Artikel

AMU er central i grøn omstilling af arbejdsstyrken, men dialogen med virksomheder halter

22-06-2023
Voksen- og efteruddannelse

AMU-udbyderne står helt centralt placeret i den grønne omstilling og bidrager til den gennem opkvalificering af faglærte og ufaglærte. Men arbejdet udfordres af en lav efterspørgsel og begrænset dialog mellem AMU-udbydere og virksomheder og jobcentre.

Der går årligt omkring 400.000 kursister på en arbejdsmarkedsuddannelse (AMU). Langt de fleste er ufaglærte og faglærte, og AMU er den del af uddannelsessystemet, som de bruger allermest. Derfor er AMU også helt central i at sikre den grønne omstilling, som i høj grad skal drives af, at faglært og ufaglært arbejdskraft har de rette kompetencer.

AMU-udbyderne fokuserer da også i stigende grad på grøn omstilling. Det sker fx gennem målrettede kurser i energirigtig kørsel, økologi, biodiversitet og fjernvarme. Samtidig vurderer tre ud af fire respondenter, at de samlet set har gode muligheder for at bidrage til den grønne omstilling.

Selvom der også er stigende interesse for og fokus på grøn omstilling i virksomhederne, så begrænses udviklingen af en lav efterspørgsel på bestemte grønne AMU-kurser fra både virksomheder, deltagere og jobcentre, ligesom dialogen om relevante kurser om grøn omstilling er mangelfuld.

Det viser en ny omfattende analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut - EVA af AMU-udbydernes praksis, erfaringer og vurderinger af deres arbejde med grøn omstilling. Undersøgelsen består både af en spørgeskemaundersøgelse blandt repræsentanter for 119 efteruddannelsesområder på AMU-institutioner og en caseundersøgelse.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Manglende efterspørgsel fra virksomheder og jobcentre

I undersøgelsen svarer to ud af tre respondenter, at virksomheder og tre ud af fire respondenter, at deltagere og jobcentre i mindre grad eller slet ikke efterspørger bestemte grønne AMU-kurser. Det er også det, som de peger på som de største barrierer for, at AMU kan spille en større rolle i den grønne omstilling. 

Det er en udfordring, fordi en opkvalificering af ufaglærte og faglærte er afgørende for den grønne omstilling. En analyse fra CONCITO viser fx, at ca. 70% af de personer, der er ansat i den grønne sektor, består af faglærte og ufaglærte medarbejdere.

”AMU er ikke til at komme uden om, hvis ufaglærte og faglærte skal opkvalificeres. Og det skal de, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at AMU udbyder kurser, der er relevante for de virksomheder og medarbejdere, der skal arbejde med grøn omstilling nu og i fremtiden. Undersøgelsen peger på, at AMU, hvad det angår, kan spille en langt stærkere rolle, end det er tilfældet i dag,” siger Michael Andersen, projektleder på undersøgelsen for EVA. 

Mindretal er i dialog med virksomheder og jobcentre om grønne AMU-kurser

I undersøgelsen svarer to ud af fem respondenter (AMU-udbydere), at de i høj eller nogen grad er i dialog med virksomheder om indholdet i AMU-kurser i forhold til grøn omstilling, mens over halvdelen svarer, at de er det i mindre grad, slet ikke eller ved ikke. Samtidig er hver fjerde udbyder i dialog med jobcentrene om det samme.

”Det er vigtigt, at AMU fremstår som et aktuelt og relevant tilbud for både virksomheder og jobcentre, der sender medarbejdere og ledige på kursus. En oplagt vej til det er en tæt dialog om, hvad kurserne skal indeholde, men det er ikke det billede, der tegnes i undersøgelsen,” siger Michael Andersen.

Undersøgelsen viser dog, at AMU-udbyderne har fokus på den grønne omstilling i det virksomheds-opsøgende arbejde, og at dette kan være med til at vække virksomhedernes interesse for grønne AMU-kurser. 

Grøn omstilling skal være relevant for deltagerne og virksomhederne

I undersøgelsen svarer omkring halvdelen af AMU-udbyderne, at de inden for de sidste to år har afholdt pædagogiske dage, temamøder eller lignende med eksplicit fokus på AMU og den grønne omstilling og lige så mange har brugt ressourcer på kompetenceudvikling i forhold til grøn omstilling. Den anden halvdel har ikke gjort det.

”Hvis virksomhederne skal opleve AMU-kurserne om grøn omstilling som relevante, så er det vigtigt, at lærerne på AMU er opdaterede både med hensyn til det faglige og det pædagogiske, så de kan give deltagerne den nyeste og mest relevante viden om grøn omstilling og på måder, der matcher deltagernes behov og interesser,” siger Michael Andersen. 

Et eksempel fra virkeligheden

På et grønt kursus om vedligeholdelse af græsarealer skulle deltagerne tidligere kun slå græsset, men skal nu lade det gro af hensyn til biodiversiteten. Det kræver en forståelse for, hvorfor man skal ændre adfærd i forhold til ens arbejdsopgaver, samt hvilken samfundsmæssig betydning det har. En lærer beskriver, at det kræver, at undervisningen også hjælper deltagerne til at forstå, hvorfor de skal gøre tingene anderledes:

”Den ene ting er det praktiske [i forhold til biodiversitet]. Den anden ting er at uddanne dem, der arbejder med det i branchen, til også selv at få en forståelse af, at nu skal vi ikke klippe græsset på den her måde. Nu skal vi have noget eng frem i det. Og det kan godt være, det er brændnældeeng, og så får de på puklen af beboere i et eller andet område, der er vant til at se noget nyklippet græs og sådan noget, ikke? Så der er også i den grad brug for noget holdningsbearbejdelse og noget hjælp til dem, der står og skal udføre det. Der har vi udviklet to kurser i biodiversitet, som vi kalder Biodiversitet 1 og Biodiversitet 2.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen omfatter en spørgeskemaundersøgelse og en caseundersøgelse. Populationen for spørgeskemaundersøgelsen har været repræsentanter for efteruddannelsesområder på alle institutioner, der udbyder AMU. Institutionerne har selv udpeget de konkrete kontaktpersoner. I alt deltog 119 uddannelsesrepræsentanter i spørgeskemaundersøgelsen, svarende til en svarprocent på 61 procent. Caseundersøgelsen har omfattet fem udvalgte institutioner, der udbyder AMU. Det drejer sig om AMU-Fyn, CELF (Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster), IBC (International Business College), Rybners og ZBC (Zealand Business College). 

Relateret indhold

Michael Andersen
Chefkonsulent
Voksen- og efteruddannelse

Læs materialet bag artiklen