1. Se alle forældre som en ressource – også de udsatte
En positiv, åben og anerkendende tilgang til forældrene er helt afgørende, også selv om forældrene har svært ved at tage del i samarbejdet og ikke selv er opsøgende i forhold til skolen. Skolen kender nemlig kun til en del af barnet og de sociale kontekster, barnet indgår i, og hjemmet og forældrene spiller derfor en vigtig rolle i forhold til forståelsen af det hele barn og barnets udvikling. Lærere og ledere på de seks skoler ser alle forældre som samarbejdspartnere, selv om deres bidrag i visse tilfælde kan være reduceret til at sørge for, at barnet kommer i skole.
2. Sig tingene, som de er
En del af den anerkendende tilgang er at forholde sig til de problematikker, der kan være omkring et barn. Svære ting kommer man let til at væve rundt om eller sige for hårdt, men det er vigtigt at kommunikere direkte og præcist. En lærer fortæller, at hvis man starter med at sige en masse positivt for at slutte af med ”men det går ikke så godt,” kan det være svært for forældrene at forholde sig til, hvad der egentlig er vigtigt. Der er ingen modsætning mellem at være opsøgende i forhold til forældrenes ønsker og at sige tingene, som de er. Andre lærere forklarer, hvordan de sørger for at kommunikere løsningsorienteret ved fx at indlede dialogen med at spørge forældrene om hjælp til at forstå og løse problemet i en konkret situation.
3. Tilpas samarbejdet til de enkeltes behov
Hjemmebesøg, ekstra matematikundervisning på forældremødet, så forældrene kan hjælpe deres børn med lektielæsning, eller en telefonopringning for at minde om en aftale. Lærerne tilpasser skole-hjem-samarbejde til forældrenes behov og forudsætninger. Og de går gerne langt i deres bestræbelser på at involvere og engagere de udsatte forældre. En lærer, der i en periode har sms’et til en mor om morgenen, når hendes datter ikke var kommet i skole, forklarer: ”Det gør man ikke over for alle, men i specielle tilfælde.”
4. Brug mundtlig kommunikation
Telefonen er i mange tilfælde lærernes foretrukne kommunikationskanal, når de skal i kontakt med udsatte forældre. Mailkorrespondance kan blive misforstået og tager tid, fordi den kræver meget præcise beskrivelser. Mange lærere oplever desuden, at den telefoniske kontakt er mere ligeværdig, personlig og mindre formel – og at den derfor bedre kan bruges til at tage problemer i opløbet. Som en lærer siger: ”Det, der går godt, kan man tage på en sms eller på intra. Det, der er svært, må man tage telefonisk.”
5. Sæt i banken
Skolen er den professionelle part i samarbejdet og den, der skal følge op på en dialog eller et forløb. Mange lærere kontakter således forældrene, når det går bedre efter en svær periode med deres barn, så forældrene ikke føler, de kun er i dialog med skolen, når noget er vanskeligt. Nogle lærere bruger bevidst ros for at hjælpe dialogen på vej og forebygger gennem positiv dialog og kontakt, at der på sigt kan opstå problemer. De taler om at ”sætte i banken” eller ”sætte ros ind på kontoen” som en måde at opbygge en god samarbejdsrelation mellem lærere og forældre.
6. Vær vedholdende
Lærerne holder fast i den positive tilgang, også når samarbejdet er under pres, og forældrene egentlig ikke har ressourcerne til at indgå som partnere. Til tider strækker de sig så langt, at de i kortere perioder for at få hverdagen til at fungere kompenserer for dele af forældrerollen, ved fx at sørge for, at en elev får morgenmad eller har vinterstøvler at tage på, når det er koldt.
7. Brug hinanden
Lærerne på de seks skoler involverer i udpræget grad både hinanden og ressourcepersoner som fx AKT-lærere, inklusionsvejledere og socialrådgivere, i samarbejdet med udsatte forældre. De deler erfaringer og bruger deres kolleger til fx at holde fokus på den positive forældredialog og det positive syn på barnet, når de selv synes, det kan være vanskeligt. Ledelsen på alle seks skoler er tilgængelig og bakker synligt op om samarbejdet. Fx har en skoleleder valgt hver tirsdag at servere morgenkaffe i skolegården for at skabe rum for den uformelle snak med forældre.
8. Sæt ord på grænserne
Mens nogle lærere synes, det er fint at sms’e med forældre om aftenen, kan andre føle det grænseoverskridende. Når dialogen med udsatte forældre ofte går gennem personlig og direkte kontakt som fx sms og telefon, bliver det mindre klart, hvor grænsen for lærerens involvering går. Skoleledelsen har derfor en vigtig opgave i at sikre, at man i medarbejdergruppen får diskuteret skole-hjem-samarbejdet og mere konkret får stillet skarpt på fx grænserne for skolens indgriben i familiens privatsfære og brugen af sms.
Hvem er de udsatte forældre?
Begrebet dækker over forældre som af fx sociale, kulturelle og/eller sproglige forhold er udsatte. Det kan fx være, at de ikke læser dansk, er analfabeter, har dårlige oplevelser fra egen skoletid, er ordblinde, mangler socialt overskud eller er misbrugere af alkohol eller stoffer.