den enkelte skole har?
Nyt notat samler erfaringer og pointer fra forskningen
I et nyt vidensnotat opsamler EVA viden fra forskningen og erfaringer fra en række lærere. Notatet giver overblik over, hvorfor variation er et centralt greb i arbejdet med at motivere alle elever og giver indblik i en række konkrete eksempler på variation i undervisningen. Fx fortæller en lærer, hvordan en aktivitet med et cykelhjul pludselig udvikler sig til en motiverende time med masser af cykler i klassen og engagerede elever, fuldt optagede af geometriske former. Og forskningen udpeger, hvordan skemaets opbygning, prioriteret ledelsesstøtte og teamsamarbejde kan få stor betydning for lærerens mulighed for at skabe variation i undervisningen.
Første skridt i et udviklingsprojekt med fokus på motivation på mellemtrinnet
Notatet er et af de første skridt i et udviklingsprojekt, der også inkluderer et aktionslæringsforløb, hvor lærere på skoler rundt om i landet skal undersøge og afprøve, hvordan man kan tilrettelægge en skoledag, et undervisningsforløb eller en lektion med mere varierede undervisningsformer. Notatets pointer danner afsæt for det videre arbejde med at understøtte motivation hos elever på mellemtrinnet.