Artikel

Man forskelsbehandler da drenge og piger

01-02-2011
Artikel Dagtilbud for børn

Drenge bliver oftere hjulpet i tøjet. De bliver også oftere skældt ud. Men højrøstede piger bliver hurtigere tysset på end drenge – også selv om pædagogerne oplever at de behandler de to køn helt ens. Det viser en undersøgelse fra forskeren Christian Eidevald.

Når børnene kæmper med flyverdragterne i garderoben, er der større sandsynlighed for at de får hjælp hvis de er drenge end hvis de er piger. Til gengæld blander pædagogerne sig hurtigere når to piger råber højt eller slås om et stykke legetøj end når to drenge gør det. Selv om drengene generelt får flere skældud.

En ny undersøgelse af svenske Christian Eidevald viser at pædagogerne behandler børnehavebørn vidt forskelligt, afhængigt af deres køn. At de ubevidst tillægger kønnene forskellige egenskaber og dermed fremmer nogle egenskaber hos drengene og andre hos pigerne.

”Alle vil gerne møde det enkelte barn på det enkelte barns præmisser. Men i praksis viser det sig at vi tillægger drenge og piger forskellige egenskaber og derfor ubevidst møder dem med forskellige forventninger til hvad der er det naturlige og bedste for dem. Det gælder i den måde vi taler til dem på, den måde vi spiser med dem på, og den måde vi griber ind i deres lege på,” siger Christian Eidevald.

Årets mest downloadede

Christian Eidevalds forskningsprojekt er på rekordtid blevet det mest downloadede fra Högskolan för lärande och kommunikation i Jönköping i Sverige hvor han er lektor og dr. phil. i pædagogik. Og det har overrasket ham hvor stor interesse der er for projektet der oprindeligt ikke skulle handle om køn, men om at dokumentere børns læreprocesser. Men da Christian Eidevald rykkede ud med sit videokamera, så han at kønnet var afgørende for hvordan pædagogerne var sammen med børnene. Og derfor valgte han i stedet i sit forskningsprojekt at dokumentere hvornår og hvordan man gør forskel.

Undersøgelsen fandt sted i to institutioner i grupper med tyve 3-5-årige. Det ene sted var man i forvejen meget opmærksom på at behandle kønnene lige. Det andet sted havde man ikke specifik opmærksomhed på det, men følte man gjorde det. Begge steder blev man dog overraskede over Christian Eidevalds observationer. Fx viste det sig at når børnene i garderoben fik hjælp til at tage deres flyverdragter på uden at de havde bedt om det, var det i tre ud af 65 tilfælde en pige der fik hjælp, og i 62 ud af 65 tilfælde en dreng. Og i situationer med fri leg hvor pædagogerne oplevede et behov for at gribe ind og skælde ud, var det i tre ud af fire tilfælde drengene, der måtte stå for skud. Til gengæld blev pigerne hyppigere bedt om at dæmpe sig selv om de beviseligt var mindre højlydte end drengene.

Drenge får andre spørgsmål end piger

Også i forhold til måden man talte til børnene på, var der forskel, fortæller Christian Eidevald med et eksempel fra spisesituationerne.

”Drengene blev typisk spurgt om ting de kunne svare på med enstavelsesord: ’Vil du have pølse? Vil du have mælk? Vil du have brød?’ Mens pigerne blev bedt om at beskrive hvad de ønskede. Afhængigt af hvordan man opfatter sprogstimulering, kan man sige at pædagogerne favoriserede enten drengene eller pigerne. Drengene fik et stort passivt ordforråd, men lærte ingenting i forhold til at udtrykke sig.”

Men, kunne man spørge, behandler pædagogerne ikke bare børnene forskelligt fordi der faktisk er forskel på hvad de har brug for?

”Jeg mener ikke at der ikke er forskel på kønnene. Og at det også er vigtigt at forske i disse forskelle. Men den forskning som hele tiden har forskellen på kønnene i fokus, er med til at legitimere diskrimination. Når man klumper folk og siger at drenge er vilde og piger er tidligt modne, er man med til at presse drengene og pigerne ind i faste skabeloner for hvordan man opfører sig. Når man konsekvent hjælper drengene hurtigere i tøjet så de hurtigere kan komme ud på legepladsen, sørger man også for at det altid er dem der får de bedste cykler osv. Man begrænser pigernes muligheder for at tage for sig, samtidig med at man begrænser drengenes muligheder for at sidde ned og tage det roligt,” siger Christian Eidevald.

Voksne former barnets senere muligheder

Han håber at hans forskningsprojekt kan hjælpe os til at indse at vi som voksne og pædagoger er med til at forme de muligheder børn har senere i livet.

”Piger skal kunne opføre sig som ledere og larme – de skal se at det er en mulighed, ligesom det er en mulighed at sidde stille og lege med perler. Og drengene skal opleve at det er i orden ikke hele tiden at være dem der går forrest og råber højt, men at det er acceptabel adfærd at stille sig i baggrunden. Begge køn skal kunne vælge forskellige positioner,” siger forskeren.

Få den frie leg ned fra piedestalen

Men hvordan gør man så det? Det er Christian Eidevald i skrivende stund ved at undersøge nærmere. Men en af måderne er i første omgang at hive den frie leg ned fra den piedestal hvor skandinaviske pædagoger for mange år siden har sat den op.

”Fri leg er i virkeligheden ikke så fri. De voksne overlader godt nok magten til barnet, men fungerer alligevel i barnets periferi som en slags kontrolinstanser der griber ind når barnet overskrider nogle regler. Og de regler varierer fra drenge til piger,” siger Christian Eidevald der dog ikke er imod fri leg. Den er bare blevet romantiseret, og det skal man holde op med, mener forskeren.

”I stedet skal man som pædagog være aktiv i det der sker, følge barnets tanker og stille spørgsmål der peger i nye retninger, også i forhold til lige muligheder for de forskellige køn.”

Minitjek: Hvor kønne er vi?

  • Hvor ofte hjælper vi drengene i tøjet i garderoben i forhold til pigerne?
  • Hvor tit griber vi ind i en konflikt blandt drenge? - og blandt piger?
  • Hvordan stiller vi spørgsmål til henholdsvis drenge og piger?

Læs rapporten og formidlingsmaterialerne

En del af:

Køn i dagtilbud

Dina Celia Madsen
Områdechef
Dagtilbud for børn