"Vi tager ansvar for gode relationer." "Vi favner mangfoldighed og skaber grobund for fællesskaber." Det er eksempler på principper for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem i et dagtilbud i en kommune. Og det er principper som disse, som forældrebestyrelser i dagtilbud landet over enten er i gang med eller skal til at forholde sig til. Ligesom bestyrelserne skal inddrages i, hvordan dagtilbuddet kan samarbejde med lokalsamfundet som en del af arbejdet med den pædagogiske læreplan.
Dagtilbudsloven giver nemlig forældrebestyrelsen en større rolle end før. Hvilket kan ses som et udtryk for, at forældrene i stigende grad betragtes som ressourcer og medspillere i barnets hverdag i dagtilbuddet. Det vurderer Søren Laibach Smidt fra Københavns Professionshøjskole. Han har i mange år forsket i det gode forældresamarbejde og er blandt andet medforfatter til bogen "Forældresamarbejde, der virker".
"Forældre har en unik viden. Når den bliver delt med dagtilbuddet, skaber det øget sammenhæng for barnet, hvilket betyder øget tryghed og trivsel. Der er kommet en større forståelse for, at forældresamarbejdet er en vigtig faglig indsats, og at kvalitet i dagtilbud er kendetegnet ved et tæt forældresamarbejde," siger Søren Smidt.
Forældre vil gerne bidrage mere
Og det er altså det samarbejde, som forældrebestyrelsen som det nye har mulighed for at opsætte principper for. På en måde, så det er meningsfuldt og skaber værdi for både forældre og børn. Hvilket ikke nødvendigvis er nemt.
"Mine undersøgelser viser, at der i en del institutioner er forældre, som synes, at de godt ville gøre noget mere. De vil gerne bidrage. Men det er personale, ledelse og bestyrelse, der skal lægge rammerne for, at det bliver muligt," siger Søren Smidt.
Hans pointe bakkes op af en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, Samarbejde mellem forældre og daginstitutioner (2016), som viser, at cirka halvdelen af forældrene (i alt 49 %) gerne ser, at personalet i højere grad gør brug af deres ressourcer.
Bestyrelsen som katalysator
I samme undersøgelse bliver forældrene spurgt til forældrebestyrelsen og forældrerådets arbejde. Her svarer over en tredjedel (i alt 36 %), at de enten er overvejende uenige eller uenige i, at de bliver informeret om henholdsvis forældrebestyrelsens eller forældrerådets arbejde i deres barns institution – eller at de ikke har kendskab nok til at kunne vurdere, om de bliver informeret. Og samtidig mener 85 % af forældrene, at det er vigtigt at blive informeret om forældrebestyrelsens arbejde. Det tyder på, at der er et uudnyttet potentiale i at bruge bestyrelsen som katalysator til at opbygge et endnu stærkere forældresamarbejde.



