Børnemagt nu!
Sådan lød et slagord i 70’erne for børnebevægelsen, der arbejdede for, at alle børn skulle have maksimal indflydelse på eget liv. Og selv om der er et godt stykke vej fra 70’ernes slagord til det, der i dag foregår i landets dagtilbud, er det overordnede formål det samme som dengang – at give børnene mulighed for at opleve at have indflydelse på deres dagligdag.
Børn ved godt, hvem der bliver hørt
Men hvordan oplever børnene selv deres mulighed for at komme til orde? Det har den norske forsker Mari Pettersvold undersøgt. I et studie, baseret på interviews med 41 femårige i fire børnehaver, afdækker hun, at det demokratiske fællesskab ikke er lige tilgængeligt for alle. Helt overordnet er det børnenes vurdering, at de voksne bestemmer. Og det har børnene det fint med, så længe de oplever, at reglerne er retfærdige. Men, viser studiet, børnene konstaterer samtidig, at nogle børn har lettere ved at få indflydelse på reglerne end andre. Og nogle børn har lettere ved at omgås reglerne end andre.
“Børn ved godt, hvem der bliver hørt, og hvem der ikke bliver hørt. De ved, at man må være god til at sige de rette ting på det rette tidspunkt, hvis man skal være med til at bestemme,” siger Mari Pettersvold.
Kaptajner og småchefer
I det norske studie kalder de voksne de indflydelsesrige børn for “kaptajner” eller “småchefer”. Børnene selv beskriver, at disse kaptajner har til opgave at “bestemme lidt, snakke sammen og blive enige.” Ser man nærmere på, hvem der får rollen som “kaptajner”, er det oftest de ældre børn og som regel børn med et veludviklet sprog.
Den danske professor Stig Broström, der i mange år har forsket i børns deltagelse, forklarer:
“Vi kan se af vores videoobservationer, at de børn, der fungerer bedst i en rundkreds fx til samling, er de børn, der har et sprog og har noget at fortælle om,” siger Stig Broström, der også peger på, at børn, der kommer fra ressourcestærke hjem, har lettere ved at gøre sig gældende.
Opdagelse frem for opdragelse
Men hvordan kan man så konkret gøre det? Pettersvold siger:
“Der er to måder at deltage på. Enten kan man pålægge børnene, at de skal lære at opføre sig demokratisk. Eller man kan skabe situationer, som inviterer til at deltage. I stedet for at fortælle, hvad der er det rigtige at gøre, kan man skabe et rum, som det er muligt for alle at tage del i, så børnene oplever, at de har brug for fællesskabet, og at problemer kan løses i fællesskabet,” siger Pettersvold, der dog erkender, at det er lettere sagt end gjort.
Broström giver et eksempel fra den pædagogiske dagligdag. Han beskriver, hvordan en pædagog forberedte en samling ved at tale med en pige, der normalt var meget stille. Pigen havde været på ferie hos sin farmor og lært nogle ord på fransk. Til samlingen opfordrede pædagogen hende til at lære de andre børn at sige ord som “merci” og “oui”.
Med pædagogens hjælp kom hun i rampelyset og blev hjulpet til øget selvværd og status. Hun blev inddraget, så hun kom tættere på at kunne få en position, hvor hun kan få indflydelse, ” siger Stig Broström.
Demokrati er noget, man øver sig i
Pettersvold vurderer, at de demokratiske processer også kan styrkes ved at involvere hjemmet og invitere forældrene ind i arbejdet med dem, så børnene også derhjemme øver sig i fx at tage ordet og gøre sig gældende.
“Man skal involvere forældrene, som du involverer børnene – ved at opfordre til at skabe situationer derhjemme, hvor børnene fremstår på andre måder, end de plejer,” siger Mari Pettersvold.
Hun slutter af:
“Demokrati er noget, man øver sig i. Børn skal lære, at de gerne må gøre modstand, og at det er en del af demokratiet at være uenige. Man skal ikke vokse op og fortsætte et helt liv som “hemmelig agent.”