Indlægget blev bragt i Uddannelsesmonitor 13. maj 2025
Af Kristine Hecksher, chefkonsulent, EVA
Regeringen har netop nedsat ekspertgruppen for den kommende epx, som skal give bud på, hvordan indhold og form af den nye uddannelse skal se ud.
På EVA har vi lige afsluttet en undersøgelse af læringsmiljøet og den professionsrettede undervisning på den 2-årige hf, som kaster lys over, hvilke værdifulde erfaringer fra hf der kan bruges i udviklingen af den nye erhvervs- og professionsrettede ungdomsuddannelse: epx.
EVA’s undersøgelse af hf belyser særligt to spørgsmål, som er vigtige i arbejdet med at udvikle epx:
Hvordan skaber vi inkluderende læringsmiljøer for en mangfoldig elevgruppe? Og hvordan kan undervisningen styrke elevernes indsigt i og motivation for professionsuddannelser?
Hf lykkes med inkluderende læringsmiljøer
Når det handler om, hvordan en uddannelse kan skabe et motiverende læringsmiljø for elever med meget forskellige faglige og personlige forudsætninger, viser EVA’s undersøgelse, at man på hf har værdifulde erfaringer med særligt tre faktorer.
For det første kan vi tage ved lære af hf’s evne til at prioritere relationsarbejdet. Hf-lærerne er dygtige til relationsarbejde, og eleverne fremhæver særligt, at lærerne møder dem med respekt og en anerkendende tilgang. Det skaber en tryg ramme for elever, hvor mange har haft udfordringer og dårlig lærerkontakt i tidligere skoleforløb.
For det andet skal vi huske på vigtigheden af arbejdet med klassedannelse og fællesskaber. Det er også noget, hf har et stærkt fokus på: Hf-eleverne oplever, at deres klasser er støttende og inkluderende, hvilket har stor betydning for deres trivsel og motivation. Stærke klassefællesskaber understøtter elevernes læring og engagement i undervisningen.
Den sidste faktor handler om en inkluderende og motiverende undervisning. På hf er undervisningen inkluderende og tager højde for, at eleverne har forskellige faglige forudsætninger og forskellige grader af motivation. Undervisning, der er differentieret og kobler viden til praksis, er et vigtigt greb til at motivere og engagere eleverne.
Hf har haft sværere ved professionsretningen
Et andet vigtigt formål med epx’en er, at den, som hf, skal være professionsrettet, altså tydeligt koblet til professionsuddannelser og erhverv – både for at motivere og afklare eleverne. Men det formål har været sværere for hf at leve op til.
EVA’s undersøgelse viser, at kun hver tredje hf-lærer mener, at deres undervisning i nogen eller høj grad er rettet mod bestemte erhverv som fx pædagog eller sygeplejerske. Derimod foregår ”professionsretningen” mest i projekter og praktikforløb, og er som sådan ikke noget, der gennemsyrer undervisningen.
Disse tre områder bør prioriteres
EVA’s undersøgelse viser, at der er tre forhold, der har gjort arbejdet med professionsretningen på hf svært: Manglende fokus på professionsretningen i læreplaner og prøveformer, manglende tid og kompetencer hos undervisere til udvikle professionsrettede undervisningsaktiviteter og svære vilkår for samarbejdet med eksterne parter som virksomheder og uddannelser.
Så hvis man med epx’en skal lykkes med professionsretningen, er de tre forhold vigtige at prioritere.
For det første bør uddannelsens ”stilads” – fx læreplaner, eksamensformer og undervisningsaktiviteter – sætte en klar retning for professionsretningen dels til underviserne og dels så eleverne oplever en tydelig kobling mellem undervisningen og professionerne.
For det andet bør samarbejdet med omverdenen i form af erhvervsliv og kommuner/regioner på den ene side og professionsuddannelser på den anden side tages alvorligt. Det kræver tid og ressourcer til at udvikle samarbejder, så eleverne kan komme i kontakt med praksisnære problemstillinger og opleve en meningsfuld kobling mellem teori og praksis.
For det tredje skal lærernes kompetencer udvikles, så de har redskaber og støtte til reelt at integrere professionsretning i deres undervisning. Det kan ske gennem efteruddannelse, erfaringsudveksling og samarbejde med eksterne partnere, ligesom det mere blandede lærerværelse på epx ideelt set også vil kunne bidrage til det.
Det bliver spændende at følge ekspertgruppens arbejde med at forme epx’en. Her håber vi, at erfaringerne fra hf – både de stærke sider og de udfordringer, som EVA’s undersøgelse har vist – bliver taget med i udviklingen.