Indlægget var bragt i Berlingske den 8. juni 2022
Af Bjarke T. Hartkopf og Anne Sophie Madsen. Hhv. områdechef for videregående uddannelse og områdechef for ungdomsuddannelser, EVA
Reformkommissionen præsenterede for nyligt en række forslag til omfattende reformer af de videregående uddannelser. Et af forslagene bestod i en større omlægning af optagelsessystemet, hvor kommissionen foreslår, at uddannelser med grænsekvotienter over 9 skal anvende fagspecifikke test som optagelseskriterium.
Kommissionen ønsker at mindske tilbøjeligheden til, at talentfulde unge søger få prestigefyldte uddannelser. Andre har i den efterfølgende debat lagt vægt på, at forslaget vil være et tiltrængt opgør med karakterpresset blandt unge. Det er ikke umuligt, at kommissionens forslag til dels kan imødegå disse udfordringer, men de vil næppe være et grundlæggende opgør med dem. Man kan derudover både stille spørgsmålstegn ved om kommissionens forslag er rettet mod de unge, der har mest brug for hjælp, og om det er den måde vi får mest ud af at investere flere ressourcer i optagelsessystemet.
Data fra Børne- og Undervisningsministeriets trivselsmåling blandt 3.g’ere viser, at andelen, der føler sig presset på grund af karakterer, er lavere, jo højere karaktergennemsnit de unge har. Kommissionens forslag frisætter dermed de unge, der klarer sig bedst i uddannelsessystemet, og som – med god grund – også er den gruppe, der føler sig mindst pressede på grund af karakterer. Så man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er det kun unge med høje karakter, der skal have lov til at slippe for karakterpres?
Også når det handler om at sikre et godt match mellem studerende og uddannelser, kan man udfordre kommissionens fokus på uddannelser med høje grænsekvotienter. Spørgsmålet er, om det er de uddannelser, der har mest brug for, at der investeres flere ressourcer i udvælgelsen af studerende?
Uddannelser med lavere grænsekvotienter og flere studerende med lave gymnasiale karakterer, oplever større udfordringer med at kunne opretholde et højt niveau i undervisningen. Hvis man i stedet fokuserede på at udvikle og evt. udvide kvote 2 ville man i højere grad investere ressourcerne der, hvor der er de største faglige udfordringer.
Forslag kan afbøde men ikke løse problemer
Det er oplagt, at grænsekvotienterne udgør et meget synligt prestigesymbol for de videregående uddannelser, men et loft over grænsekvotienterne vil næppe gøre op med, at nogle uddannelser er mere prestigefyldte end andre. Det ser man også i lande, der ikke har synlige adgangskvotienter. Skulle man afbøde betydningen af grænsekvotienter, kunne et mindre vidtgående alternativ være at skjule grænsekvotienter over 9. Det ville tilsvarende fjerne det forhold, grænsekvotienterne udgør synlige statussymboler.
Tilsvarende er der grund til at være skeptisk over for, om kommissionens tiltag vil mindske trivselsudfordringerne blandt unge på de gymnasiale uddannelser. Selvom mange unge forbinder uddannelsespres med karakterer, er det oplagt, at det ikke kan være hovedforklaringen på stigningen i mistrivsel, da karakterer har været en del af unges virkelighed i årtier. Kigger vi til udlandet, er der ikke meget, der tyder på, at andre optagelsesformer løser udfordringen med uddannelsespres, og vi ser desværre også stigende mistrivsel tidligere i uddannelsessystemet.
Et spørgsmål om retfærdighed, og økonomi
Som vidensaktører er vi optagede af, om de foreslåede ændringer vil virke efter hensigten. Men forskellige holdninger til, hvilke hensyn der bør vægtes højest, spiller også en stor rolle. Et grundlæggende opgør med social ulighed i optaget får vi kun, hvis vi trækker lod, men det ville bryde med princippet om at lade meritter være styrende, og idealet om, at unge skal kunne skabe sig en fremtid ved at gøre sig umage og dygtiggøre sig.
Hvis man skulle opnå den bedst tænkelige udvælgelse af studerende til de videregående uddannelser kunne man uden tvivl opnå en bedre udvælgelse ved både at anvende karakterer, generelle og fagspecifikke test kombineret med optagelsessamtaler. Og man kan argumentere for, at det også ville være mere retfærdigt, fordi de udvalgte i højere grad ville være de bedst egnede.
Når vi i kvote 1 kun bruger karaktergennemsnittet er det i høj grad udtryk for en ressourcemæssig prioritering af begrænsede midler, der også kan bruges på undervisning eller feedback. Hvis vi skal investere mere i udvælgelsen, er det derfor oplagt at vi interesserer os for, hvordan vi får mest for pengene, og om vi hjælper dem, der har mest brug for det.