Indlægget var bragt i Skolemonitor den 20. oktober 2025.
Af Thomas Rørbeck Nørreby, chefkonsulent, EVA.
Hver anden folkeskolelærer underviser mindst én gang om ugen sammen med en anden lærer, og hver fjerde gør det sammen med en pædagog.
Der er tale om en tendens, hvor skolerne har et stigende fokus på at få flere undervisere ind i klasselokalerne i jagten på at styrke fagligheden og skabe et mere inkluderende klasserum.
På EVA kalder vi den type undervisning for samundervisning.
Også flere kommuner prioriterer flere undervisere i undervisningen. Senest har Københavns Kommune afsat næsten 400 millioner kroner til samundervisning i dansk og matematik i 8. og 9. klasse.
Tanken er, at samundervisningen skal løfte undervisningen og sikre, at flere elever består afgangsprøverne.
Udviklingen har rod i en grundantagelse om, at to undervisere er bedre end en. Og det er der sådan set også belæg for at antage.
Både dansk og international forskning viser, at samundervisning kan øge trivslen hos eleverne, styrke deres faglige læring og samtidig skabe deltagelsesmuligheder for elever med særlige behov. Den udbredte prioritering af samundervisning er derfor nem at forstå.
Men før vi forelsker os alt for meget i samundervisning, er der to vigtige sandheder, som vi skal se i øjnene. Den ene er, at samundervisning kan tage sig ud på mange måder, og den anden er, at to undervisere i sig selv ikke skaber bedre undervisning.
Vilkår og forventninger skal gå hånd i hånd
Vi får altså ikke automatisk bedre undervisning, blot fordi der er to undervisere i klassen. Vi skaber et potentiale for bedre undervisning, men at indfri det i praksis er langt fra nogen nem øvelse. Det viser en ny EVA-undersøgelse.
Årsagerne til, at man ikke lykkes med sin samundervisning, kan være mange. Nogle gange handler det om det, der foregår inde i selve klasselokalet, hvor især samarbejdet mellem underviserne kan udfordre.
Det kan for eksempel handle om, at man på forhånd ikke har fået afstemt, hvem der gør hvad, eller at den ene underviser oplever at blive tiltænkt en uønsket rolle.
Andre gange kan udfordringerne opstå uden for klasselokalet i arbejdet med at organisere samarbejdet. Her handler det især om, at ledelsen ikke får sikret overensstemmelse mellem forventningerne til samundervisningen og undervisernes muligheder for at udføre den i praksis.
Så hvordan arbejder man som skole med at sikre overensstemmelse mellem formål, organisering og praksis i samundervisningen?
Og hvordan kan en nuancering af forståelsen af det at have to eller flere undervisere bidrage til dette arbejde? Det har vi forsøgt at give et bud på ved at beskrive fire arketypiske roller, som den ekstra underviser indtager – assistenten, støttepersonen, medunderviseren og specialisten.
Rollebevidsthed kræver tid, øvelse og dialog
Beskrivelsen af de fire roller viser, hvordan handlemulighederne og bidragene til undervisningen er forskellige, afhængigt af hvilke roller den ekstra underviser indtager.
På den måde viser vi også, at der ikke findes én type samundervisning, som løser alle udfordringer. Det er forskellige typer af samundervisning, der er brug for, når man vil skabe et mere inkluderende læringsmiljø i 6.b, give tysklæreren en hjælpende hånd i en enkelt lektion efter spisepausen i 3.a eller sætte gang i et forløb om læsning i 2.c.
En kvalificeret anvendelse af samundervisning handler om at skabe rammer for og kompetencer til at bruge netop dén type samundervisning, der passer til formålet og eleverne.
Lærere og pædagoger skal have mulighed for at udvikle deres fælles praksis og blive dygtige til at arbejde sammen og indtage forskellige roller i samundervisningen.
Det kræver tid, øvelse og faglig dialog – og det kræver, at der er opbakning og tydelig prioritering fra ledelse og kolleger.
Det er vigtigt at have for øje, når der afsættes midler til mere samundervisning. Kvaliteten kommer ikke af sig selv, og vi løfter ikke kvaliteten alene ved at sørge for, at der er to undervisere i klassen i stedet for en.