Forskeren Martha Karrebæk troede, at hun skulle lave et studie af en lille dreng, der ved at lege med sine kammerater i børnehaven lærte dansk og blev glad og socialt accepteret. I stedet fik hun gennem videoobservation over ni måneder dokumenteret, at det kan være en præstation i sig selv at deltage i en leg. At det kan være benhårdt, hvis man ikke har de nødvendige kompetencer. Og at et barns position i legen også afhænger af de andre børns indbyrdes positioner. Det er vigtig viden, som man som pædagog – og forælder – har mulighed for at bruge konstruktivt.
Medicinen prutter
Martha Karrebæks forskningsartikel ”It farts” (Den prutter) stiller skarpt på en legesituation i en børnehave. Tre femårige drenge leger tandlæge. De giver en patient medicin og mandeparfume. Noget af medicinen siger pruttelyde, deraf titlen på Martha Karrebæks artikel. En lille dreng, Suliman, stiller sig hen til drengegruppen. Han er omkring halvandet år yngre og har gået kortere tid i børnehaven end de andre. Højt siger han: ”Jeg har hue på”.
Suliman gentager beskeden flere gange. Men de andre drenge tager ikke notits af ham. Først da en af de andre drenges, Sørens, medbestemmelse i legen er truet, drager han Suliman ind og giver ham lov til at være patient. Men kun for en kort bemærkning. Så snart Søren har genvundet sin position og ret til at bestemme, finder de tre drenge på en ny leg. Og Suliman er igen udenfor. Martha Karrebæk konkluderer, at det er kompliceret at blive socialiseret i børnehaven via leg.
Leg er dybt alvorlig
Leg er ikke nødvendigvis et rart sted at være. Det kan være godt og udviklende at lege, men det er også et rum, hvor der er noget på spil. Det er ikke et magtfrit rum, men et rum, hvor vi både har noget at vinde og tabe. Og det er trist for de børn, der altid ender i den sorte gryde. De børn kan få ar, som de bærer med sig videre i skolen og i livet, konstaterer forskeren.
Voksne kan arbejde bevidst med børnenes leg
Men hvad kan man som pædagog gøre for at støtte og styrke børnenes udvikling gennem leg? Ditte Winther-Lindqvist, adjunkt ved Aarhus Universitet, har forsket i børns leg. Hun mener, at det handler om at være kritisk overfor, hvad børn kan forvente at få ud af legen.
Leg er ikke altid god, udviklende og sjov for børn. Man er ikke sikker på at udvikle sig alsidigt, hvis man konstant er hunden eller babyen. Og man kan sagtens glide igennem et år i et dagtilbud på den måde. Nogle gange skal man derfor være ekstraordinært til stede som voksen for at arbejde bevidst med børnenes leg.
Det nytter at sætte tid af til observation
Men hvad betyder det konkret? Et vigtigt første skridt er at sætte tid af til at observere børnenes leg, konstaterer Ditte Winther-Lindqvist. For det er her, man får vigtig viden om, hvordan de interagerer med hinanden. En anden indsats er at sætte aktiviteter i gang, hvor man får skabt rum for det barn, som ellers kan have svært ved at indgå i en gruppe.
Det hjælper ikke bare at sige til en gruppe børn, at de skal tage et barn med, de ikke har lyst til at lege med. Så bliver barnet bare lygtepælen. Den pædagogiske opgave ligger i at udse sig den gruppe, som barnet har størst chance for at blive inkluderet i. Og at hjælpe børnene til at finde lege, de kan lege sammen.
Legemiljøet gør en forskel
Endelig peger Ditte Winther-Lindqvist på, at man kan hjælpe legen på vej ved at skabe et godt legemiljø. Fysisk og kulturelt. Hun forklarer:
Det fysiske legemiljø handler om rummet – er der stole, tæpper, plads? Er der rodet? Er der overskueligt? Rart? Nye spændende ting at lege med eller kun noget, man kender? De fysiske steder har konsekvenser for børnenes måde at være sammen på, fortæller Ditte Winther-Lindqvist.
Hjælp børnene til fælles fortællinger
Det kulturelle legemiljø handler til gengæld om børnenes evne til at finde fælles fodslag i en leg. At de har en fælles klangbund at lege ud fra, kan man ikke tage for givet. Og man kan gøre en stor forskel ved at hjælpe børnene med at finde fælles fortællinger, lyder det fra Ditte Winther-Lindqvist.
I 2005, når jeg lavede observationer om onsdagen, vidste jeg, at alle havde set Lille Nørd i tv om tirsdagen. Sådan er det ikke længere. I dag har børnene i højere grad brug for, at pædagogen går ind som legeleder og træner dem i forskellige ”legemanuskripter” som fx ”vi-går-til-bal”, ”sørøvere”, ”klæd-ud-leg.” Tit handler det om bare at sætte børnene i gang. Så kan de efterfølgende lege i timevis, siger Ditte Winther-Lindqvist.
Fri leg ikke altid lykken
Både hun og Martha Karrebæk mener, at der er behov for at være mere opmærksom på, hvad der giver legen værdi, end man traditionelt har været i danske daginstitutioner.
Vi har altid vægtet leg højt. Og leg er enormt vigtig for børnenes udvikling. Men fri leg er ikke altid lykken for alle børn. Børn har behov for voksne – også mere end det daglige kvarter til samlingen. Det betyder ikke, at voksne skal bruge timer hver dag på at sidde på gulvet og lege. Det synes de jo også er kedeligt. Men de skal bruge de pædagogiske redskaber, de har, til at hjælpe børnene på vej i deres leg, slutter Ditte Winther-Lindqvist.