Indlægget var bragt i Politiken 18. september under overskriften "Ny viden når ikke ud i børnehaven".
Af Af Signe Bohm, chef for dagtilbudsområdet hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Det er en vigtig opgave, der hviler på vores dagtilbud. Betydningen af at gå i et godt dagtilbud er stor og strækker sig ud over hverdagen og langt ind i det enkelte barns fremtid. Den viden forpligter os til at sikre, at alle vores dagtilbud gør en positiv forskel. Hvis vi skal lykkes med at skabe dagtilbud af høj kvalitet, kræver det, at vi udnytter al den viden, vi har om, hvad der skal til for at skabe læringsmiljøer, der giver børnene de bedste muligheder for at lære, udvikle sig og trives.
Forskning inspirerer til udvikling af den pædagogiske praksis. Det siger de pædagoger, daginstitutionsledere og pædagogiske konsulenter, der har deltaget i EVA’s nye undersøgelse Forskningsinspireret pædagogisk praksis. Kvaliteten af det pædagogiske arbejde højnes, når det pædagogiske personale evner at omsætte faglig viden til praksis. Det viser andre undersøgelser også, bl.a. SFIs undersøgelse Daginstitutionernes betydning for børns udvikling. Der er også stigende politisk fokus på at knytte pædagogisk praksis tættere sammen med pædagogisk forskning.
Tilmed udgives der også markant mere forskning om dagtilbudsområdet i Skandinavien nu end tidligere. Selvom forskningen stadig er langt mindre omfangsrig end på skoleområdet, så er der sket et forskningsboom i børns læring, og tendensen er stigende. Det viser kortlægningen af skandinavisk dagtilbudsforskning, som årligt gennemføres i et samarbejde mellem EVA, det svenske Skolverket og det norske Utdanningsdirektoratet, der sammen står bag forskningsdatabasen Nordic Base of Early Childhood Education and Care.
Alligevel viser EVA’s nye undersøgelse, at - på trods af alle parters velvilje og forståelse for forskningens betydning for børnene - når forskning ikke ud til praksis. Hver tredje pædagog og hver fjerde kommunale pædagogiske konsulent oplever nemlig ikke, at de har tilstrækkeligt kendskab til, hvad der eksisterer af faglig viden på daginstitutionsområdet. Både pædagoger og de pædagogiske konsulenter ser dog sig selv som ansvarlige for at fremme en vidensbaseret pædagogisk praksis.
Men skal forskning og anden faglig viden nå ud til den pædagogiske hverdag, er særligt 3 forhold vigtige. For det første skal adgangen til viden lettes. Det skal gøres lettere for institutionerne at finde relevant viden, gøres nemmere for dem at vurdere kvaliteten af viden og sidst men ikke mindst skal forskning formidles på en let tilgængelig måde.
Men det er ikke nok at lette adgangen til viden. Der er også brug for at understøtte den proces, hvor viden bliver koblet til pædagogernes egen praksis. Her viser EVA's undersøgelse, at fælles drøftelser blandt det pædagogiske personale gør, at institutionerne får sat ord på, hvordan viden giver mening i deres pædagogiske kontekst. Netop den pædagogiske kontekst er afgørende for pædagoger og daginstitutionsledere. Forskning skal gerne knytte sig til deres hverdag – enten i form af emner, institutionen er optaget af, eller en særlig udfordring de står med. Det gør det mere motiverende og dermed lettere at bringe viden i spil.
Endelig skal der fokus på at skabe de rette betingelser. Det er en balancegang mellem struktur og fleksibilitet. På den ene side bidrager planlægning i hverdagen til en brugbar struktur til at bringe viden i spil. På den anden side må planlægningen heller ikke blive for rigid, så der ikke længere er plads til, at pædagogerne kan gribe børnene i det, de er optaget af i nuet.
Når pædagogerne inddrager forskning er det oftest, fordi det er noget, de selv brænder for. Deres personlige engagement har langt større betydning for, at de inddrager faglig viden, end at kommunen fx igangsætter et indsatsområde, som kun hver tredje pædagog i høj grad bliver motiveret af.
Når pædagogerne får kendskab til faglig viden, er det oftest fra deres kolleger, og typisk i forbindelse med et personalemøde eller en pædagogisk dag. Kun 25 % af pædagogerne oplever at få faglig viden fra pædagogiske konsulenter, hvis opgave også indebærer at understøtte hele dagtilbudsområdet i kommunen fagligt. Derimod ser 94 % af de pædagogiske konsulenter sig selv som ansvarlige for at sikre, at institutionerne inddrager en sådan viden.
Over halvdelen af de pædagogiske konsulenter oplever, at de ikke har tilstrækkelig tid til at søge efter faglig viden. 72 % oplever heller ikke, at der i deres kommuner er velegnede kommunikationsveje til at understøtte brug af faglig viden i daginstitutionerne. På trods af at 74 % af konsulenterne siger, at forvaltningen har et krav om, og 98 % oplever en forventning fra kommunens side om, at daginstitutionerne inddrager faglig viden.
Der er et stort udviklingspotentiale i at skabe bedre rammer for dialogen mellem pædagogiske konsulenter og daginstitutioner, så forskning når ud i praksis - til glæde for børnenes trivsel, læring og udvikling – og faktisk også samfundsøkonomien. Der er med andre ord behov for at få styrket videnskulturen, så det er naturligt for både kommunale forvaltninger, pædagoger, daginstitutionsledere at opsøge og anvende viden. Det kan ikke løses hver for sig i hver enkelt institution, men kræver et samarbejde mellem den politiske ledelse, forvaltningsledelse, pædagogiske konsulenter og pædagogiske ledere – for det er et fælles ansvar.
Der er altså ikke nok med gejst og motivation, hvis forskning skal blive til en mere rodfæstet del af den pædagogiske praksis. Motivationen er der. Forskningen er der. Potentialet er der. Det bliver bare ikke udnyttet til fulde - endnu.