Guide

Fem skridt forvaltningen kan tage for at styrke sprogindsatsen i kommunens dagtilbud

08-04-2024

Sprogvurdering og sprogstimulering i dagtilbud kan være afgørende for et barns sproglige udvikling, trivsel og læring fremadrettet. Det vigtige arbejde med børnenes sprog er en kompleks og krævende opgave, både for pædagogisk personale i dagtilbuddene og for de forvaltninger, der skal understøtte dagtilbuddene.

For at inspirere forvaltningerne til at udvikle og systematisere deres del af arbejdet har EVA kortlagt relevant forskning og undersøgt seks danske kommuners konkrete arbejde med sprogvur­deringer og sprogstimuleringer i deres dagtilbud.

Nedenfor præsenterer vi fem skridt, som ifølge både forskning og kommunernes erfaringer kan styrke sprogindsatsen i dagtilbuddene – og dermed børnenes muligheder for at danne relationer, indgå i fællesskaber og på længere sigt lære og trives i skolen.

Styrk samarbejdet med dagtilbuddene

Et tæt samarbejde, hvor forvaltning og dagtilbud kan dele viden med hinanden, styrker relevans og kvalitet i arbejdet med sprogvur­dering og sprogstimulering. Samarbejdet giver forvaltningen mulig­hed for at støtte og vejlede med udgangspunkt i lokale behov. Det kræver, at man som forvaltning aktivt investerer i samarbejdet, også ved at indhente viden om, hvilke muligheder og udfordringer hvert enkelt dagtilbud har i arbejdet med sprogvurderinger og sprogstimulering.

Brug data i samspil med personalets egne betragtninger

Fælles refleksion over data kan bidrage til at udvikle det sproglige læringsmiljø for hele børnegruppen såvel som for det enkelte barn. Data kan fx være resultater fra sprogvurderinger eller observationer fra en leg eller aktivitet i dagtilbuddet. Sådanne refleksioner kan for eksempel tydeliggøre, at nogle sproglige indsatser bør justeres. Men det kan også give personalet anledning til at nuancere sprogvurde­rings-resultaterne med deres egne vurderinger og betragtninger.

Løft personalets kompetencer og involvér dagtilbudsledelsen

I dialog med dagtilbudslederne kan forvaltningen un­derstøtte personalets kompetenceudvikling i det enkelte dagtilbud. Det kan fx ske ved, at forvaltningen tager initiativ til lokale kompetenceudviklingsforløb, fx med fokus på, hvordan man kan arbejde med sprog i praksis. Flere af case-kom­munerne oplever også, at netværksmøder faciliteret af forvaltningen bidrager til, at viden kan deles på tværs af kommunens dagtilbud.

Stimulér flersprogede børns sprog

For flersprogede børn kan det være særligt vigtigt, at der sættes fokus på sprogstimulering som en del af læringsmiljøet både hjemme og i dagtilbuddet. Det sidste kan ske enten ved særlige indsatser for flersprogede børn eller ved at styrke sprogmiljøet for alle børn. Det gavner også børnenes sprogkom­petencer, når forældrene er aktive deltagere i aktiviteter sammen med børnene. Case-kommunerne har gode erfaringer med at understøtte forældre, der har brug for råd og vejledning om eksempelvis læsning i hjemmet.

Skab trygge rammer for sprogvurdering af børn uden for dagtilbud

Når børn, der ikke går i dagtilbud, skal sprogvurderes, kan det kræve en særlig opmærksomhed at skabe en tryg situation for barnet og forældrene. Den voksne, der udfører testen, skal være særligt opmærksom på, hvilke signaler barnet sender og hele tiden have fokus på barnets tryghed. For nogle børn vil det give tryghed at udføre sprogvurderingen i eget hjem. Forvaltningen har en særlig opgave i at sikre, at forældrene får god og tydelig information om sprogvurderingen samt information om, hvilke tiltag der eventuelt skal iværksættes, hvis barnet har brug for sprogstimulering.

Relateret indhold

Hanna Bjørnøy Sommersel
Chefkonsulent
Dagtilbud for børn

Læs materialet bag artiklen