Mads på 2 som har det svært derhjemme, bliver krammet og skiftet og vasket hos sin dagplejer. Han får ro og tryghed og måske ekstra opmærksomhed og hjælp til at lege med de andre børn. Det er rigtig godt for Mads. Men det er ikke nok hvis dagplejeren for alvor skal hjælpe Mads med at klare sig i dagtilbud, skole og videre frem gennem livet. Så skal dagplejeren nemlig også tænke i læring. Og det er ikke nødvendigvis en rolle dagplejeren kan se sig selv i – slet ikke hvis hun føler hun bliver pålagt et arbejde med læreplaner som andre har defineret.
Hvis børn skal klare sig
Bente Jensen har forsket i dagplejens muligheder for at gøre en forskel for udsatte børn og i dagplejernes forhold til omsorg og læring.
Hendes forskningsprojekt har strakt sig over to år og omfatter foruden en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 dagplejere også interviews med 22 dagplejere og 6 dagplejeledere. Bente Jensen konstaterer at man i arbejdet med de udsatte børn både skal stimulere børnene intellektuelt og styrke deres sociale relationer:
”Vi ved fra international forskning at de børn der klarer sig på trods af deres vanskelige sociale vilkår, er børn der både er blevet intellektuelt stimuleret gennem daginstitutioner eller andre former for interventionsprogrammer og har gode relationer til andre. Så hvis dagplejen kun fokuserer på relationsarbejdet og udvikling af sociale kompetencer, så kommer de udsatte børn til at mangle den del der handler om læring,” siger Bente Jensen.
Læring strider mod selvforståelse Men et er børnenes behov. Noget andet er hvordan man så arbejder med det i dagplejen. Og her deler vandene sig. Mens nogle dagplejere oplever kravet om læring som en del af deres egen faglige udvikling og gerne vil bruge læreplaner til at arbejde systematisk med børnenes sprog, motorik osv., er der andre som ikke ser det læringsperspektiv de pædagogiske læreplaner er udtryk for, som hørende hjemme i dagplejen. Det hænger blandt andet sammen med at dagplejen traditionelt har fungeret som et hjem i stedet for det hjem som barnet ikke kan være i om dagen fordi mor og far arbejder eller af andre grunde har brug for pasning.
Der har været fokus på den hjemlige dimension, hvor deltagelse i hjemlige gøremål har en værdi i sig selv og derfor ikke bliver tænkt sammen med læringsmuligheder. Og hvis man i dagplejen har det som sit mål at skabe et miljø for barnet der er ”næsten lige så godt som hjemme”, og hvor arbejdet udspringer af hverdagens forløb, så kan læreplaner med krav om at sætte fokus på bestemte læreplanstemaer føles fremmede og måske endda i modstrid med dette mål, siger Bente Jensen.
”Dagplejerne giver fx udtryk for at læreplansarbejdet er for svært, at de ikke har tid, eller at det er for firkantet at skulle arbejde efter en læreplan.”
Ikke nødvendigvis modsætning mellem læring og omsorg
En vigtig pointe fra forskningsprojektet er dog at den modsætning mellem hverdagspædagogikken og arbejdet med læreplaner som nogle dagplejere oplever, har godt af at blive udfordret. Faktisk behøver den slet ikke at være der:
”Mange af de dagplejere der ved projektets start mente at læreplansarbejdet stod i modsætning til at følge det enkelte barns behov og interesser, ændrede holdning undervejs da de fik diskuteret indholdet i deres arbejde med andre dagplejere, og gav efterfølgende udtryk for at de ikke længere så de to ting som værende i modstrid med hinanden,” forklarer Bente Jensen.
Dagplejernes forbehold over for at arbejde struktureret med læring ligger i at det opleves som noget fremmed og noget der er bestemt udefra, og at dagplejerne ofte ikke føler sig inddraget. Dagplejerne har stor viden og mange idéer som de kommer frem med i mindre grupper som fx netværk mellem dagplejerne. Men de mangler måske modet til at sige hvad de mener, når de sidder i lidt større fora som fx på et personalemøde. Hvis man skal styrke dagplejernes evne til at tage imod og løfte særligt de udsatte børn, er det vigtigt at inddrage dagplejernes egne visioner og tage deres behov for at blive inddraget i alle faser af arbejdet med læreplaner alvorligt.
I forskningsprojektet fremhævede dagplejerne netop behovet for at få mulighed for at drøfte ikke bare indholdet af læreplanerne, men også deres betydning for arbejdet i dagplejen. Og her kan netværk virkelig gøre en forskel, konstaterer Bente Jensen:
”Det at drøfte sit arbejde med andre dagplejere sætter refleksioner i gang som giver nye perspektiver og inspiration til andre måder at gå til arbejdet på. Netværksarbejde og et mere tydeligt samspil dagplejepædagoger og dagplejere imellem vil skabe udvikling – for dagplejerne selv, for de udsatte og andre børn.”