I Canada har man lang erfaring med at håndtere en bredt sammensat studentergruppe og med at udvikle tilbud, der kan støtte de studerende i at håndtere de udfordringer, de møder undervejs i deres studier. EVA har kastet et blik på tre canadiske universiteter, der arbejder strategisk med de såkaldte studenterservicer, som nogle af de førende i verden. De canadiske erfaringer kan ifølge chefkonsulent Tue Vinther-Jørgensen (EVA) bruges af de danske universiteter, som i de seneste år har optaget en større og mere bredt sammensat studentergruppe.
”De danske universiteter gør allerede et stort stykke arbejde med at tilbyde en bred vifte af tilbud til studerende med forskellige udfordringer - fra kurser i litteratursøgning og skrivekurser til coachingsamtaler og mentorordninger”, forklarer chefkonsulent Tue Vinther-Jørgensen. Med udgangspunkt i erfaringerne fra Canada opfordrer han dog universiteterne til at stille sig selv følgende spørgsmål:
1. Bør vi være mere opsøgende over for potentielt frafaldstruede studerende?
Danske universiteter er generelt tilbageholdende med aktivt at opsøge studerende, som erfaringsmæssigt ofte støder på bestemte typer udfordringer, mens man i Canada er langt mere aktivt opsøgende over for fx studerende med et andet modersmål.
”På de danske universiteter er der en bekymring for at komme til at stigmatisere bestemte grupper af studerende – en bekymring, som man ikke ser i Canada. Her beder man fx de studerende om at lave en såkaldt selvregistrering med spørgsmål om fx familiebaggrund, sprog, funktionsnedsættelser mv., når de starter på universitetet. På den måde har universitetet mulighed for at kontakte de studerende med målrettede tilbud senere i studieforløbet,” fortæller Tue Vinther-Jørgensen.
2. Bør vi målrette vores støttetilbud til bestemte grupper af studerende?
Tilbud om støtte til specifikke målgrupper af studerende er heller ikke noget, de danske universiteter praktiserer i særlig stor udstrækning, men de canadiske universiteter har en helt anden tradition for at fremhæve, at forskellige studerende har forskellige behov.
”I Canada er man langt mere åbne om, at nogle grupper af studerende kan være særligt udfordrede, og de canadiske universiteter har nogle meget eksplicitte tilbud, fx til studerende fra ikke-uddannelsesvante hjem, som de danske universiteter kan lade sig inspirere af,” opfordrer Tue Vinther-Jørgensen.
3. Kan vi identificere de frafaldstruede studerende tidligere?
I Danmark tager de fleste universiteter først kontakt til de studerende, hvis de er kommet langt bagud på studiet, mens de canadiske universiteter forsøger at identificere studerende med udfordringer så tidligt som muligt.
”Fordelen ved at finde de studerende tidligt er, at det så er nemmere at iværksætte en proaktiv indsats over for dem, inden de kommer bagud på studiet. I Canada kalder man det ’early alert systems’, hvor undervisere og andre ansatte på universitetet kan give besked om specifikke studerende, som universitetet så kan kontakte med tilbud om hjælp og støtte,” siger Tue Vinther-Jørgensen.
4. Skal vores støttetilbud specialiseres og professionaliseres yderligere?
I Danmark udbydes mange studenterservicer i regi af den generelle studie- og erhvervsvejledning, og der er kun få eksempler på specialiserede enheder eller centre. Samtidig har universiteterne forskellige erfaringer og holdninger, fx til brugen af studentervejledere. I Canada ser man langt oftere specialiserede enheder eller centre, der er præget af en høj grad af professionalisering, fx ’writing centres’ eller ’academic success centres’.
Tue Vinther-Jørgensen understreger, at der både kan være fordele og ulemper forbundet med en yderligere professionalisering af arbejdet med studenterservicer. Fx risikerer man, at de professionelle, der skal give støtten, kommer lidt på afstand af de studerendes dagligdag og studiemiljø. Alligevel anbefaler han, at universiteterne aktivt tager stilling til, hvad disse fordele og ulemper kan være lokalt, og indretter sig derefter.
5. Skal vi fokusere mere på psykisk sundhed?
De danske universiteter har kun i få tilfælde tilbud, der adresserer de studerendes personlige og psykiske udfordringer. De kan i stedet henvise til tilbud i Studenterrådgivningen eller det offentlige system. I Canada har universiteterne et anderledes massivt fokus på psykisk sundhed, og de har fx tilbud om konsultation med psykolog, psykiater eller rådgiver. Universiteterne hjælper deres studerende, så de ikke skal vente på tilbud i det offentlige system med risiko for at kommer bagud i studierne.
”En del af forklaringen er formentlig, at det danske velfærdssystem traditionelt forventes at tage sig af os alle sammen, herunder også studerende,” forklarer Tue Vinther-Jørgensen. Han opfordrer dog universiteterne til at overveje, om de med fordel kan tage et større ansvar for studerende med personlige og psykiske udfordringer, så de hurtigt bliver henvist videre eller måske endda får et tilbud om professionel støtte via universitetet.
6. Kan vi skabe et bedre fysisk studiemiljø?
De danske universiteter har stort fokus på at forbedre det fysiske studiemiljø og fx etablere studiepladser. Der er også enkelte eksempler på, at universiteterne etablerer nye miljøer, der skal afhjælpe presset på de fysiske rammer og skabe et godt studiemiljø uden for undervisningslokalerne. I Canada etablerer nogle universiteter store ’student learning centres’, hvor de studerende har mulighed for individuel fordybelse, gruppearbejde og socialt samvær og samtidig har adgang til forskellige studenterservicer.
”Der findes fine eksempler i både Canada og Danmark på, at man har forsøgt at løfte de fysiske rammer for dermed at skabe det bedst mulige studiemiljø. Det virker dog som om de canadiske universiteter giver de fysiske rammer mere strategisk prioritet og går mere radikalt til værks for at lave nogle rammer, der tilgodeser både de faglige og sociale behov hos de studerende.”