Danmark står over for en svær samfundsudfordring, fordi der mangler faglært arbejdskraft, og der er en lav søgning til – og stort frafald fra – erhvervsuddannelserne. Samtidig får et stigende antal elever på erhvervsuddannelserne - ligesom unge på andre uddannelser - psykiatriske diagnoser. Det betyder, at flere elever har behov for specialpædagogiske støtte (SPS) for at kunne klare sig igennem deres uddannelse.
Det er erhvervsuddannelsernes ansvar at sikre, at de elever, der har et dokumenteret behov for støtte, også tilbydes specialpædagogisk støtte gennem hele deres uddannelse, og skolerne har derfor en opgave i at skabe velfungerende støttemuligheder.
Men det kan være svært for erhvervsskolerne at give eleverne den støtte, de har brug for, når de er i oplæring, og EVA’s tidligere undersøgelse på området indikerer også, at det ikke er alle elever med støttebehov, der faktisk får støtte i oplæringsperioder.
Derfor præsenterer EVA i et nyt inspirationskatalog til ledere og støttegivere på erhvervsskolerne tre gængse udfordringer ved at yde SPS til elever i oplæring og bud på, hvordan de kan håndteres. Kataloget er lavet på baggrund af kvalitative interviews med elever, støttegivere, ledere på skoler samt oplæringssteder. De udvalgte cases omhandler alle skoler, der prioriterer at give SPS af høj kvalitet til deres elever, mens de er i oplæring.
Derudover trækker kataloget på viden fra EVA’s tidligere undersøgelser på området og input fra en følgegruppe bestående af repræsentanter fra erhvervsskoler, Dansk Industris lærlingeindsats og STUK.
1. Hav fokus på gevinsterne ved SPS
En af de udfordringer, som erhvervsskolerne ofte oplever, når en elev skal have SPS i oplæring, er, at det kan være både svært og ressourcekrævende at støtte eleverne, når de ikke er på skolen. Det er især de administrative og koordinerende opgaver, der kan udfordre skolerne, fordi SPS-bevillingen kun finansierer støttetid brugt med eleven og altså ikke tid brugt til for eksempel koordinering og sparring med oplæringssteder.
En løsning kan derfor være, at erhvervsskolen selv vælger at prioritere at dække de ekstra omkostninger og supplere SPS-midlerne med skolens egne midler, eller at skolerne søger partnerskaber fx med kommunerne, der kan løfte indsatsen. I den forbindelse er det vigtigt, at de SPS-ansvarlige kan fremvise resultater og dele de gode historier fra deres SPS-indsats. De kan evt. udforme ”business-cases”, der synliggør de økonomiske incitamenter til at sikre støtte til eleven og dermed forebygge frafald, så ledelsen kan se, at det kan betale sig og prioritere at afsætte midler til arbejdet omkring SPS.
Derudover er det afgørende for kvaliteten, at skolen har en fælles tilgang til arbejdet med SPS i oplæring, så der er klare procedurer for, hvordan man griber det an. Det kan fx indebære, at skolen har skriftlige guides som støttedokumenter, og at SPS i oplæring indgår som en eksplicit del af støttegivernes opgaver, og at det er et fokuspunkt på støttegivernes møder og et element i skolens strategiske arbejde med oplæringsvirksomheder.
2. Hjælp eleven med at se mulighederne med SPS
En anden udfordring ved at yde SPS til elever i oplæring er, at mange elever takker nej til støtten. Mange elever har ikke lyst til at tage støtten med sig, når de skal i oplæring, fordi de ikke ønsker at sætte fokus på deres funktionsnedsættelser og blive oplevet som anderledes. Derfor har man som skole et stort ansvar for at hjælpe støttekrævende elever med at se mulighederne med SPS.
Her kan det for det første være nødvendigt, at skolen arbejder for at skabe en større åbenhed omkring det at have funktionsnedsættelser og legitimere behovet for støtte. Det kan man blandt andet gøre ved at sørge for, at støttegiverne er synlige i hverdagen, så det bliver mindre grænseoverskridende for eleverne at tage kontakt, eller ved at give støtten i undervisningen, så støtten bliver mere konkret og synlig.
For det andet kan det give mening at hjælpe eleven med at reflektere over, hvilken hverdag der venter i oplæringen, og hvad de konkret kunne få brug for støtte til, inden de fravælger den.
Hvis eleven efterfølgende fortsat ikke ønsker støtte i oplæringen, kan det være en god idé ikke at slippe eleven helt. Skolens støttegiver kan for eksempel aftale med eleven, at de tales ved en måned efter opstart og drøfter, hvordan det går i oplæringen. På den måde øger man chancerne for at fange udfordringer i opløbet og åbner muligheden for, at eleven kan genoverveje tilbuddet om SPS.
3. Klæd oplæringsstederne ordentligt på til at give støtte
En tredje udfordring er, at oplæringsstederne kan være usikre på, hvad det kræver af dem at støtte eleverne, og at de derfor kan være tilbageholdende med at tage imod elever med psykiske funktionsnedsættelser. I nogle tilfælde oplever virksomhederne at være overladt til sig selv med en opgave, de ikke føler sig kompetente til at løse trods gode intentioner.
Derfor er det et vigtigt trin, at erhvervsskolen gør det klart for oplæringsstederne, hvad der konkret ligger i opgaven, og at man samtidig som skole stiller sig til rådighed for elever og oplæringssteder undervejs i oplæringsforløbet.
Mange virksomheder og elever har også glæde af, at skolens støttegiver tager initiativ til dialog mellem elev, skole og oplæringssted om, i hvilke situationer eleven konkret kan have behov for støtte, og hvilken støtte eleven kan have gavn af. I dialogen med virksomhederne er det vigtigt at formidle de gode historier og gevinster, der kan være ved at tage imod elever med støttebehov. Omvendt er det også vigtigt med en realistisk og ærlig forventningsafstemning, så oplæringsstedet ved, hvad de går ind til.
Når oplæringsstedet selv støtter deres elev i oplæring, er det desuden vigtigt, at oplæringsstedet kender støttegiveren på skolen, så de – eller eleven selv – let kan kontakte støttegiveren på skolen, hvis behovet opstår. Endelig vil det for mange virksomheder være afgørende, at det er skolen, der tager ansvar for al dokumentation i forbindelse med ansøgning og opfølgning på SPS, så oplæringsstederne udelukkende skal koncentrere sig om det relationelle støttearbejde.