DEBAT

Hvem skal have ansvar for elevfordeling?

17-03-2019

Elevfordelingen på de gymnasiale uddannelser er pilskæv. Det store spørgsmål er, hvordan vi skal rette op på den.

Indlægget har været bragt i Politiken d. 17. marts 2019

Af Camilla Hutters, chef for ungdomsuddannelse og Mia Uth Madsen, seniorkonsulent, begge Danmarks Evalueringsinstitut, EVA

Elevfordeling på gymnasierne er et varmt emne. Regeringen har netop nedsat en ekspertgruppe, der skal se på området. Og problemet er reelt.

Derfor kommer der her en række ideer og overvejelser, som ekspertgruppen kan tage med i det videre arbejde.

Sidste år gennemførte Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, en undersøgelse af udviklingen i elevsammensætningen på de almene gymnasier og hf i perioden 2009 til 2017 set i forhold til elevernes herkomst, sociale baggrund og karakterer fra grundskolen. Undersøgelsen viste, at forskellene på de enkelte uddannelsesinstitutioners elevsammensætning er vokset ganske betragteligt i perioden.

De største forskelle på elevgrupperne findes omkring de store byer, hvor der ligger mange uddannelser tæt på hinanden, men også i landområderne er forskellene flere steder vokset. Forskning på området viser, at en skæv sammensætning af elever kan have indflydelse på elevernes faglige præstationer via den såkaldte kammeratskabseffekt.

Den skæve elevfordeling synes at have en selvforstærkende effekt. For eksempel er der en tydelig tendens til, at elever med dansk baggrund bevidst søger væk fra gymnasier med mange elever med udenlandsk baggrund.

Konsekvensen er, at de mindst søgte institutioner optager en stadig svagere elevgruppe. Det er derfor også elevflugt, der skal bekæmpes, hvis der skal skabes en mere jævn elevsammensætning på landets gymnasier.

Den optimale model for elevfordeling kan det være svært at finde, for der er mange ting i spil: økonomi, elevernes interesser, geografi mv. EVA's undersøgelse peger imidlertid på nogle områder, som det er vigtigt at se nærmere på, hvis der skal skabes en bedre elevfordeling.

EVA's undersøgelse viser, at 95 procent af de unge, der søger en gymnasial uddannelse, får opfyldt deres første ønske.

Det kan give anledning til at spørge, om der overhovedet er et problem? Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er et udtryk for reel valgfrihed eller for, at de unge strategisk søger mod det gymnasium, hvor de er sikre på at få plads. I dag optager de populære gymnasier nemlig kun elever, der har søgt institutionen som første prioritet.

Det tilskynder de unge til alene at prioritere den institution, som de er helt sikre på at komme ind på - og ikke til, at de opererer med flere prioriteter. Derfor er det oplagt at se på, om flere prioriteter, hvor ansøgere reelt bliver afprøvet på dem alle, ville give mere fleksibilitet i forhold til at fordele eleverne.

Taxametermodellen og de selvejende gymnasier gør det lidet attraktivt for de populære gymnasier at afgive ' deres' elever til de mindre søgte skoler. I stedet er det fristende blot at oprette flere klasser.

For at imødegå dette er mulighederne for at fastsætte kapacitetsloft for nylig blevet styrket; det bliver spændende at følge, om det løser problemerne.

Men der er noget grundlæggende uhensigtsmæssigt ved, at man overlader fordelingen af eleverne - og i mange tilfælde også kapacitetsfastlæggelsen - til gymnasierne selv i stedet for til en uvildig part.

Under alle omstændigheder kan det virke en smule uforståeligt, at man overlader fordelingen af eleverne til gymnasierne selv i stedet for til en instans, som kan tage samfundsmæssige hensyn.

Hvis man alligevel ønsker at fastholde skolernes ansvar for elevfordelingen, vil det være oplagt at øge det økonomiske incitament til at optage en mangfoldig elevgruppe. Her kunne en justering af det sociale taxameter være et oplagt redskab.

Derudover bør man kaste et blik på brugen af profilgymnasier og særlige studieretninger: I dag er det især populære gymnasier som Rysensteen og Aurehøj, der har glæde af disse ordninger. Her kan et greb være i højere grad at tildele mindre søgte skoler en mulighed for at dyrke en særlig profil, som kan hjælpe til at skabe tiltrækkende læringsmiljøer.

Det nuværende samarbejde er ikke forpligtende: Der er ingen sanktionsmuligheder, hvis en skole ikke følger beslutninger truffet i fordelingsudvalget. Derfor er det oplagt at se på, om ikke fordelingen kan varetages af en instans, der tager samfundsmæssige hensyn på tværs af et optageområde. Tidligere har regionerne været nævnt som en mulig varetager af fordelingsopgaven.

Én ting er at fordele de mange gymnasieelever, en anden ting er at sikre, at eleverne forbliver på den institution, de har fået plads på. Her er det helt afgørende, at eleverne fra start får en stærk tilknytning til den institution, de bliver optaget på.

Får de ikke det, vil risikoen for, at de søger mod en anden institution, der har (eller pludselig får) plads, være stor.

Derfor skal der arbejdes målrettet med fastholdelse og integration af elever allerede fra den dag, de tildeles en plads.

For uanset hvilken model der fremover vælges for elevfordelingen, skal den give mening for eleverne. Ellers er der risiko for, at de stemmer med fødderne.

Relateret indhold

Mia Uth Madsen
Chefkonsulent
Ungdomsuddannelse