1. Sørg for, at alle børnene deltager
Når Clara på fem år er bange for at løbe slalom ind og ud mellem sine kammerater i børnehaven, må pædagogen sørge for, at Clara kommer til at deltage i aktiviteten på en måde, som hun er tryg ved. Det fortæller Hanne Værum Sørensen, der i sin ph.d.-afhandling har undersøgt bevægelsespraksis i to almindelige børnehaver og en idrætsbørnehave.
Hendes afhandling viser, at det er vigtigt for det pædagogiske udbytte af aktiviteterne, at pædagogerne formår at inkludere alle børn. Det kræver, at man arrangerer aktiviteterne, så alle børn får mulighed for at deltage på en måde, der passer til dem. Hanne Værum Sørensen mener, man kan nå langt ved at tænke i alternative deltagelsesformer for de børn, som har brug for et ekstra kærligt skub for at deltage.
”Det er en del af barnets dannelsesproces, opdragelse og den sociale udvikling, at der er nogle aktiviteter, hvor alle børn skal deltage. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til, hvis et barn har en dårlig dag, men det må ikke være sådan, at vi per automatik siger ’du kan bare sidde og kigge på’, hvis et barn ikke vil deltage i aktiviteten. Nogle børn skal måske have et ekstra kram eller skal være dem, der står sammen med pædagogen og råber ’alle mine kyllinger, kom hjem’ første gang. Det skal der også være plads til,” siger hun.
2. Vær rollemodel, og leg med
Hanne Værum Sørensen fandt i sit studie af børnehavernes praksis, at det har stor betydning for kvaliteten af bevægelsesaktiviteterne og børnenes mulighed for at udvide deres bevægelsesrepertoire, at pædagogerne er kropslige rollemodeller. Hvis man vil gøre det til en naturlig ting for børnene at deltage i bevægelsesaktiviteterne, må man selv lege med.
”Børn gør ikke, som vi siger, de skal – de gør, som vi gør. Hvis pædagogerne sidder stille og observerer børnene, vil børnene gerne være sammen med dem om det. Hvis pædagogerne er aktive og viser, at det er dejligt, sjovt og rart at bevæge sig, så smitter det af på børnene, for så synes de, bevægelsesaktiviteterne er sjovere. Hvis børnene skal hoppe på et ben, skal pædagogen vise, hvordan man gør, samtidig med at hun fortæller det. På den måde bruger pædagogen flere tilgange til børnenes opmærksomhed, og det er en stor kvalitet,” siger Hanne Værum Sørensen.
3. Fokusér på bevægelsesglæde
Bevægelsesglæde er et nøgleord, hvis der skal være god kvalitet i de fysiske aktiviteter. Særligt i idrætsbørnehaven oplevede Hanne Værum Sørensen et fokus på bevægelsesglæde, der også gennemsyrede de pædagogiske læreplaner og hverdagen. Når institutionernes fokus og pædagogernes uddannelse var særligt rettet mod bevægelse, formåede pædagogerne at få nogle børn med, der måske ellers ville trække sig.
”Pædagogerne havde et stort fokus på børnenes oplevelse af kropslig succes og i det hele taget det at have kroppen med i aktiviteterne. De formåede at styre aktiviteterne, så det blev en god oplevelse. Bevægelsesglæde var et centralt fokusområde, og andre pædagogiske mål som fx skoleforberedelse blev så vidt muligt inkorporeret i bevægelsesaktiviteterne. Deres fokus var mere kropsligt end skolastisk,” siger hun.
4. Støt barnets bevægelsesparathed
Det er vigtigt, at børnene er parate til at være fysisk aktive, fx ved at have tøj på, der er rart for børnene at bevæge sig i. Når børn ikke er ældre end i børnehaven, er det ifølge Hanne Værum Sørensen pædagogernes opgave at sørge for, at de har det rigtige tøj på.
”Det er ikke op til børnene selv at sørge for, at de får skiftet tøj, så de ikke har den stramme nederdel eller ballerinaskoene på. Vi skal huske dem på at få tøj på, der er godt at bevæge sig i, at få tisset af og at få lidt at drikke. Ellers står børnene måske og hopper lidt og mærker, at nu skal de egentlig tisse, og så bliver aktiviteten forstyrret, og barnet bliver forstyrret i sin deltagelse,” siger hun.
5. Skab gode rammer for bevægelse
Selv om de voksenstyrede bevægelsesaktiviteter spiller en vigtig rolle, er det værd at huske på, at den største del af børns fysiske aktivitet ofte finder sted i deres egen ikke-voksenstyrede leg. Derfor er det vigtigt, at man i institutionen minimerer begrænsningerne for børnenes egen frie fysiske udfoldelse, fx i form af regler eller indretning.
Udendørs kan det være af sikkerhedshensyn, at der er regler, som begrænser børnenes fysiske udfoldelse – fx at man ikke må kravle højt op i træerne eller gynge med stylter på. Hanne Værum Sørensen oplever, at når pædagogerne viser børnene, at de har tillid til, at børnene kender deres egne grænser, tør børnene mere.
”Selvfølgelig skal vi sørge for et forsvarligt indrettet miljø, men når vi har gjort det, skal der være steder, hvor børnene kan prøve sig selv af, klatre højt op og springe langt ned. Børn har ret til at hænge med hovedet nedad. Når pædagogerne lader børnene gøre mange ting – fx cykle op og ned ad bakker, gå på stylter i sandkassen og gynge med dem på – tør børnene mere, end hvis de ved, at de voksne er nervøse for dem. Samtidig har børnene tillid til, at hvis det bliver virkelig farligt, så skal pædagogerne nok sige til. Hvis de falder, så slår de sig måske lidt, men de overlever og er blevet en vigtig erfaring rigere,” siger hun.