Artikel

”Virtuel undervisning må ikke bare bestå af en lærer, der taler ind i en skærm”

19-08-2021
Artikel Ungdomsuddannelse

Virtuel undervisning kan aldrig erstatte den fysiske undervisning. Men man kan arbejde med at gøre den virtuelle undervisning så motiverende for eleverne som muligt, oplever Lisa. Det gør hun bl.a. ved at lægge mange sekvenser ind i sin undervisning for variationens skyld – og sende eleverne ud på gåtur med podcast.

Lisa er en ung og forholdsvis nyuddan­net gymnasielærer, som er i gang med sit pædagogikum. Hun underviser både elever på htx og hhx i dansk og historie. Hun er vant til at inddrage digitale teknologier i undervisningen på forskellige måder, og hun elsker at eksperimentere med, hvordan forskellige teknologier kan under­støtte elevernes læring.

Fra panik til accept

For Lisa tog det lidt tid at omstille sig til at skulle gennemføre virtuel undervisning. Først da hun accepterede, at den virtuelle under­visning ikke kan det samme som den fysiske undervisning, og begyndte at gøre sig erfa­ringer med, hvad der kunne fungere virtuelt, blev det lettere for hende:

”I starten af den første nedlukning gik jeg bare rundt og prøvede at finde løsninger og tænkte: ’Hold da kæft mand, det kan man jo ikke, man kan jo ikke lave virtuel undervis­ning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, jeg ved ikke, hvad jeg gør.’ Jeg var faktisk lidt i panik.”

”Men på et tidspunkt kom jeg ind en ryt­me, og så finder man også ud af, at det kan lade sig gøre. Det kan godt være, at det ikke bliver lige så god undervisning som ellers. Men som samvittighedsfuld lærer er man nødt til at lære at lægge noget af kvaliteten lidt på hylden."

Variation og sekvenser giver motivation i den virtuelle undervisning

Da Lisa havde vænnet sig til tanken om at skulle undervise virtuelt, gik hun i gang med at overveje, hvordan hun bedst kunne tilret­telægge sin virtuelle undervisning.

Hun eks­perimenterede med, hvordan hun kunne inddrage forskellige typer af digitale tekno­logier, og hvordan hun kunne strukturere undervisningen for at give eleverne det stør­ste udbytte:

”Jeg lærte, at det er meget vigtigt at bryde undervisningen op i forskellige sekvenser for at variere undervisningen. Det går ikke med undervisning, hvor læreren bare taler, og så efter halvanden time skal de aflevere et eller andet. For hvis læreren først finder ud af efter timen, at eleverne ikke har været med, så er hele timen jo spildt.”

”Helt konkret kan min undervisning se sådan ud: Vi starter timen med at se ti minutter af en video, og eleverne skal så give et like, når de har set den. Det er den første sekvens. Så får de ti minutter til at undersøge et eller andet, fx fortællerforhold i en bestemt novelle. Derefter skal de løse nogle arbejdsspørgsmål, som jeg kan læse igen­nem, mens de tager fem minutters pause. Så kan jeg se, om de er med.”

”Derefter fortæller jeg om noget ny teori, fx om den nykritiske lagmodel i dansk, og så bliver de sendt ud i nogle mindre grupper i breakout rooms med nogle arbejdsspørgsmål om det. Når jeg hiver dem tilbage, samler vi op sammen. Og så har timen bestået af en fem-seks sekvenser og lige så mange måder at arbejde på. Det er noget, der er vigtigt i klasselokalet, når man er sammen fysisk, men det er altså også noget, der er virkelig vigtigt virtuelt.”

Virtuel undervisning egner sig ikke til digitale eksperimenter

En af de indsigter, Lisa har fået, mens hun har undervist digitalt, handler om, at når al undervisning er virtuel, så er det faktisk ikke en god idé at eksperimentere for meget med nye digitale teknologier, som hun ellers nor­malt godt kan lide i sin fysiske undervisning, fordi opgaven er nødt til at stå helt klar for eleverne i den virtuelle undervisning:

”Jeg er faktisk blevet lidt tilbageholdende med at eksperimentere alt for meget med nye teknologier. For det er enormt vigtigt, når man stiller eleverne opgaver, særligt vir­tuelt, at de ved nøjagtigt, hvad de skal. Der­for er sådan nogle lidt mere eksperimente­rende opgaver faktisk sværere at stille."

"Eleverne skal virkelig vide, hvad er det, vi kræver af dem. Eleverne fortæller også selv, at de har et stort behov for vide nøjagtigt, hvad det er, de skal. Man skal være meget, meget opmærksom på, at man får stillet de helt rigtige krav, og at man får formuleret sig meget præcist.”

Mange elever er digitalt generte

På trods af sin indsats for at gøre den virtu­elle undervisning engagerende for eleverne, synes Lisa stadig, at det kan være en udfor­dring af få dem til at deltage aktivt. Mange elever er digitalt generte, og hun oplever, at de fx slukker deres kameraer i undervisningen eller siger, at deres mikrofon ikke virker:

”Nogle elever kan ikke lide at høre deres egen stemme. De bliver generte over, at de andre lytter, og at de ikke kan aflæse, hvor­dan det, de siger, bliver modtaget hos deres klassekammerater. Om de bliver grinet ad. Så det kræver mod for dem bare at sige noget.”

