Almenpædagogikken i centrum: Sådan kan kommuner styrke arbejdet med fællesskaber og børn med særlige behov

26-05-2025
Artikel Dagtilbud for børn Grundskole

Med udgangspunkt i fire casekommuner har EVA undersøgt, hvordan pædagogisk personale og ledelse kan omsætte viden om børn og unge med særlige behov i det daglige pædagogiske arbejde og i undervisningen.

Flere og flere børn og unge modtager særlige indsatser, og PPR bruger over halvdelen af deres tid på enkelte børn. Der er derfor også et øget politisk fokus på at sikre miljøer i almene dagtilbud og skoler, der styrker inklusion, fællesskaber og lige deltagelsesmuligheder, så flest mulige børn og unge kan trives og udvikle sig sammen.

I en ny undersøgelse har EVA set på, hvordan kommunerne kan understøtte, at dagtilbud og skoler får adgang til opdateret og praksisrettet viden om børn og unge med særlige behov og mulighed for at omsætte denne viden i den pædagogiske praksis i samarbejde med forskellige fagprofessionelle. Undersøgelsen er udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet.

Undersøgelsen bygger på interview og observationer i fire casekommuner, som alle har en praksis, der kan bidrage til at inspirere andre.

Pædagogisk analyse er afgørende

Undersøgelsen viser, at en grundig og grundlæggende pædagogisk analyse er afgørende, når der skal skabes adgang til viden og erfaringer, der kan understøtte det pædagogiske personales valg af handlinger.

En grundig pædagogisk analyse er kendetegnet ved, at forskellige fagligheder samarbejder om ud fra deres viden og erfaringer at afdække mønstre og sammenhænge, der enten fastholder, fremmer eller begrænser børnenes muligheder for trivsel og læring, og på den baggrund formulerer nogle målsætninger og igangsætter konkrete indsatser.

Den pædagogiske analyse er dog først vellykket, når den inddrager og gør viden anvendelig, så den kan skabe konkrete forbedringer i børns hverdag.

Forudsætninger for vellykket pædagogiske analyse

EVA’s undersøgelse peger på flere forhold, der har betydning for, om den pædagogiske analyse kan hjælpe det almene pædagogiske personale til at handle med udgangspunkt i faglig viden og erfaringer. Nogle af disse forhold er:

1. Et fælles pædagogisk fundament

En af forudsætningerne for en vellykket pædagogisk analyse er, at ledelse og medarbejdere i dagtilbud, skole, PPR og forvaltning har en fælles referenceramme i form af fælles værdier, børnesyn, viden og værktøjer. Referencerammen er en måde at forpligte hinanden på at fastholde fokus og retning for arbejdet i det tværprofessionelle samarbejde.

2. Nem adgang til og involvering af PPR

Nem adgang til PPR og andre ressourcepersoner er en vigtig forudsætning for, at det pædagogiske personale tager kontakt til PPR tidligt og kan anvende PPR´s specialistviden. Det kan bl.a. sikres ved, at PPR hyppigt er til stede i dagtilbud og på skoler, at der er faste tidspunkter for åben sparring og ved brug af korte indstillingsskemaer.

3. Systematisk tværprofessionelt samarbejde

Den pædagogiske analyse bliver især værdifuld gennem det tværprofessionelle samarbejde. Det tværprofessionelle samarbejde bidrager til at sikre et helhedsblik ved at indkredse og forstå, hvad en problemstilling omhandler. I samarbejdet kan de involverede fagprofessionelle også pege på konkrete handlemuligheder ud fra deres forskellige praksiserfaringer og faglige viden.

4. Ligeværd blandt faggrupper

Det pædagogiske personale skal spille en central rolle i den pædagogiske analyse og dets viden og erfaringer skal aktivt inddrages i det tværprofessionelle samarbejde. Det er afgørende for både at forstå problemstillinger bedre og for at skabe et fundament af ligeværd mellem faggrupper. Dette ligeværd bidrager til at styrke det pædagogiske personales faglige stolthed og øge deres handlekompetence, hvilket er afgørende for at lykkes med den pædagogiske indsats i hverdagen.

5. Løbende og systematisk datadrevet opfølgning

Systematisk datadrevet opfølgning er en effektiv måde at skabe overblik over problemstillinger og sikre, at ressourcerne bruges dér, hvor behovet er størst. Datadrevet opfølgning indebærer indsamling, registrering og anvendelse af konkrete data til at identificere mønstre, prioritere indsatser, styrke beslutningsgrundlag, justere igangværende sager og målrette fremtidige indsatser.

I rapporten kan du læse mere om undersøgelsen, og hvilke andre forhold, der har betydning for, om pædagogisk personale og ledelse kan omsætte viden til handling.

Relateret indhold

Hanna Bjørnøy Sommersel
Chefkonsulent
Dagtilbud for børn