”Når pædagogisk personale er blevet enige om, at der er grund til at kalde på særlige ressourcer, så kommer boksekampene – diagnoseproblematikkerne, tests eller ikke tests, kan der sendes flere penge til dagtilbuddet, ventetider… Den pædagogiske uvished betyder, at børnene risikerer at blive overladt til sig selv uden at modtage den fornødne hjælp og støtte.”
Så skarpt formulerer forsker Anja Stanek problematikken ved det tværprofessionelle samarbejde mellem personalet i dagtilbud og andre fagligheder omkring børn i udsatte positioner. Sammen med forsker Rolf Hvidtfeldt har hun undersøgt, hvordan den rådgivning, som pædagogisk personale får fra PPR, bringes i spil i den pædagogiske hverdag.
Og konklusionen er klar: Der er brug for forbedring. Hvordan forbedringen præcis skal se ud, er der dog ikke helt så klare svar på. For de problemer, som samarbejdet er sat i verden for at løse, er komplekse, og det samme er det underliggende lovgrundlag. Men et af de elementer, der er et stort potentiale i at skrue op for, er det pædagogiske blik for børnefællesskabet og børnenes perspektiver på deres hverdag. Det viser både Anja Staneks forskning og undersøgelser fra fx Dorte Kousholt og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Ellers risikerer de børn, man faktisk gerne vil hjælpe, at komme i klemme.
Vigtigt, men vanskeligt samarbejde
Det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagogisk personale, PPR, sundhedsplejersker og andre specialister er etableret for at kunne tage hånd om problemstillinger, der er så komplekse, at de ikke kan løses af en enkelt faglighed. Det gælder støtte til børn med neuropsykologiske diagnoser som fx autisme eller ADHD, børn med fysiske handicaps eller børn, der af andre grunde er i en udsat position – fx ved at være i risiko for gentagne gange at blive afvist af de andre børn i at deltage i legen. Anja Stanek forklarer:
"Det er helt lavpraktisk og banalt. Forskellige faggrupper kan og ved noget forskelligt, som er relevant i forhold til børns problematikker. Hvis vi skal forstå et komplekst område kvalificeret, så er der behov for, at forskellige specialer kommer på banen,”
Manglende koordination kan betyde øget mistrivsel
Kompleksiteten betyder dog også, at samarbejdet kan være svært at navigere i. Det viser blandt andet nedenstående citat fra en dagtilbudschef, der har deltaget i en undersøgelse fra EVA:
”I de meget komplekse sager er der rigtig mange spillere på banen. Og man får ikke altid koordineret godt nok eller har ikke stor nok viden om, hvad hinanden gør. For barnet og familien kan det meget konkret nogle gange betyde, at det tager rigtig lang tid med afgørelser og iværksættelse af indsatser, og det kan også betyde, at de ryger lidt rundt mellem forskellige instanser. Hvem tager den, og hvem går med den? Og konsekvensen af det er jo i hvert fald forlænget mistrivsel og nogle gange øget mistrivsel.”
Stadig flere børn har brug for støtte
Området er samtidig præget en stadig større efterspørgsel på støtte, fortæller områdechef hos EVA, Dina Celia Madsen:
”Dagtilbuds- og PPR-chefer peger samlet set på, at der er flere børn i udsatte positioner i de almene dagtilbud i dag end tidligere. Der er flere børn, der bliver diagnosticeret, det sker tidligere end før, og der er sket en stigning i antal af børn med komplekse udfordringer.”
Anja Stanek peger på, at det øgede pres på PPR medfører ventetid, som i sig selv kan forværre børnenes vilkår:
”Vi ser en tendens til, at når pædagogerne er i tvivl om, hvordan de bedst muligt imødekommer og støtter de børn, de er bekymrede for, så stopper de pædagogiske indsatser. Næsten i afmagt. Og så risikerer børnene at blive overladt mere eller mindre til sig selv.”
Pædagogisk faglighed er tæt på fraværende
En af de store udfordringer i det tværprofessionelle samarbejde er, ifølge Anja Stanek, at den pædagogiske faglighed er fraværende. Der sker, hvad hun kalder en psykologisering, som handler om, at pædagogisk personale i deres efterspørgsel på hjælp overtager begreber og børnesyn fra en neuropsykologisk og diagnoseorienteret tankegang, hvor børn vurderes ud fra tests – sprogtests, intelligenstests og psykologiske tests.
”Vi kan se i vores forskning, at pædagoger ofte påtager sig psykolog-dialekten og taler om tests og særlige foranstaltninger. I de materialer, der bliver taget i brug for at samarbejde med PPR, der forsvinder børnefællesskabet helt ud. Men en test undersøger ikke børnenes egne perspektiver eller deres sociale liv. Systemet er bare sådan, at det er tests, der afgør, om man får ekstra ressourcer eller kan sætte visitationsprocesser i gang.”
Børn i udsatte positioner er en del af kerneopgaven
Men hvad er der så mere konkret brug for for at komme nærmere et tværprofessionelt samarbejde, der også tilgodeser børnenes liv og udvikling i fællesskabet? Der er ingen lette løsninger. Men der er elementer at skrue på. Dina Celia Madsen peger på, at det helt grundlæggende er vigtigt at forstå arbejdet med børn i udsatte positioner som en del af den pædagogiske kerneopgave og ikke som en barriere for at lykkes med ”den rigtige opgave”. Dina Celia Madsen siger:
”Der er brug for at arbejde med det pædagogiske mindset og gøre det klart, at børn i udsatte positioner er en del af et mangfoldigt børnefællesskab. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal stå alene med opgaven, eller at man ikke skal have ordentlige rammer for arbejdet. Og der kan også være børn, som har bedre af andre tilbud. Men børn i udsatte positioner er en del af kerneopgaven,”