Læringssamtaler skaber tryghed og klarhed for både erhvervsskoleelever og virksomheder

16-12-2025
Artikel Ungdomsuddannelse

“Det er overraskende, at vi ikke har kigget på det før, når vi nu virkelig kan se, hvor meget det kan styrke elevernes trivsel”. EUC Sjælland har sat arbejdet med læringssamtaler med virksomheder omkring eleven i system og deler ud af deres erfaringer.

“Virksomhederne får en fælles plan, og mestrene bliver mere opmærksomme på elevernes behov. For eleverne giver det tryghed og tydelighed.”

Sådan fortæller Geoffrey Halfani Madsen, der er faglærer på murerlinjen hos EUC Sjælland, og som har været med til at udvikle den nye praksis med læringssamtaler.

Hos EUC Sjælland har de gennem et halvt år eksperimenteret med at holde læringssamtaler mellem eleven, der skal i lære, skolen og den aftagende virksomhed. Og erfaringerne er gode.

Mister kontakten til eleverne

Formålet med læringssamtalerne er at fastholde eleverne, afstemme forventninger og sikre, at både elev, mester og skole arbejder mod samme mål, forklarer Geoffrey Halfani Madsen.

Geoffrey forklarer, at kontakten mellem skole og virksomhed er afgørende for, at eleverne ikke falder mellem de to “siloer”, der er skolen og deres oplæringsvirksomhed.

”Vi på skolen mister tit kontakten med eleverne under oplæring. Meget af frafaldet sker desuden, mens eleverne er i oplæring, så derfor giver det god mening at styrke kontakten til dem – hvilket de i øvrigt også selv efterspørger.

To samtaler og en trepartsworkshop

EUC Sjælland deltager sammen med en række andre erhvervsskoler samt DI, 3F og Byggeriets Uddannelser i et partnerskab, der arbejder for at skabe større trivsel og mindre frafald på mureruddannelsen. Partnerskabet er drevet af EVA og NCE og støttet af TrygFonden.

Det sidste halve år har EUC Sjælland og murervirksomheden Hansen og Andersen arbejdet på at finde en model, der kunne give dem gode erfaringer med de systematiske samtaler mellem skole og virksomhed. De har gjort sig erfaringer med at holde to samtaler mellem skole, elev og virksomhed – én samtale inden opstart og en anden under oplæringen.

”Ved den første samtale handler det meget om forventningsafstemning begge veje – hvad forventer virksomheden fra eleven, og hvad er der af forventninger til, hvad eleven skal lære i oplæringen. På den anden samtale tjekker man ind undervejs i læretiden for at evaluere, hvordan det går, om der er noget, der skal justeres,” fortæller Geoffrey Halfani Madsen.

EVA’s erfaringsopsamling af læringssamtalerne viser, at virksomheden, som EUC Sjælland har samarbejdet med, også har fået et godt udbytte af læringssamtalerne. Virksomheden fortæller bl.a., at samtalerne gør det muligt for dem at forberede sig bedre til at tage godt imod eleven.

Vil finde mere bæredygtig model

Selvom EUC Sjælland har gode erfaringer med læringssamtalerne, må de også sande, at der ikke er ressourcer til den store model med flere læringssamtaler med alle eleverne og alle oplæringsansvarlige i al tid fremover.

”Vi skal have fundet en model, som giver os mulighed for at kommunikere løbende med mestre og elever, men som ikke trækker alle ressourcer. Det kan være eleverne skal deles op i grønne, gule og røde kategorier, så vi fokuserer den meget personlige indsats mod de elever, der er mest frafaldstruede – mens der kan være lettere tiltag som fx teamsmøder eller andet med de ’grønne’ elever,” siger Geoffrey Halfani Madsen.

”Vi vil også satse på at klæde faglærerne ordentlig på til at kunne vurdere, hvilke elever der har brug for støtte – og hvordan.”

Et godt råd til andre der vil i gang

Er der så et godt råd til andre erhvervsskoler, som også vil i gang med at styrke kontakten til eleverne i oplæringen? 

Geoffrey Halfani Madsen opfordrer til at tage de økonomiske briller på og se samtalerne som en investering: 

”Mange holder sig tilbage af økonomiske grunde, men det er en god investering at få et system op at køre, hvor man kan følge eleverne og sikre, at færre falder fra."

“Få skabt jeres egen struktur, følg op på eleverne, og etabler tæt dialog med virksomhederne. Start småt, men sørg for, at systemet kan holde over tid.”

”Læringssamtaler er ikke bare en administrativ øvelse – de er et vigtigt værktøj til at sikre, at eleverne trives, lærer mest muligt og får den bedst mulige overgang til lærepladsen.” 

FAKTA: Vil du vide mere om læringssamtalerne?

I ”Guide til læringssamtaler mellem erhvervsskoler og virksomheder” kan erhvervsskoler finde en trin-for-trin-vejledning til læringssamtalerne, som de kan lade sig inspirere af. Guiden er blevet til i et samarbejde mellem parterne i Trivselspartnerskabet på mureruddannelsen og er udformet af EVA og NCE.

  1. Forberedelse: Involver skolens ledelse, lokale uddannelsesudvalg (LUU) og etabler en arbejdsgruppe. Udarbejd samtaleark, pjece til virksomheder og plan for kontakt og opfølgning.
  2. Kontakt til virksomheden: Når eleven har indgået lærepladsaftale, tager lærer eller virksomhedskonsulent kontakt for at aftale første læringssamtale. Formålet er at motivere virksomhederne og tydeliggøre, hvorfor samtalen gavner både elev og virksomhed.
  3. Første læringssamtale: Afstemning af forventninger mellem elev, mester og skole. Fokus på arbejdsrelation, læringsmål, introduktion og hvordan eleven får feedback.
  4. Anden læringssamtale: Cirka 1–2 måneder inde i oplæringen. Fokus på trivsel, faglig udvikling og at identificere eventuelle problemer tidligt.
  5. Opfølgning: Efter hver samtale samles erfaringer, og der udarbejdes plan for eventuelle indsatser ved bekymring, fx SPS-støtte, mentorordning eller ekstra opfølgning med mestrene.

Guiden indeholder desuden forslag til ekstra samtaler, workshops og mesteraftener for at styrke samarbejdet yderligere.

Relateret indhold

Kristine Hecksher
Chefkonsulent
Ungdomsuddannelse