Det er dog ikke alle elever, som er digitalt generte, og Lisa fortæl­ler, at hun er blevet overrasket over, at nogle elever har ændret adfærd i fjernundervisningsperioden i forhold til deres deltagelse i det fysiske klasseværelse:

”Det underlige ved det er, at lige pludselig så ser man nogle elever, som aldrig siger noget i klasselokalet, som godt tør sige noget virtuelt. Og nogle af de elever, som altid siger noget i klasselokalet, siger plud­selig ikke noget, fordi de er generte, eller fordi de simpelthen står og laver noget helt andet, mens de har undervisning."

"Til trods for den digitale generthed hos nogle kræver jeg derfor, at mine elever tænder deres kamera. Det gjorde jeg ikke i starten. Men det gør jeg nu, fordi jeg insisterer på, at vi skal kunne se hinanden.”

Det sværeste er manglen på kontakt med eleverne

For Lisa har det sværeste ved den virtuelle undervisning været at undvære den daglige kontakt med eleverne og få en fornemmelse af, hvordan de har det, og hvordan det går med deres læring:

”Jeg har været meget usikker på, om de nu lærer det, de skal. Man bliver jo ikke lærer for at tale ind i en skærm. En stor del af det at være lærer er jo at møde eleverne og møde dem i øjenhøjde. Når man har en klas­se med tyve elever og bare er én lærer, så får eleverne jo ikke den der fornemmelse af en kommunikation, der går frem og tilbage, og det er sværere at få en fornemmelse af, om eleverne får nok med fra undervisningen.”

Lisa fremhæver også, hvor stor en betyd­ning det har for elevernes læring, at de har en relation til deres lærere, og at de føler sig set i undervisningen:

”Vi kan måske som lærere nogle gange tænke, at ’jeg er jo bare lærer, jeg er jo bare sådan et medie for viden, der bare strømmer ud til eleverne’. Men jeg tror nogle gange, at vi undervurderer, at vi virkelig har en betyd­ning for eleverne, og det har virkelig en betydning, at eleverne har en fornemmelse for, at vi ser dem. Og det har været svært i den virtuelle undervisning.”

Bekymret for de svageste 

Hvis Lisa skal pege på, hvor den virtuelle undervisning har gjort mest ondt, er hun ikke i tvivl om, at det især er elever, som får min­dre hjælp hjemmefra, som er blevet ramt:

”Jeg er på et gymnasium, hvor vores løfte­evne er høj. Eleverne kommer ofte fra hjem, hvor forældrene ikke selv har en gymnasial uddannelse og derfor kan have svært ved at hjælpe eleverne med det akademiske arbejde derhjemme. Så der har vores elever ekstra brug for støtte fra os til at gennemføre deres gymnasiale uddannelse, og det får de jo alt­så ikke.”

”Omkring jul plejer 3. g’erne altid lige at sætte ind med lidt ekstra arbejdsindsats, fordi de ved godt, at det er nu, det gælder, hvis det der 2-tal skal blive til et 4-tal. Men den ekstra indsats er ikke sat ind i år, og det har skabt nogle bekymringer for mine elever."

"Jeg går meget op i, at eleverne lærer det, de skal, og at de klarer sig godt, og at de lige­som har hele pakken med, når de starter på en ny uddannelse. Det er enormt frustreren­de, at man synes, man har klædt dem godt på i to år, og at de så på det sidste år så skal være så mange måneder derhjemme.”

Nearpod skal med videre

Lisa har glædet sig til at komme tilbage til den fysiske undervisning og er lidt skeptisk overfor, hvad virtuel undervisning egentlig kan bidrage med. Dog har hun gjort sig nog­le erfaringer i perioden med nødundervis­ning, som hun vil tage med videre i sin under­visning:

”Jeg har fået øjnene op for nogle nye digi­tale værktøjer, som jeg vil tage med ind i den fysiske undervisning. Især programmet Near­pod, som er et interaktivt læringsprogram, hvor man som lærer kan komme helt tæt på elevernes arbejde igennem slides, hvor man kan stille eleverne spørgsmål og hive elever­nes besvarelser frem."

"Eleverne har faktisk også foreslået, at vi skal bruge det igen i klas­sen på et tidspunkt. Jeg tror, at det er, fordi at de virkelig fik en fornemmelse af, at jeg var med i deres skriveproces, da de skulle arbej­de i det program. Så det er jo positivt, at man får øjnene op for et eller andet, der også kan noget.”

Podcasts under åben himmel

Lisas bedste eksempel på virtuel undervisning er podcasts under åben himmel:

”Efter en lang dag foran skærmen er eleverne trætte i deres hoved og kroppe.  Derfor er det efterhånden blevet en tradition for mig at finde en god podcast og sende dem ud på en gåtur i en halv time. Så skal de tage et billede, som passer til den podcast, de hører, som de skal uploade sammen med tre tanker om det, de hører i podcasten. Og så diskuterer vi det bagefter. Jeg laver det på Padlet. 

Så får man typisk sådan en Padlet fyldt med elevers billeder fra der, hvor de lige er ude at gå tur, og typisk også deres hund, som de har taget med ud at gå. Så sikrer  man sig faktisk også, at de ikke sidder og browser på nettet samtidig, fordi de er ude at gå. De kan kun lytte og gå og ikke lave alt muligt andet også.”

Relateret indhold